Hvad ved du? Der sker mange ting ude i verden lige nu – krig, konflikter og katastrofer. Mange af de steder arbejder Folkekirkens Nødhjælp for en bedre verden.
Denne quiz med ti spørgsmål kredser om bæredygtighed, næstekærlighed og Folkekirkens Nødhjælps arbejde.
Spejderne skal gætte nu, men svarene på quizzen kan I med fordel vente med at gennemgå sidst på aftenen. Quizzen vil dermed skærpe spejderne interesse, mens den informerer om verdens udfordringer og Folkekirkens Nødhjælps arbejde.
Desuden skal spejderne teste deres madmod ved at smage på fremtidens fødevarer.
Hvordan kan vi spise mere bæredygtigt? Insekter er en proteinrig og bæredygtig fødevare, som både i Danmark og i udviklingslande kan være med til at sikre proteiner i maden. Faktisk er insekter så udbredte, at FN regner med, at der bliver spist insekter i 80 lande verden over, og minimum to milliarder mennesker menes at spise insekter som en del af deres hverdagskost.
I flygtningelejre er pladsen trang, og flygtningene har begrænset adgang til vand. Derfor er det vanskeligt at dyrke jorden eller holde husdyr. Men opdræt af fårekyllinger kan være en del af løsningen. Fårekyllinger er nemlig ekstremt næringsrige og kræver kun meget lidt udstyr og plads, hvilket også gør dem til en bæredygtig og klimavenlig madvare i modsætning til f.eks. oksekød.
Print et quizark til hver spejder og evt. svararket.
Melorme kan f.eks. købes hos Insektprotein ApS. Her finder man en smagspakke med lidt forskelligt til 35 kroner. Der vil i langt de fleste tilfælde være rigeligt til en gruppe.
KFUM-Spejderne har indgået et partnerskab med Folkekirkens Nødhjælp for 2023 – 2026. Organisationerne har et fælles værdigrundlag, som hviler på et kristent menneskesyn. Sammen ønsker vi at række ud mod børn, unge og voksne og give mulighed for at engagere sig lokalt til fordel for mennesker i nød. Fx ved at deltage i sogneindsamlingen.
Materialet kan bruges til et spejdermøde som optakt til at deltage i sogneindsamlingen, så spejderne ved, hvad de blandt andet samler ind til.
Materialet består af flere mindre aktiviteter, der tager 5-15 minutter at gennemføre, og gør spejderne klogere på Folkekirkens Nødhjælps arbejde, hvordan det er at være barn/ung andre steder i verden og det at gøre noget godt for nogle andre.
Her kan du se aktiviteterne. De kan bruges i den rækkefølge, som passer bedst til jeres spejdere.