KFUM-Spejderne investerer i fremtiden med køb af ny ejendom

KFUM-Spejderne i Danmark præsenterer et solidt økonomisk resultat for 2024, hvor årets overskud lander på 4,16 millioner kroner.

Glade kursusdeltagere
Foto: Ole Thye Gram

Nøgletallene fra årsregnskabet afspejler en sund økonomi med en årsomsætning på 40,7 millioner kroner. Organisationens samlede egenkapital er nu på 51,6 millioner kroner, hvilket understreger den robuste økonomiske situation og dermed gode muligheder for fortsatte investeringer og nye tiltag.

Investering i ejendomme

En vigtig investering i organisationens fremtid er købet af ejendommen Rubinsteinsvej 47 i København, som ligger i direkte forlængelse af korpskontoret på Wagnersvej i den gamle Sydhavn. Købet til 2,5 millioner kroner er finansieret af en testamentarisk arv øremærket udvikling af KFUM-Spejdernes bygningsmasse og skal sikre en tiltrængt modernisering og udvidelse af kontorfaciliteterne samt åbne muligheden for spejderarbejde i Sydhavnen.

Generalsekretær Ole Buch Rahbek ser købet som en strategisk milepæl:

Investeringen i Rubinsteinsvej er et vigtigt skridt mod at skabe et stærkt kraftcenter, der kan understøtte vores medarbejderes trivsel og tiltrække strategiske samarbejdspartnere. Samtidig ønsker vi at skabe rammer, der giver de bedste muligheder for at styrke spejderarbejdet og udvikle nye initiativer til gavn for medlemmer i alle aldersgrupper,’ siger Ole Buch Rahbek.

Et centralt element i årets regnskab er salget af lagerbygningen i Taulov i forbindelse med afviklingen af butikken 55Nord, som har givet en ekstra indtægt på knap 900.000 kroner. Midlerne fra salget styrker organisationens økonomiske fundament og baner vejen for nye investeringer.  

Salget af lagerbygningen og investeringen i Rubinsteinsvej er del af KFUM-Spejdernes langsigtede strategi, der fokuserer på at sikre økonomisk stabilitet og skabe optimale rammer for organisationens fortsatte udvikling.

Fokus på nye projekter og aktiviteter

I 2024 har KFUM-Spejderne lanceret og videreudviklet en række spændende projekter og aktiviteter, som skal styrke det lokale spejderarbejde. Blandt disse er projektet ‘Fremtidens spejderhytte’, som gennemføres i samarbejde med FDF, DDS og foreningen Spejderne med støtte fra Den AP Møllerske Støttefond. Desuden udvikles projektet ‘Det med Gud’ i samarbejde med De Grønne Pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK med støtte fra Borgfonden, hvor KFUM-Spejderne står for projektledelsen. Endelig prioriterer KFUM-Spejderne etableringen af nye familiespejderenheder, som skal engagere flere familier i spejderarbejdet frem mod sommeren 2025.

Samlet set er KFUM-Spejdernes økonomi stærk og stabil, hvilket glæder generalsekretær Ole Buch Rahbek.

Med et solidt økonomisk fundament, er vi i stand til at investere i fremtiden og i initiativer, som kommer det lokale spejderarbejde til gode,’ fortæller Ole Buch Rahbek.

Læs årsregnskabet i sin helhed her:

,

Læs også

Menu