
På Houens Odde er byggeriet af Skoven, Mosen og Fjorden godt i gang. Tre nye bygninger, der tilsammen skal give spejdere og andre gæster med en forkærlighed for friluftsliv endnu flere muligheder for at slå lejr, overnatte, mødes, lære nyt og opleve naturen sammen på den smukke odde.
I vores timelapse kan du følge Skoven fra de første små byggesten til den bygning, der nu vokser frem mellem træerne. Vores timelapsekamera har taget et billede hvert tredje minut, og tilsammen giver det et fastforward gennem sommerens byggeproces.
Se videoen her:
Men Skoven er kun én del af det nye spejdercenter. For rundt omkring på Houens Odde vokser nye rammer frem, som i 2027 skal gøre det muligt at bruge stedet på endnu flere måder – fra skoven til mosen og helt ned til fjorden.
Tre bygninger – masser af muligheder
Det nye spejdercenter består af tre universelt designede bygninger, som hver får deres egen funktion og karakter:
- Skoven bliver det nye knudepunkt med direkte adgang til skoven og mulighed for blandt andet overnatning, madlavning og en lang række aktiviteter.
- Mosen bliver et forsamlingshus til undervisning, fordybelse, møder og samvær.
- Fjorden bliver stedet for oplevelser med naturen, fra dyre- og planteopdagelser til sejlaktiviteter og aktiviteter ved og i vandet.
Tilsammen skal de tre bygninger skabe fleksible rammer for ophold, undervisning, aktiviteter og fællesskab med naturen som omdrejningspunkt.
Skoven skal vokse sammen med skoven
Særligt Skoven er allerede godt på vej til at blive det nye samlingspunkt midt mellem træerne.
Tanken er, at bygningen ikke blot skal placeres i naturen, men blive en naturlig del af den. Arkitekturen er derfor udtænkt, så huset med tiden får lov til at falde endnu mere ind i landskabet. Taget skal eksempelvis kunne dækkes af mos og naturlig begroning, så træbygningen en dag næsten kan synes at være vokset op mellem træerne.
Skoven erstatter det tidligere Aktivitetscenter, som siden 1974 har været et vigtigt knudepunkt for aktiviteter på Houens Odde.
Bygningerne er tegnet af det aarhusianske arkitektfirma ReVærk, som har arbejdet med ambitionen om at skabe et spejdercenter, der føles som en naturlig forlængelse af skoven. Materialer, arkitektur og løsninger tager afsæt i stedet og naturen på Houens Odde.
Fra byggeplads til værdifulde rammer for aktivt friluftsliv
Der er stadig et stykke vej, før de tre bygninger står klar. Men vores timelapse giver allerede et lille glimt af den forandring, der er i gang. Når byggeriet står færdigt i 2027, bliver det ikke bare nye bygninger, vi åbner dørene til. Det bliver nye muligheder for at bruge Houens Odde som udgangspunkt for spejderliv, friluftsliv, kurser, aktiviteter, fællesskab og naturoplevelser.
Vi glæder os til at byde jer indenfor.
Tak til Reformator for timelapse-videoen og til alle, der er med til at gøre visionerne til virkelighed på Houens Odde: A.P. Møller Fonden, ReVærk og Morten Michaelsen ApS samt alle de øvrige kræfter og de mange frivillige, der bidrager til projektet.