
Varm velkomst
Fredag eftermiddag begyndte biler, busser og sågar enkelte cykler at trille ind foran Tommerup Efterskole, hvor Landsmøde 2026 skulle afholdes. Fra parkeringen gik de fleste direkte i check in, før de samledes i større eller mindre grupper af gamle spejderkammerater og nye bekendtskaber. Og så gjaldt det ellers om at lære at finde rundt i den noget labyrintiske skolebygning, som stod i begyndende efterårsfarver og spændt afventede weekendens program.
Den store, lyse spisesal indbød til aftensmad, inden aftenens første “rigtige” programpunkt: Intro til landsmøde. En form for crash course i Landsmøde 2026 afholdt af de to vedtægtsentusiaster Lukas og Thomas, der gennemgik landsmødet ord for ord, mens de dannede sig et overblik over deltagerne ved at dele dem ind i blandt andet alder, og hvor de kom fra i landet.
Dernæst var den store velkomst med forperson og næstforperson, Tobias Wermuth Simonsen og Kirstine Svansø Iversen, ved roret. Der blev budt velkommen, sunget og råbt et kæmpe BRAVO til ære for landsmødepatruljen og deres enorme planlægningsarbejde. Dernæst dykkede Morten Junget, landsmødepatruljelederen, ned i programpunkter og rammer for de næste dage.
Efter endt program var der hyggesnak og natmad. Landsmødet var officielt i fuld gang.

Debatternes dag
Lørdag morgen lagde ud med flaghejsning og gik herefter over til selve konstituering af landsmødet, et vigtigt punkt på dagsordenen.
Der blev hilst på hinanden i salen: Hvem er med for første gang, hvem har været med én gang før, og hvem har været med over fem gange. Dette landsmøde havde en helt særlig sammensætning, for mere end ⅓ af deltagerne var unge under 25 år, der skulle være med til at stemme om korpsets fremtidig og ambitioner.
I alt var der 346 stemmer fordelt på 253 stemmeberettigede. Derudover var der 155 deltagere på landsmødet uden stemmeret, men det betyder ikke, at de ikke har lov at tale. For alle kan blive hørt på landsmødet.
Dagen igennem var der spredt hilsener ud fra besøgende på scenen eller korpsets venner og samarbejdspartnere på storskærm. Blandt andet kiggede både Det Danske Spejderkorps og De grønne pigespejdere forbi talerstolen. Og inden KFUM-Spejdernes forperson, Tobias Wermuth Simonsen, skulle aflægge beretning for de sidste to år, blev han inviteret på scenen for at få overrakt Det gyldne Råbåndsknob af Spejderne for sit store arbejde i bestyrelsen.
Dernæst fulgte beretningen, der opsummerede de sidste to års arbejde og alt det, der har været fokus på i den seneste landsmødeperiode. Beretningen blev godkendt ved afstemning, og så gik programmet videre til gudstjeneste, præsentation af regnskab og flere hilsener. Men midt i programmet blev salen budt på en overraskelse! Der skulle nemlig uddeles hele to Hvide Liljer: Én til Stine Kirk og én til Natasha Skjaldgaard, der begge har fortjent den store ære gennem hvert deres spejderliv med nogle utrolige resultater.

Eftermiddagen gik med debatter og workshops, der alle relaterede sig til korpsets arbejde og de mange afstemninger, der ville blive i løbet af søndagen. Både inde og ude summede det af snak og spændende diskussioner fra engagerede medlemmer, der var nysgerrige eller havde noget på hjerte.
Først på aftenen var et af de helt særlige programpunkter, nemlig “mød kandidaterne”. Her fordelte de i alt 12 kandidater til hovedbestyrelsen sig over skolens område, så man i ro og mag kunne finde dem og tale med dem i mindre grupper, og her kunne man rigtig få forståelsen af deres forskellige årsager til at stille op til hovedbestyrelsen.
Da alle, der ønskede det, havde fået gode snakke med kandidaterne, kunne man fordele sig både indendørs og udendørs til aftenens program, der primært bestod af underholdning af forskellig art: Morten DD kom og fortalte røverhistorier fra det virkelige liv til store latterbrøl og klapsalver, man kunne få frisk luft og fællessang i den fantastiske bålhytte bag ved flagstængerne, man kunne være med i en optagelse af Spejderliv podcast, der gæstede spisesalen til en liveoptagelse, og så var der naturligvis DJ og dansegulv til de, der ikke skulle tidligt i seng.
Afstemning og god stemning
Søndag morgen skulle alle tidligt op. Landsmødet startede nemlig en hel time før planlagt, fordi der var kommet så mange forslag og ændringer, som følge af deltagernes store engagement. Formiddagen gik med en blanding af afstemninger og hilsner fra nær og fjern - helt bogstaveligt talt, da vi fik besøg på scenen af blandt andet både FDF, World Organization of the Scout Movement (WOSM) og World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS).
Der var lange rækker af resolutionsforslag, ændringsforslag og lovændringsforslag, der skulle stemmes om. Debatten var livlig, men hele vejen igennem blev der holdt en god og respektfuld tone, hvilket måske også var én af grundene til, at så mange nye talere vover sig op til talerstolen for første gang. Traditionen tro fik alle førstegangstalere en stor klapsalve fra salen for modet til at ytre sig for den store forsamling.
Et af de helt store punkter på dagsordenen var, da der skulle stemmes om medlemmer af hovedbestyrelsen. Inden afstemningen kom alle kandidater på scenen og fik to minutters taletid, hvor de hver især fortalte om deres mærkesager. Men spændingen blev trukket i langdrag, idet resultatet ikke blev offentliggjort før senere på eftermiddagen.

De blå stemmekort fyldte den store gymnastiksal med noget, der lignede sporadiske regnbyger, mens beslutning efter beslutning blev truffet om de næste års retning, indtil hele forslagskataloget var gennemgået. Og først da blev sløret løftet for, hvem der var blevet en del af KFUM-Spejdernes bestyrelse for 2026-2028.
Som sidste punkt på dagsordenen fik de mange frivillige, der havde været sammen om at få arrangementet stablet på benene, blomster og stående bifald som tak for deres store indsats. Landsmødet 2026 var officielt forbi, og eleverne fra Tommerup Efterskole var så småt vendt hjem. En lang, men spændende weekend er slut, og nu venter den næste landsmødeperiode med alle de beslutninger og idéer, der var en del af denne generalforsamling.
Tak for et fantastisk Landsmøde 2026 - vi ses i 2028!