Danmark er nu godkendt som kandidat til verdensjamboreen i 2031

Når den 27. verdensjamboree i 2031 finder sted med op mod 50.000 deltagende spejdere, så bliver det måske naturskønne Danmark, som kan byde spejdere fra hele verden velkommen.

Opening Ceremony. Spejdernes Lejr 2022, Jamboree Denmark 2022. Photo by Enrique Leon
Foto: Enrique Leon

Nu er Danmark nemlig officielt blevet godkendt af the World Organization of the Scout Movement (WOSM) som kandidat til at afholde 27. World Scout Jamboree i 2031. Allerede til august på den 43. World Scout Conference vil det via en afstemning vise sig, om Danmark får den endelige tildeling af værtskabet for den 27. verdensjamboree i 2031.

Hvad er en World Scout Jamboree?

En World Scout Jamboree bliver også på dansk kaldt for en Verdensjamboree. Det er en slags spejderlejr, hvor spejdere fra hele verden samles på en lejr og deltager i sjove aktiviteter, hvor de får nye venner, lærer om andre kulturer og udvikler deres lederevner, der varer hele livet. Disse verdensjamboreer er for spejdere mellem 14-17 år og fra de 172 medlemslande i WOSM.

Hvorfor byder Danmark på verdensjamboreen i 2031?

Vi tror på, at vi som værter ville kunne give spejdere fra hele verden en fantastisk spejderoplevelse, hvor vi kan vise og lære omverdenen, hvordan den danske spejderbevægelse arbejder med forskellige emner som: ungeinddragelse, frivillighed, patruljesystemet og vores spejdermetode.

Som værter til så stort et event vil vi også kunne udvikle vores tværkorpslige samarbejde yderligere, give spejderne nye muligheder for at teste deres evner, skabe en stærkere kulturforståelse- og udveksling med resten af spejderverden, samt indsamle værdifulde lejrerfaringer, der kan hjælpe os med at tage vores tværkorpslige flagship – Spejdernes Lejr – til nye højder i fremtiden.  

Læs mere om vores bud på kampagnesiden www.wsj2031dk.org
Følg med på Instagram og Facebook.

Hvem byder ellers på verdensjamboreen i 2031?

Samtidig med, at Danmark er blevet godkendt som kandidat, er the ’Alliance’ også blevet godkendt som kandidat til værtskabet for den 27. verdensjamboree. The ’Alliance’ består af fem nationale spejderorganisationer fra henholdsvis Ecuador, Egypten, Kenya, Bangladesh og USA, der under temaet ’Connecting Cultures’ foreslår at afholde lejren i the Summit Bechtel Scout Reserve i West Virginia, USA, hvor den 24. verdensjamboree i 2019 også blev afholdt. I 2019 blev lejren arrangeret af tre nationale organisationer: Scouts Canada, Asociación de Scouts de México og Boy Scouts of America.

Hvad er den videre proces?

Med vores officielle godkendelse som kandidater til den 27. verdensjamboree kan vores frivillige kampagneteam nu, officielt, føre kampagnen på vegne af den danske spejderbevægelse. Det betyder, at der blandt andet vil være repræsentanter fra det danske kampagneteam til stede på internationale spejderbegivenheder såsom Asia-Pacific Regional Scout Leaders Summit, Den Nordiske Konference og Roverway. Derudover vil kampagneteamet også række ud til strategiske nationale spejderorganisationer for at sikre, at de kender og forstår vores bud. Derudover skal de nu gå i gang med den sidste store indsats inden The World Scout Conference i august. Standen skal være klar, der skal arrangeres en reception, og der skal produceres en videopræsentation og meget mere – alt sammen med det formål at sikre de sidste stemmer.
Du kan finde oversigten over de vigtigste milepæle i den kommende kampagneperiode her.

Hvis vi vinder afstemningen til den 43. World Scout Conference, der afholdes i Egypten fra den 17. til 23. august 2024, vil der starte et længere forløb, hvor vi gradvis skal udvikle og specificere vores arbejde med at planlægge lejren. Se en oversigt over eventuelle milepæle her.

Yderligere spørgsmål?

Kampagneteamet afholder et online informationsmøde den 23. maj fra kl. 19:00, hvor det vil være muligt at stille spørgsmål om vores bud. Spejderne har oprettet en facebookbegivenhed, hvor du kan deltage i mødet via dette link.

Har du ikke mulighed for at deltage i dette møde, og har du lyst til at stille nogle spørgsmål til temaet, er du velkommen til at skrive til contact@wsj2031dk.org eller de to kampagneledere Ida Mikkelsen og Casper Sigersted på henholdsvis ida@wsj2031dk.org og casper@wsj2031dk.org

Vil du give en hjælpende hånd?

Synes du det danske bud lyder spændende og har du nogle færdigheder, som du gerne vil bidrage med? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Det kan være alt fra videoredigering og storytelling til ambassadør og event-erfaring eller noget helt andet. Tøv ikke med at kontakte os, så vil vi se, om det ikke er netop dine kompetencer, vi mangler. contact@wsj2031dk.org

, , ,

Læs også

Menu