To modtagere af Den Hvide Lilje på Landsmøde 2026

Ved årets landsmøde blev der uddelt to Hvide Liljer - mød modtagerne her.

Foto: Ole Thye Gram

Den Hvide Lilje er et hæderstegn, der uddeles til personer, der har ydet en særlig indsats for KFUM-Spejderne. Hovedbestyrelsen har i 2026 valgt at uddele to Hvide Liljer til to ganske særlige mennesker.

Vi har mødt de to modtagere og taget en snak med dem om deres spejderliv.

Den hvide lilje

Mød de to modtagere af Den Hvide Lilje

Natascha Skjaldgaard

Natascha får især tildelt Den Hvide Lilje for sit internationale arbejde - særligt i forbindelse med en række kampagner. Hun har lagt en fuldstændig fænomenal indsats i kampagnerne for at få Pia Melin Graasbøll og svenske Julius Kramer valgt ind i World Scout Committee i World Organization of the Scout Movement (WOSM). Derudover har Natascha lagt en kæmpe indsats i forbindelse med at få World Scout Jamboree 2031 til Danmark.

Hvor mange år har du været spejder?
Jeg har været spejder i omkring 22 år og KFUM-Spejder i cirka 18 år.

Hvilken gruppe har du været tilknyttet længst?
De sidste mange år har jeg været i Virum-Sorgenfri, men min første gruppe var Borup gruppe, og det har været mine to hjertegrupper lige siden.

Hvad betyder det for dig at få Den Hvide Lilje?
Det betyder utroligt meget, og det var en kæmpe overraskelse. Men når man som spejder får lov til at gøre det, vi brænder for - og for mig har det været det internationale spejderarbejde og det at få æren af at repræsentere KFUM-Spejderne og Danmark internationalt - det har været en kæmpe fornøjelse, og det er fedt, at andre også har set det.

Hvad i dit spejderliv har du været gladest for eller stoltest af?
Det, at vi har landet Jamboreen for anden gang på 100 år, er en kæmpe, kæmpe milepæl. Det har krævet en masse samtaler, vision og strategi, og vi har formået at overbevise verden om, at vi vil noget virkelig fedt med en verdensjamboree. Det, synes jeg, er noget af det fedeste.

Hvad motiverer dig i dit spejderarbejde?
Menneskerne, relationerne og det, at man lærer en hel masse ting. Man får lov at gro, der er plads til at begå fejl, der er plads til at vokse, og der er plads til at lære. Det er noget af det, som spejder har givet mig allermest af: Pladsen til at udvikle mig og finde ud af, hvem jeg er.

Hvad har du taget med dig i dit "civile" liv?
En blanding af det vi lærer til spejder: at tage ansvar for sig selv, hinanden og samfundet. Det proaktive i, at vi ikke sidder og ser verden ske - vi er med til at få verden til at ske. Vi præger den verden, vi er en del af, og vi er et fællesskab, hvor der er plads til alle. Sammen kan vi det hele. Det er noget af det, der er indgroet i den måde, jeg også er i mit civile liv.

Hvad er dit håb for KFUM-Spejdernes fremtid?
Mit håb for KFUM-Spejderne er, at vi bliver ved med at vedkende os vores stærke identitet som korps, men også er med på at rykke fremad. Vi er en bevægelse. Vi bliver ved med at rykke os fremad. Det håber jeg, vi holder fast i.

Stine Kirk

Stine får tildelt Den Hvide Lilje, fordi hun har formået at skifte mellem roller og tage ansvaret på sig på så mange forskellige niveauer – og især for sin store indsats for korpsets distrikter. Siden hun i 2023 blev forperson for Styregruppen for Distrikter, har hun styrket kontakten mellem distrikterne og hovedbestyrelsen og været med til at skabe en tættere og mere konstruktiv dialog. Derudover har Stine stået i spidsen for en større proces, hvor distriktsstabene har arbejdet med deres opgaver og fået tydeliggjort deres kerneopgave. En indsats, der har styrket både distrikterne og organisationen som helhed.

Hvor mange år har du været spejder?
Det har jeg i hele 38 år.

Hvilken gruppe har du været tilknyttet længst?
Jeg har været mest aktiv i Christiansfeld gruppe i Skamling distrikt, men jeg tror, jeg har været tilknyttet Bøflerne i Kolding i Skamling distrikt mest.

Hvad betyder det for dig at få Den Hvide Lilje?
Det betyder rigtig meget, fordi jeg har går og giver en masse af både min tid, energi og kræfter hver eneste dag og hver eneste uge i det her spejderarbejde. Og det med at vide, at ens spejderkammerater anerkender det, er en vildt god følelse. Det giver jo en mod på at gøre endnu mere og fortsætte.

Hvad i dit spejderliv har du været gladest for eller stoltest af?
Det er nok mit arbejde for SPEJDERNE i en periode, hvor det ikke helt var så nem, og hvor bølgerne gik lidt højt mellem korpsene, og kulturforskellene kom frem. Der var jeg med til at indgyde håb for fremtiden.

Hvad har du taget med dig i dit "civile" liv?
Jeg arbejder som leder til daglig, og det kunne jeg nok ikke bare sådan lige have gjort, uden jeg havde prøvet det fra jeg var helt lille i spejderbevægelsen. Det tager jeg med i mit daglige arbejde og har gjort altid.

Hvad motiverer dig i dit spejderarbejde?
Det motiverer mig at vide og se, at jeg gør en positiv forskel for mennesker. Om det er dem ude i gruppen - børn og unge - hvor man gør en positiv forskel hver eneste mandag eller torsdag, det har altid motiveret mig. Eller når jeg har slået mine folder på et spejdercenter, hvor jeg ser glade mennesker, der kommer på lejr.

Hvad er dit håb for KFUM-Spejdernes fremtid?
Jeg håber for KFUM-Spejderne, at vi bliver ved i mange år endnu. Jeg håber, at en masse børn og unge fremtidigt får mulighed for at deltage i alle vores aktiviteter, mærke spejderånden og få det godt med sig selv.

Mød tidligere modtagere af Den Hvide Lilje her.

Læs også

Menu