Super aktivitet, når spejderne vender hjem fra hike eller på anden måde skal forkæles. Man bliver overrasket over, hvor meget selv urolige børn kan gå op i det.
Spejderne deles i 2 eller 3 hold, helst et lige antal på hvert hold, som roterer mellem de 3 poster. De kan med fordel sendes i bad inden løbet. Spejderne skal medbringe deres håndklæde og toilettaske. Posterne kan være døde, men helst levende. Hver post tager ca. 20 minutter. Løbet bliver sjovere, hvis lederne klæder sig ud og leger kosmetologer.
Post 1: Fodbad med badesalt, negleklipning og -filing.
Materialer: 5 opvaskebaljer, lunkent vand, 1 badesalt, 2 neglesakse, 2 3-i-1-ere, 1 neglefil, 1 fod-fil
Post 2: Ansigtsmaske og agurkeskiver.
Spejderne kan evt. selv lave maske-massen: Pr. spejder: 1 gulerod rives fint (med skræl). 1 tsk. honning blandes med 1 tsk. mel og 2 spsk. yoghurt. Der skæres 2 skiver agurk pr. spejder. Masken og agurken skal sidde på et kvarter. Skylles derefter af, og fugtighedscreme smøres på huden.
Materialer: 1,5 kg gulerødder, 1 bøtte honning, 1 liter yoghurt naturel, lidt mel, 2 agurker, fugtighedscreme/solcreme, 1 balje, lunkent vand, liggeunderlag, 3 rivejern, 1 teske, 1 spsk. 1 skål, 1 kniv, 1 skærebræt.
Post 3: Sætte hår og ansigtsmassage. Først redes der hår, og evt. sætter spejderne hinandens hår. Derefter skal de lave ansigtsmassage på hinanden til beroligende musik.
Materialer: Ghettoblaster, beroligende musik, 1 børste, 1 kam, hårvoks/skum, 3 liggeunderlag.