Aktivitet

Løb – Optagelsesløb for juniorspejdere

Foto: Johny Kristensen

Et optagelsesløb skaber fællesskab. Det må gerne være lidt svært at klare, og det må gerne være lidt alvorsfuldt. Dette løb passer perfekt til fredag aften på spejderårets første tur.

Løbet består af 3 bemandede poster + opstart. Hver post tager ca. 15 min. De juniorer, der allerede er optaget, kan evt. stå for post 1. Løbet foregår ved, at spejderne, når de har løst en opgave, får at vide, hvilken vej de skal gå for at komme til den næste post. Hele løbet tager ca. en time.

Løbet er bygget over fantasirammen prærieindianerne. Det er afgørende, at det bliver afholdt i en dyster, alvorlig stemning, om aftenen, når det er blevet mørkt.

Opstart

Forberedelse: De gamle spejdere, som kender posterne, skal have at vide, at de ikke må afsløre, hvad der skal ske for de yngre. Og så skal de have valget mellem at tage med eller at lave noget andet.

Udførelse: Spejderne får besked på at tage overtøj på og stille sig klar udenfor. De må ikke medbringe lygter, telefoner eller ure. Til gengæld skal de medbringe et tørklæde.

Lederen fortæller alvorligt:
I er nu rykket op i juniortroppen. Men for at blive rigtige medlemmer af XXX trop, skal I klare en manddomsprøve. Troppens historie rækker langt tilbage i tiden til de stolte prærieindianere i Nordamerika. I denne stamme blev alle unge mennesker udsat for en prøve, som de skulle klare for at gøre sig fortjent til en plads i XXX stamme. I prøven vil I få testet jeres styrke, jeres mod og om I er velsignede af guderne. I skal nu i samlet flok bevæge jer til den første prøve. Den finder I ved at gå ……. Held og lykke!

Post 1:

Forberedelse: Posten skal placeres i mudret skovbund uden for mange stikkende torne.

Udførelse: Når spejderne ankommer, siger lederen: Velkommen til første manddomsprøve. For at blive et ægte medlem af XX trop, skal man være stærk. I denne prøve vil jeres styrke og udholdenhed blive testet.

Spejderne skal tage sko og strømper af og stille sig på en lang række. Derefter skal de have bind for øjnene. De skal så lægge en hånd på den foranståendes skulder. Den forreste tages i hånden af lederen. Spejderne får besked på, at de ikke må sige noget. Hvis de siger noget, har de ikke klaret styrkeprøven. Derefter føres rækken gennem den mudrede skovbund og tilbage igen. Der ses igennem fingre med det, hvis nogen kommer til at snakke lidt. Når de er færdige, siger lederen:
I har nu klaret styrkeprøven, men for at blive optaget i stammen, skal I også have gudernes velsignelse. Tag sko og strømper på igen og gå videre til ….. Her vil den næste prøve vente jer.

Materialer post 1: Et håndklæde eller en klud, som gerne må blive beskidt.

Post 2:

Forberedelse: Tallerkenerne skal sværtes.

Udførelse: Når spejderne ankommer, siger lederen alvorligt: Jeg ser, at I har klaret styrkeprøven. I er nu kommet til gudernes prøve, hvor jordens, solens og månens guder skal give jer velsignelse. Sæt jer i en halvcirkel og lyt godt til, hvad jeg fortæller jer, for ellers består I ikke prøven. Dette er et gammelt indianerritual. De gamle indianere brugte birkebarkskåle til ritualet, men vi må nøjes med tallerkener. Når jeg om lidt deler tallerkenerne ud til jer, er det vigtigt, at I ikke rører dem, før jeg giver jer lov.

Tallerkenerne deles rundt, idet der sørges for, at de gamle spejdere og lederen selv får rene tallerkener. Lederen hælder derefter lidt vand i hver tallerken og siger: Dette vand og denne tallerken repræsenterer jorden, med dens livgivende vand. For at ære jorden skal I nu rejse jer og hver især finde en ting, der kan flyde og en ting, der falder til bunds og lægge i tallerkenen.

Når spejderne har gjort det, skal de igen sætte sig. Lederen siger: Nu kommer den svære del. Det er vigtigt, at I kigger koncentreret på mig og gør præcis de bevægelser, jeg gør, hvis I skal få gudernes velvilje. Lederen sætter sig med sin egen vandfyldte tallerken over for halvcirklen. Forsigtigt løftes tallerkenen op, og spejderne skal gøre det samme. Lederen fortæller, mens han selv gør de ting, han siger: Hold fast på tallerkenen med den ene hånd. Det er MEGET vigtigt, at vandet i tallerkenen ikke spildes. Med pegefingeren på den anden hånd skal I tegne cirkler under bunden af tallerkenen i urets retning for at tilkalde jordånderne, og for at symbolisere jordens rotation (den rigtige grund er selvfølgelig, at spejderen skal få sod på fingeren, men det skal de ikke opdage). For at ære jordens gud skal I nu tegne en spirende plante med fingeren i jeres pande. Tegn nu igen cirkler under bunden af tallerkenen for at tilkalde solens gud. For at ære guden skal I tegne solens livgivende stråler henover jeres næse, hage og kinder. Den sidste, vi skal tilkalde, er månens gud. Tegn igen cirkler under tallerkenen. For at ære månens gud skal I tegne den aftagende halvmåne på jeres ene kind, den tiltagende halvmåne på den anden kind, og fuldmånen i midten af ansigtet. Vi har nu tilkaldt de tre guder og æret dem (og spejderne skulle gerne være godt sorte i hovedet). Stil forsigtigt tallerkenen på jorden igen. Hvis guderne har velsignet jer, har de efterladt et mærke på jeres ansigt.

Men for at blive ægte medlem af XX, er det ikke nok at have styrke og gudernes velsignelse. I skal også kunne bevise jeres mod. Den sidste og afgørende prøve finder i ……….. Held og lykke!

Materialer post 2: Dybe tallerkener til alle inkl. lederen. Tallerkenerne til oprykkerne skal være svedet grundigt sorte i bunden med flammen fra et stearinlys. Tallerkenerne til de gamle spejdere + lederen skal være rene. Derudover medbringes en vanddunk.

Post 3:

Fireball: Beskrivelse af denne aktivitet kan findes separat i idedatabasen. I stedet for at lægge bolden i sprit, lægges den i vand, til den er gennemvædet. Det vrides let, og der drysses 1 spsk. salt og ca. en halv deciliter sprit over bolden, umiddelbart før den antændes. Vandet gør, at bolden aldrig bliver varm, så den kan holdes uden handsker. Saltet gør, at spritflammerne bliver flotte og gule. Bliver bolden for varm, kan den køles i vand. Spritten brænder hurtigt af, så der skal løbende hældes mere salt og sprit på. Det er ikke farligt, så længe bolden ikke får lov at blive varm og tør. Man kan eksperimentere lidt med vand- og spritmængde på forhånd. (Pas på: hæld ALDRIG sprit direkte fra flasken, når der er ild).

Materialer post 3: Materialer til fireball-aktivitet (se særskilt beskrivelse andetsteds i databasen). Derudover salt, vand i spand og arbejdshandsker.

Fantasirammen er som følger:
I har nu klaret Gudernes prøve og styrkeprøven. Men for at være ægte XX, er styrke og gudernes velsignelse ikke nok. Man skal også have mod.

Spejderne skal forsigtigt tage bolden og kaste den et par gange til sig selv. De kan starte med at gøre det med våde arbejdshandsker på, og så kan de modigste gøre det uden. Hvis spejderne kan magte det, kan de også kaste til hinanden.

Når alle har været igennem, siger lederen: I har nu bevist jeres mod, jeres styrke, og at I er velsignede af guderne, og I kan hermed kalde jer ægte medlemmer af XX. Det er en ærefuld titel, som skal bæres med respekt.

Lavet af
Katrine H. Hansen
Deltagere
4
30

Flere aktiviteter

Menu