
Har du tid og lyst til at rejse ud, møde kulturen og spejderlivet, så er det her noget for dig!
Vi søger tre engagerede unge til et 10-måneders udvekslingsophold i Nepal som en del af vores partnerskab med Nepal Scouts. Sammen med tre nepalesiske ungdomsledere skal I gennem aktiviteter og kulturmøder styrke unges stemme, skabe læring på tværs af kulturer og vise, hvordan spejdere kan være drivkraft for positiv forandring.
Du forberedes i Danmark, har ophold i Nepal, men er hjemme i Danmark sammen med de nepalesiske spejdere for at deltage i Spejdernes lejr. Den samlede periode for projektet er fra februar 2026 til og med december 2026.
Formål med projektet
Ungdomslederudvekslingen er en del af et længerevarende partnerskab mellem KFUM-Spejderne i Danmark og Nepal Scouts, der blandt andet arbejder for unges indflydelse og deltagelse i demokratiske processer.
Som ungdomsleder bliver du en vigtig del af udviklingen i Nepal Scouts: Du skal træne lokale unge spejdere i emner som demokratiske værdier, mental sundhed, kommunikation og ledelse, og inspirere andre unge til selv at blive lokale forandringsskabere.
Jeres udveksling begynder med et introduktionsforløb på Spejdercenter CPH og kursus hos Dansk Ungdoms Fællesråd med ungdomsledere fra andre lande og organisationer. Når I har lært jeres nye nepalesiske spejdervenner at kende og er klædt godt på til opgaven, rejser I til Kathmandu, hvor I har base under projektet.
Jeres arbejde i Nepal handler mest af alt om at nå ud til så mange spejdere som muligt med nye og udfordrende spejderaktiviteter. Målet er, at I klæder de nepalesiske unge godt på til selv at lave spejderarbejde med andre, så projektet laver ringe i vandet i hele den nepalesiske spejderbevægelse. Det betyder, at I får stillet en bil til rådighed og på skift tilbringer en uge i hver af Nepals syv provinser, hvor I gennemfører aktiviteter med de lokale spejdergrupper.
Hver anden uge er I hjemme på Nepal Scouts’ hovedkontor i Kathmandu, hvor I forbereder og gør klar til næste tur eller deltager og udvikler på frivilligfællesskabet på Kakani International Scout Centre.
Hen over sommeren flyver I til Danmark for at besøge danske spejdercentre og for at være frivillige på Spejdernes Lejr 2026, inden I får mulighed for at holde dansk sommerferie.
Jeres arbejde følger en overordnet plan, men med stor grad af fleksibilitet i udførelsen, så du har mulighed for at sætte dit helt eget præg på projektet.
Du bliver naturligvis en del af Nepal-projektgruppen, som allerede tæller omkring 15 medlemmer og et stærkt fællesskab, der vil støtte jer undervejs – og stå klar til at tage imod jer, når I kommer hjem.
Hvem leder vi efter?
Vi søger dig, der:
- Har solid spejdererfaring - også gerne fra længerevarende rejser eller ophold på internationale spejdercentre
- Har lyst til at arbejde i et tværkulturelt team og dele din hverdag med andre unge fra både Danmark og Nepal
- Møder uforudsete situationer med nysgerrighed og 'det klarer vi'-attitude
- Kan bevare både ro og gåpåmod i et længerevarende projekt, der måske møder bump på vejen
- Er god til at kommunikere og reflektere over dine egne og andres styrker
- Gerne vil gøre en positiv forskel for unge spejdere i Nepal
- Har mod på at bo i Nepal i ni måneder og deltage aktivt i planlægning, undervisning og formidling af spejderaktiviteter i hele landet
Det er ikke et krav med tidligere erfaring fra internationale projekter. Det vigtigste er, at du er motiveret og har lyst til at lære.
Facts og datoer
Periode: 9. februar – 5. december 2026
Arbejdstid: Ca. 37.5 timer om ugen. Der er dog perioder med længere dage, når der er rejser til provinserne, og på Spejdernes Lejr.
Fridage: I Nepal er lørdag en fridag. Derudover vil der være fri på de nationale helligdage i Nepal. Der er endvidere planlagt fire ugers ferie i perioden.
Alt det her får du som ungdomsleder:
- Månedlig godtgørelse (lommepenge) jf. DUF’s retningslinjer
- Flyrejse, forsikring, visa og vaccination dækkes af projektet
- Fuld indkvartering i møbleret hus/lejlighed i Kathmandu (eget private værelse, delt køkken og bad)
- Mad dækkes i henhold til DUF’s satser
- Transport i Nepal stilles til rådighed (projektbil)
- Deltagelse på Spejdernes Lejr 2026
Ansøgning:
- Online infomøder om ungdomslederprojektet
Her kan du møde projektlederne i Nepalprojektet og få mere viden om, hvordan det er at være på udveksling i Nepal samt indholdet i udvekslingen.
Vi afholder infomøder den 13. november og den 24. november kl. 19 til 20.
Tilmelding via begivenheden på Facebook (vælg dato ovenfor). - Ansøgning
Send din ansøgning senest d. 5. december
Ansøgningen skal indeholde en kort motivation for din deltagelse, dit CV samt en referenceperson i dit spejdernetværk.
Ansøgningen sendes til nepal@kfumspejderne.dk. - Samtale
Vi inviterer til samtale i København på Spejdercenter CPH den 14. december i løbet af dagen. Vi holder samtalen fysisk, men dine rejseudgifter vil blive dækket. - Spørgsmål forud for ansøgningen
Har du spørgsmål til forløbet, så deltag på et af de to online-infomøder.
Du kan derudover skrive en mail til projektledelsen på nepal@kfumspejderne.dk eller ringe til udviklingskonsulent og kontaktperson på udvekslingen Ida Rasmussen 23 70 36 25.