Patrulje-tombola (Aktiviteter i midtbyen)

Alle spejdere får udleveret et papir med tal på, der viser hvilken rækkefølge posterne skal tages i. For eksempel 024315 eller 052431. Der er ikke faste patruljer. Spejderne inddeles tilfældigt i 2 patruljer når de kommer på post. Løbets formål er dermed ikke at få flest point og vinde som patrulje, men at møde en masse forskellige spejdere. Løbet kan bruges som en ’ryste-sammen-aktivitet’. På hver post skal der være 2 patruljer, bortset fra Post 0 – her skal alle være med som individer. Hver post varer 15 minutter, og så er der 5 minutter til at gå hen til næste post.

Løbet kan med fordel afholdes i midtbyen, så ikke-spejdere har mulighed for at se, hvad spejdere også kan. Vi kan nemlig ikke kun lave knob, bål og snobrød! Hvis I har lyst, kan I invitere tilskuerne med til aktiviteten.

Post 0 – Sten, saks og papir

Alle spejdere skal gå rundt og lege ’sten, saks og papir’. Den der taber, skal følge efter vinderen og råbe personens navn. På den måde får en spejder flere og flere følgere, og til sidst er der to tilbage som skal kæmpe om at få alle følgerne. Denne aktivitet giver spejderne mulighed for at lære hinandens navne.

Post 1 – Omvendt lagkage

De to patruljer får udleveret én lagkage hver, som står på hver deres bord på “Cafe udendørs”. Lagkagen er færdig og dekoreret. Det er nu patruljernes opgave at få bragt lagkagerne tilbage til deres oprindelige emballage, fordi at cafen’s konditor har klokket i spinaten og lavet fejl i 2 bestillinger på lagkage. Kunderne, hvor hovedparten er gluten allergiker og laktose intolerante, kan desværre ikke tåle den nuværende lagkage. Så konditoren ville gerne have alle ingredienserne tilbage i deres originale emballage så de kan genbruges til en anden gang, istedet for bare at smide det ud, som vil være det rene MADSPILD!

– Patruljen har ikke nogen restriktioner på hvad de må og ikke må, lagkagen skal bare på bedst mulig vis bringes tilbage til original stand inden for tidsrammen.

– Der må godt slikkes og smages på produkterne hvis det kan skabe et bedre resultat.

Post 2 – Menneskebowling

Bowling med 2 indkøbsvogne som kugler. En vogn pr. patrulje. Banen udgøres af en bane markeret med minestrimmel. Patruljerne skiftes til at spille bowling. Som kegler anvendes stablet mælkekasser og stilles som i et rigtig spil bowling. Indkøbsvognene polstres og vanddunke bliver brugt til at sænke tyngdepunktet, så vognene ikke vælter så let. 2 fra patruljen skubber den ene, der sidder i vognen. Resten hjælper med at stoppe vognen, når den rammer mælkekasserne og de hjælper undervejs med at placere mælkekasserne korrekt. Der kan med fordel sættes kryds hvor keglerne/mælkekasserne skal stå.

– Deltagerne der skal være i indkøbsvognene iføres beskyttere: hjelm, håndledsbeskyttere, knæbeskyttere og albuebeskyttere.

– Skub med måde, så det ikke bliver farligt for deltagerne.

– Keglerne skal rejses efter 2 skud, ligesom i normal bowling.

Post 3 – 3D puslespil

De to patruljer får udleveret hver deres sæt af puslespillet, som selv designes.

Instruktionen er som følger:

Dette er en opgave i at optimere hvor hurtigt I kan samle et puslespil. I har 10 minutter til at lære at bygge puslespillet, og derefter skal I optimere det.

Det gælder dermed ikke om at være den første patrulje til at færdiggøre puslespillet på 10 minutter. Det gælder om at lære det at kende, så det kan blive lagt hurtigt bagefter. Efter de 10 minutter er gået, lægges brikkerne i den oprindelige udgangsposition, og efter en fælles nedtælling gælder det om at kunne bygge det hurtigst.

Post 4 – Human Word Feud/cykelstafet

Hver patrulje får udleveret en cykel, som hele tiden skal være I brug. 1 person skal cykle, mens resten af patruljen skal danne ord af udleverede Word Feud bogstaver. Et bogstav skrives pr. papir og klipses sammen med snor, så hver person har et bogstav på maven og på ryggen. Personen, der cykler, må kun cykle én runde, og så skal en ny cykle. Dog er der mulighed for at bruge ALLE personer til at danne ord. Hver gang en cykelrunde er gennemført, er alle til rådighed til ét ord, og så skal en ny cykle. Resten af tiden må patruljen benytte sig af de bogstaver og antal personer, der er til rådighed. Den patrulje, der får flest point, givet efter de normale Word Feud regler, vinder denne post.

Post 5 – Spaghettitårn

Hver patrulje får udleveret en halv pakke spaghetti og en pakke skumfiduser. Skumfiduserne skal fungere som besnøringsreb og dermed være bindeleddet mellem spaghettierne. Det gælder om at bygge det højeste spaghettitårn på 10 minutter. Tårnet skal kunne stå selv, uden hjælpemidler, i minimum 1 minut. Bagefter skal patruljer pakke det sammen og smide tårnet ud, så kommende patruljer ikke kan få inspiration.

Lavet af
Mia Stenberg
Tid
90 – 120 min
Deltagere
30
100

Flere aktiviteter

Menu