Nyt træningsmateriale fra DM i Spejder

Træn op til DM i Spejder med ny træningsplan. Materialet giver jer muligheden for, at I hjemme i gruppen kan øve jeres færdigheder, inden DM i Spejder 2024 skydes i gang.

Foto: Johny Kristensen

Efter længere venten og en corona-udgave, kan DM i Spejder endelig sparke dørene op til en ny og spændende omgang. Det betyder, at Danmarks sejeste patruljer skal gøre sig klar til at dyste om en plads i den eftertragtede finale. Dette sker hen over tre weekender på ni forskellige centre rundt om i Danmark, hvor kun de bedste patruljer går videre til finalen.

Værd at vente på

DM i Spejder er en national konkurrence afholdt af KFUM-Spejderne. Konkurrencen inkluderer en kvalifikationsrunde og en finale, hvor patruljer fra hele landet har muligheden for at vise, at de er landets bedste.

DM i Spejder handler først og fremmest om at få en god oplevelse sammen med en hel masse andre spejdere. Det betyder, at uanset om man kommer for at vinde eller blot for at have en hyggelig og sjov weekend med patruljen, så er vi sikre på, at I får en kanon oplevelse. Konkurrencen indeholder en lang række spændende aktiviteter, der gør brug af traditionelle og utraditionelle færdigheder, derudover bliver der også mulighed for socialt samvær på tværs af patruljer.

DM i Spejder er for alle junior-, trop- og seniorpatruljer i landet. Vi garanterer en konkurrence, som udfordrer alle aldre lige meget og får det bedste frem i din patrulje. Alle kan frit vælge det center, som de ønsker at konkurrere på. Staben for DM i Spejder står for at lave hele programmet for weekenden, så du er sikker på, at det er det fuldstændigt samme, I dyster i, uanset centret. I kan derfor frit vælge det center, I har mest lyst til, eller den weekend, der passer jer bedst.

Finalen afholdes af DM-staben på Houens Odde Spejdercenter. Her bliver det vildere, end hvad I oplevede på kvalifikationen. I finalen skruer vi op for niveauet og tempoet, så I oplever at blive udfordret endnu mere, så I får vist jeres allerbedste side. Så hold jer endelig ikke tilbage – måske er det jer, der ender i finalen?

Træn op til DM i Spejder

Mange grupper vil rigtigt gerne være en del af og opleve DM i Spejder, men mange grupper sidder med en række spejdere, som enten gerne vil finpudse deres evner og færdigheder eller er lidt utrygge på, om de har, hvad der skal til for at kunne stille op i eller vinde DM i Spejder. Derfor har vi i DM-staben valgt at sammensætte en lille opvarmning til kvalifikationerne i form af en slags træningsplan, der kan være med til at give spejderne en idé om, hvad der er smart at øve sig på, og hvad de kan forvente på kvalifikationen, uden at afsløre programmet.

Træningsprogrammet kommer både til at være tilgængeligt på DM i Spejders hjemmeside og på KFUM-Spejdernes aktivitetsdatabase.

Danmarks bedste patrulje

For at man kan stille op i konkurrencen om at blive Danmarks bedste patrulje, så er der selvfølgelig lige et par regler, man skal være opmærksom på. Så er du enten junior-, trop- eller seniorspejder, så er DM i Spejder lige noget for dig. Din patrulje skal bestå af 4-7 spejdere fra gruppen. På den måde kan du være lidt ekstra motiveret for at hjælpe alle dem hjemme i gruppen til at blive lidt bedre op til turneringen. Skulle man sidde i den situation, at man ikke lige har lommerne fulde af spejdere i gruppen, så er det også tilladt at kontakte nabogruppen og forsøge at kombinere mængden af spejdere for at kunne sende dem alle afsted til DM.

Der er som sagt tre forskellige kategorier i turneringen og de er alle aldersinddelt i klassetrin, for at gøre det enkelt at adskille enhederne på tværs af landet. Kategorierne ser sådan her ud:

  • Junior-konkurrencen: 4.-5. klasse
  • Trop-konkurrencen: 6.-8. klasse
  • Senior-konkurrencen: 9. klasse og op. Det er dog ikke tilladt at være fyldt 18 år ved kvalifikations start.

Du finder de specifikke regler her.

Find os

Vil du gerne vide mere om DM i Spejder, kan du både følge med på vores sociale medier eller læse mere på vores hjemmeside.
På vores sociale medier vil der løbende komme informationer, når der sker noget nyt, og når vi laver noget sjov og ballade.

Har du spørgsmål til DM i Spejder er du velkommen til at kontakte os på mail: dm@kfumspejderne.dk eller i besked på sociale medier.

DM i Spejder er en landsdækkende konkurrence for landets junior-, trop- og seniorspejdere, arrangeret af KFUM-Spejderne.
Her konkurrer de lokale gruppers patruljer om at vinde titlen som Danmarks bedste patrulje.

Konkurrencen er delt i to:
Først en kvalifikation, her kan alle deltage. Derefter afholdes finalen, her deltager de vindende patruljer fra de afholdte kvalifikationer.

Du kan læse mere om DM i Spejder her.

Læs også

Menu