Tre forskelige brainstorms
I denne aktivitet lærer du tre forskellige måder at brainstorme på, som kan hjælpe dig eller dine spejdere videre med et projekt. Det er en god idé at vide, hvad du vil brainstorme om, inden du går i gang. For eksempel brainstormer du til et løb, et møde eller aktiviteter til sommerlejren?
100 ideer
Denne metode handler om at få så mange ideer som muligt på kort tid.
Gør sådan her:
- Sæt dig ved et bord med post-it-notes eller papir.
- Sæt en timer på din telefon (1-5 minutter). Vend telefonen om, så du ikke ser skærmen.
- Skriv alle ideer, der falder dig ind – ligegyldigt om de er gode eller dårlige.
Når tiden er gået, vil du have en liste med mange ideer, som du kan arbejde videre med.
Astronaut
Denne metode handler om at tænke stort og småt.
Sådan gør du:
- Forestil dig, at du har ubegrænset penge til dit projekt. Hvad ville du gøre? Fx købe en rumraket og flyve ud i rummet for at kigge på stjerner.
- Derefter gør du det modsatte: Tænk på, hvad du ville gøre, hvis du næsten ingen penge havde. Fx tage spejderne ud for at kigge på stjernerne og finde stjernetegn ved hjælp af en bog fra hytten.
Formålet er at tænke kreativt og finde ideer, uanset hvilke ressourcer du har.
Mindmap
Denne klassiske metode hjælper dig med at finde ideer i forskellige retninger.
Sådan gør du:
- Skriv et ord i midten af et stykke papir.
- Skriv ting, der minder dig om dette ord, rundt omkring og forbind dem med streger.
- Vælg derefter et af de nye ord, du har skrevet, og gentag processen.
- Fortsæt, indtil du ikke kan komme i tanke om flere ord.
På den måde får du mange ideer, der alle udspringer af det oprindelige emne.