Leg, samarbejde og trivsel: Forslag til spejderaktiviteter

Her får I gode råd til, hvordan jeres gruppe kan sætte trivsel på dagsordenen.

Tre piger sidder på dæk
Foto af Lukas Bozek Lundbye

Trivsel er en vigtig del af spejderlivet. Når spejderne oplever fællesskabet som trygt og inkluderende, får de mod til at udfordre sig selv, være nysgerrige og udvikle sig sammen med andre. Som leder kan du sætte trivsel på dagsordenen med aktiviteter, der giver plads til både sjov, refleksion og fællesskab.

Arbejd med mærker

Mærker kan være en god ramme for at sætte fokus på trivsel. Fx lægger Du og jeg op til samtaler om venskab og fællesskab hos bæverne, mens Flokken er et mærke for ulvene, der fokuserer på at styrke samarbejde og fællesskab ved at anerkende og udnytte den enkelte ulvs styrker i gruppen. For de ældre spejdere kan Team Play være en sjov og udfordrende måde at styrke samarbejdet.

Leg med følelser

Følelser kan være svære at sætte ord på, men gennem leg bliver det lettere. I kan prøve Følelser teaterleg, Følelses-memory eller Margretheskål – leg med følelser for at skabe grin, refleksion og nye måder at forstå hinanden på.

Sæt fokus på mobning

Spejdergruppen skal være et frirum uden mobning. Brug aktiviteter som Patruljens anti-mobberegler eller Mobning til at tale åbent om, hvordan I vil behandle hinanden.

Tillid og samarbejde

Fællesskabet bliver stærkere, når man tør stole på hinanden. Prøv klassiske tillidsøvelser eller en andagtsaktivitet om tillid. Bæverne kan arbejde med Bæverloven-løb, mens de ældre kan udforske hinandens styrker gennem Ability spotting.

Vær en god ven

En af de vigtigste nøgler til trivsel er at føle, at man har venner i gruppen. Prøv aktiviteter som Hemmelig ven eller Lav en overraskelse, der viser spejderne, hvor lidt der skal til for at gøre andre glade. Her kan også mærker som En god kammerat understøtte snakken om, hvad venskab egentlig betyder.

Vil du udforske flere ideer, kan du finde masser af inspiration i KFUM-Spejdernes aktivitetsdatabase.

Viden og sparring om mobning

Vi har her samlet links til, hvor du kan finde mere viden og hjælp til at håndtere mobning, hvis I oplever det i gruppen.

Børns Vilkår

Børns Vilkår har et stort tema om mobning, som er skrevet, så både voksne og større børn kan forstå det.

Center for Undervisningsmiljø

Center for Undervisningsmiljø har samlet viden fra de danske skoler om mobning og forebyggelse af mobning.

Arbejdsmiljøweb

Mobning kan også finde sted blandt voksne. Her kan du læse mere om forebyggelse og håndtering af mobning blandt voksne.

Læs også

Menu