Medlemsopgørelse 2021 er klar

Den endelige opgørelse over antallet af medlemmer i KFUM-Spejderne i 2021 er færdig, og resultatet er flot med en vækst i 28 ud af 35 distrikter.

3 Piger

Medlemsopgørelsen for 2021 viser en vækst på 1104 medlemmer fra 2020 til 2021. Det er en fremgang på 4%. Det er interessant og måske overraskende, at medlemstallet vokser over den periode, hvor Danmark var lukket ned og mange var hjemsendt fra skole, arbejde og fritidsaktiviteter. Det tyder med andre ord på, at rigtig mange grupper har været gode til at lave aktiviteter og holde kontakt med medlemmerne i perioden. Det kan også hænge sammen med, at rigtig mange har opdaget værdien af at komme ud naturen med familien – og der er spejder en fantastisk ramme.

Stor fremgang i de fleste distrrikter

Det er ekstra glædeligt, at fremgangen er jævnt fordelt over hele landet. Hele 28 af 35 distrikter oplever fremgang med Hafnia og Sct. Georg distrikter som højdespringer med en vækst på 10%. Tæt forfulgt af yderligere 7 distrikter med en vækst på 8-9%. I forhold til tidligere år har medlemsopgørelsen skiftet layout i år. Der er kommet en lidt ekstra data på, som skal gøre det endnu nemmere at få en god fornemmelse af status og udvikling i grupperne. Det er en del af en omstilling af, hvordan vi opgør medlemstal, og hvordan vi kan bruge dem mere aktivt fremadrettet.

Medlemsudvikling i gruppen

Som kasser og gruppeledelse kan medlemsopgørelsen være et godt redskab til at se på gruppens status, som den ser ud udefra. Hvis man har mistet mange ulve et år, så er der som regel gode forklaringer på det, men sker det flere år i træk, så er det noget, man skal gøre noget ved. 

Ved at kigge på tallene får man et blik på gruppen, som ikke indeholder de gode og dårlige (bort)forklaringerne, man bruger over for hinanden. Det kan være en god anledning til at stoppe op og undersøge, om det faktisk er, som man går og tror, eller der er brug for at gøre noget andet.

De seneste par år er vi begyndt at kigge på hvor mange medlemmer, der melder sig ind og ud i en given periode. Det er meget fint at se på, hvordan medlemstallet udvikler sig, men det er faktisk endnu vigtigere at se på, hvordan den udvikling sker. Hvis man som gruppe rekrutterer rigtig mange børn hvert år, og de fleste melder sig ud, så skal man overveje, om der er brug for at se på kvalitet og fastholdelse i stedet. Når de unge mennesker har været medlem hos os i kort tid, og melder sig ud, så risikerer vi dels at de ikke kommer igen, men endnu værre at vi har en dårlig ambassadør, som fortæller andre, at det der spejder, det er kedeligt.

Endelig skal man som gruppe huske, at det ikke er nogen konkurrence. En fremgang på tre i en lille gruppe kan være lige så imponerende eller mere end en fremgang på 10 i en meget stor gruppe. Ligesom der er forskel på lederressourcerne i en stor og lille gruppe, skal man også huske at tænke, på hvilket opland man har. Hvor mange børn er der rent faktisk i jeres område? Det skal man tage med, når man snakker om gruppens medlemsudvikling.

 

Læs den her

Medlemsopgørelse 2021

Læs også

Menu