Aktivitet

Løb – Kriminatløb

Foto: Johny Kristensen

Patruljen skal opklare et mord ved at afhøre forskellige personer, der var knyttet til den myrdede.

Når din patrulje sover sødeligt i poserne, kan du gøre klar til natløbet. Det er sjovest, hvis de fleste af posterne på et natløb er bemandede, så hvis I ikke er nok i stabspatruljen, så spørg nogle af dine venner, som måske ikke er spejdere, om de har lyst til at hjælpe.

Tiden er gået i stå! Et mord er blevet begået kl. 18.07, men politiet er uden spor, da alle ure i byen siden er gået i stå på forskellige tidspunkter. Ingen kan med bestemthed sige, hvor de var kl. 18.07. Patruljen skal nu finde ud af, hvem der er gerningsmanden. Det eneste, de ved, er mordtidspunktet, at den myrdede kvinde hed Rosita og at hun blev fundet kvalt med et rødt tørklæde.

På de forskellige poster er der en mulig gerningsmand med et alibi. Patruljen skal stille spørgsmål, finde bevismateriale, og til sidst skal de angive én person til politiet.

Post 1:

Rolige Rita, alder 27.
Hendes ur viser 19.13. Rolige Rita var bedste veninde med afdøde Rosita. Hun påstår, at hun ikke har hørt nyheden om venindens død. Men hun er ret rolig, så det lader ikke til at påvirke hende.
Alibi: Har siddet og læst hele aftenen
Materialer: På posten er et ur, der er gået i stå ved tidspunktet 19.13, et reb (Rosita blev kvalt med et tørklæde), en bog og Rita.
Rita er ikke skyldig.

Post 2:

Provokerende Poul, alder 40.
Hans ur viser 20.56. Poul arbejdede sammen med afdøde. Han hadede hende, fordi hun ikke ville være kærester med ham. Poul har flere gange banket Rositas nuværende kæreste Klamme Kurt.
Alibi: Poul har været i biografen siden kl. 17.00.
Materialer: Et ur, der viser 20.56. En biografbillet.
Poul er ikke skyldig.

Post 3:

Klamme Kurt, alder 30.
Hans ur viser 17.58. Kurt er kæreste med afdøde. Er en rigtig “slikket” fyr, som smider om sig med klamme komplimenter til pigerne. Han tror selv, han er en rigtig charmetrold. Han har et rødt tørklæde i sin lomme.
Alibi: Har været ude at købe ind fra kl. 17-18. Opdagede at hans ur var gået i stå, da han kom hjem. Materialer: Ur sat til 17.58, rødt tørklæde, mangler både boner og varer fra indkøbsturen
Kurt er skyldig!
Der var ingen ure, der var gået i stå før kl. 18.00, så han må have sat det i stå bagefter. Hans alibi holder ikke, og han har et rødt tørklæde.

Post 4:

Herlige Hilda, alder 68.
Hendes ur står på 19.40. Hilda er Rositas chef. Hun er altid glad og smilende, og er ikke uvenner med nogen. Hun ved ingenting om mordet, bliver ked af det, men får det vendt til noget positivt.
Alibi: Har gjort rent hele aftenen!
Materialer: En kost, spand, fejebakke, klud, et ur sat til 19.40.
Hilda er ikke skyldig.

Posterne kan placeres, som I har lyst til, men husk dog lige at markere dem med flagermuslygter eller andet, så de er til at finde for patruljen.

Find selv på flere personer, hvis der er behov for det, eller tag nogle af dem ud. Held og lykke med opklaringen!

Lavet af
Tid
30 – 60 min
Deltagere
4
36
Mærker

Flere aktiviteter

Menu