Spejdernes Lejr 2022 genererede et overskud

På trods af udfordringer undervejs, kommer Spejdernes Lejr 2022 ud med et lille overskud.

Foto : Frederik Kehlet

Resultatet skyldes bl.a. dygtige frivillige og godt vejr. Overskuddet på 3,5 mio. kroner, svarende til 3,7 procent af den overordnet omsætning på 94 millioner kroner, vil blive brugt til fremtidige spejderaktiviteter.

Spejdernes Lejr 2022 havde budgetteret med en omsætning på godt 100 millioner kroner. I løbet af foråret 2022 mødte lejrorganisationen nogle store udfordringer i forhold til at få økonomien for lejren til at hænge sammen: Inflationen betød prisstigninger på en række af de varer, som lejren skulle købe – særligt på mad, brændstof osv. Derudover blev deltagerantallet også ramt af eftervirkningerne fra Corona-nedlukningerne i Danmark, så lejren havde færre endelige deltagere end hvad forhåndstilmeldingen viste i januar 2022.

Hen over foråret og under lejren blev der derfor brugt kræfter på at nedbringe en række udgifter uden at gå på kompromis med spejdernes lejroplevelse.

 ”Vi synes egentlig, alt taget i betragtning, at det ligger flot inden for skiven. Her bagefter er der selvfølgelig noget, vi kunne have ønsket anderledes. Før lejren talte vi om, at vi fx gerne ville give alle deltagere frugt hver dag, ligesom vi også ønskede flere shuttlebusser mellem lejren og vores tre samarbejdskommuner. Men med så stor en udendørs begivenhed, hvor der i budgettet blandt andet skal tages forbehold for vejrlig og el- og vandforbrug, der først kendes efter lejren, så er vi godt tilfredse. Vi og deltagerne havde en supergod lejr og giver stafetten godt videre.”

– Lejrcheferne Charlotte Flaskager og Morten Lykkeberg.

På flere områder blev lejrens udgifter mindre end forventet. Bl.a. gav vejret ikke de ekstraudgifter, som der blev budgetteret med, hvor der var sat penge af til både regn og flere dages hedebølge. Deltagerne formåede også at reducere deres vandforbrug væsentligt sammenlignet med tidligere lejre.

Læs mere her, og få et gensyn med billeder fra lejren her

,

Læs også

Menu