Nyt og unikt samarbejde med Eventyrsport

KFUM-Spejderne og FDF har indgået aftale med outdoorbutikken Eventyrsport om salg af uniformer, skjorter og logovarer.

Gruppe af spejdere fra KFUM-Spejderne, der sidder sammen ved orange telte.
Foto: Johny Kristensen

Det nye partnerskab træder i kraft den 1. marts 2023 og betyder, at Eventyrsports 16 butikker landet over fremover vil tilbyde spejdere og FDFere kvalitetsvarer, som kan prøves og bestilles i de fysiske butikker samt bestilles online på eventyrsport.dk

Attraktiv aftale

KFUM-Spejderne og FDF er meget glade for det nye samarbejde, der er resultatet af en udbudsrunde og en efterfølgende grundig forhandlingsproces.

Efter at have været i dialog med flere potentielle samarbejdspartnere er valget faldet på Eventyrsport, som har præsenteret den i særklasse mest attraktive samarbejdsmodel til stor glæde for vores medlemmer. Vi har været igennem en spændende proces, og vil gerne takke Eventyrsport for en meget åben og ærlig drøftelse,” siger Ole Buch Rahbek, generalsekretær i KFUM-Spejderne.

16 butikker

Samarbejdet med Eventyrsport betyder, at en stor del af KFUM-Spejderne og FDFs medlemmer fremover vil kunne prøve og se spejderuniformer og forbundsskjorter i deres nærområde i én af landets 16 butikker. Udover at der altid vil være en butik tæt på medlemmerne, hvor man kan finde råd og vejledning om køb af friluftsudstyr, har det ligeledes været vigtig i valget af den nye samarbejdspartner, at denne løbende udvikler nye og attraktive logovarer med fokus på kvalitet og bæredygtighed til glæde for medlemmerne.

Vi er utroligt glade for, at vi har fundet en model, som vi er sikre på, vil være til stor glæde for medlemmerne samt FDF-kredse og spejdergrupper. Eventyrsport har et stærkt brand, nogle sunde værdier og et syn på friluftsliv, der passer godt til FDF og KFUM-Spejderne. Vi glæder os til sammen med dem at få sat ekstra skub på den udvikling af logovarer i høj kvalitet, som vores medlemmer forventer, ” siger Jakob Harbo Kastrup, generalsekretær i FDF.

Eventyrsport glæder sig til samarbejdet

Hos Eventyrsport glæder vi os til at byde spejdere og FDF’ere velkommen i vores butikker. Vores koncept og varesortiment er målrettet friluftslivet og samtidig arbejder vi også rigtigt meget med kvalitet og bæredygtighed, alt sammen områder som vi oplever matcher FDF og KFUM-spejdernes aktiviteter og værdier rigtigt godt. Så vi ser frem til et stærkt og meningsfyldt partnerskab på rigtigt mange områder”, siger Lars S. Sørensen, direktør og grundlægger af Eventyrsport.

55Nord lukker

Den nuværende butik 55Nord fusionerer salg og produktion med Eventyrsport, som dermed bliver partner på alle FDFs og KFUM-Spejdernes logovarer, forbundsskjorter, spejderuniformer, spejdertørklæder, mærker og øvrige profilbeklædningsgenstande. 55Nord ophører samtidig som butik og webshop, mens garantiordningen på alle produkter købt hos 55Nord fortsætter hos Eventyrsport. FDF-kredse og spejdergrupper vil fremover kunne købe telte og grej hos Eventyrsport på faktura. Ejerkredsen bag 55Nord vil gerne takke alle medarbejderne for deres store indsats med at drive forretningen i Taulov både inden og i forbindelse med overdragelsen.

Uniformer, øvrig logobeklædning samt mærker kan købes hos 55Nord indtil den 28. februar 2023. Fra den 1. marts 2023 kan det købes hos Eventyrsport. 55Nord stopper salget af alle øvrige varer søndag den 12. februar 2023 til midnat.

Fakta

  • Se mere om Eventyrsport på eventyrsport.dk, hvor du også kan finde din nærmeste butik.
  • KFUM-Spejderne og FDF vil i samarbejde med Eventyrsport løbende præsentere nye kvalitetsprodukter med KFUM-Spejderne- eller FDF-logo.
  • Medlemmer hos FDF og KFUM-Spejderne vil ved køb af varer i butik og online få 10% i rabat på ikke i forvejen nedsatte varer. 

Q&A

Praktisk for medlemmer og forældre 

Hvornår er sidste dag, jeg kan bestille hos 55Nord? 

SV: Uniformer og øvrig logobeklædning samt mærker kan ikke længere købes hos 55Nord. Fra den 1. marts 2023 kan det købes hos Eventyrsport. 55Nord stoppede salget af alle øvrige varer den 12. februar 2023.

Kan jeg købe spejderuniform eller FDF-skjorte i butikkerne? 

SV: Det er muligt at prøve og efterfølgende bestille uniformer, skjorter og logobeklædning i alle Eventyrsports 16 butikker. Efter du har fundet den rigtige størrelse, bestilles den i butikken og sendes inden for kort tid til en adresse du selv vælger. Du kan også bestille den til afhentning i butikken.

Er det muligt at få rabat som KFUM-Spejder og FDFer ved onlinehandel? 

SV: Ja! Er man medlem af KFUM-Spejderne og FDF kan man få 10% rabat. Brug koden “FDF-KFUM10” på hjemmesiden, eller fortæl at du er FDFer eller KFUM-Spejder i butikken. Denne faste FDF/KFUM-Spejderrabat ydes i forhold til Eventyrsports listepriser, på nær elektronik og varer listet som ”Skarp pris”.

Kan man stadig bruge gavekort? 

SV: Ja. Har du et gavekort til 55Nord, kan det fra 1. marts 2023 indløses hos Eventyrsport. 

Er der stadig garanti på varer købt i 55Nord? 

SV: Ja. Garantiforpligtelserne på varer solgt af 55Nord overgår til Eventyrsport per 1. marts 2023.  

Praktisk for kredse og grupper

Kan en kreds eller gruppe fortsat købe de telte, 55Nord tidligere har solgt? 

SV: De fleste typer af varer som 55Nord har solgt, sælges hos Eventyrsport. Plus mange flere! 

Bliver der mulighed for at kredse og grupper kan handle på faktura? 

SV: Ja, kredse og grupper får mulighed for at  handle på faktura hos Eventyrsport. Eventyrsport vil typisk tjekke, at den person der bestiller, har lov til at bestille på vegne af kredsen/gruppen. Man kan se mere om Eventyrsports b2b setup på: eventyrsport.dk/b2b.html

Kommer Eventyrsport til at stille butikker op på store lejre? 

SV: Ja, Eventyrsport kommer til at opstille butikker på store lejre. Det kommer til at minde meget om det, vi kender.   

Kan kredse og grupper få besøg af en lastbil eller lignende fra Eventyrsport ligesom 55Nords juletur? 

SV: Eventyrsport overtager ikke 55Nords lastbil og kommer ikke på juletur. Til gengæld har Eventyrsport butikker i det meste af landet og giver fri fragt på alt der købes i webshoppen.  

Hvad sker der med 55Nords restlager? 

SV: Størsteparten af 55Nords lager flyttes til Eventyrsports lager. Der vil være enkelte varer som udgår og en del trykt materiale fra FDF og KFUM-Spejderne som ikke flyttes med. 

Ændrer priserne på logovarerene sig? 

SV: Priserne på KFUM-Spejdernes og FDFs egne varer ændrer sig ikke. Selvfølgelig udvikler priserne sig med tiden, præcis som det er sket i 55Nord. Derudover har Eventyrsport et meget stort udvalg af kvalitetsprodukter til konkurrencedygtige priser.  

Vil man kunne få produceret stofmærker eller kreds-/gruppetrøjer, som vi kunne hos 55Nord? 

SV: Produktion af specialmærker og kreds- eller gruppebeklædning er ikke en service Eventyrsport yder. Her kan hovedkontorerne hos FDF og KFUM-Spejderne evt. hjælpe jer i retning af gode løsninger.   

Vil det være muligt at købe gamle mærker efter den 28. februar 2023? 

SV: De fleste ikke-aktuelle mærker udgår fra sortimentet og vil ikke kunne købes efter den 28. februar 2023. 

Kan man bestiller rekrutteringsmateriale på Eventyrsport.dk? 

SV: Rekrutteringsmateriale som eksempelvis foldere, nip-nappere, balloner og flag vil ikke være tilgængeligt hos Eventyrsport. Vi arbejder på en alternativ løsning.  

Hvad hvis jeg har købt noget i 55Nord, som jeg vil returnere efter den 28. februar 2023? 

SV: Varer købt hos 55Nord kan returneres i 30 dage iht. 55Nords almindelige handelsbetingelser. Skulle det blive den 1. marts 2023 inden for 30 dage efter dit køb, kan varen returneres i Eventyrsport.

Hvordan forholder det sig med varer knyttet til arrangementer? 

SV: Arrangementsudvalg, kreds og grupper m.m. kan spørge Eventyrsport om et tilbud på t-shirts og andet beklædning, men Eventyrsport specialiserer sig ikke i specialproduktioner og sælger ikke arrangements-merchandise mv. i sin webshop. 

Organisatorisk

Hvad er forventningerne til samarbejdet med Eventyrsport? 

SV: Med det nye samarbejde vil FDF og KFUM-Spejderne have langt mindre økonomisk risiko i forbindelse med ejerskab og lønudgifter, mens der fortsat vil være en indtjening fra salget af uniformer, forbundsskjorter, profilbeklædning, logovarer m.m. 

Kan FDF og KFUM-Spejderne fortsat selv bestemme over sortimentet af profil- og logovarer? 

SV: Ja, de to organisationer bestemmer fortsat selv, hvilke logovarer, der skal produceres. Derudover vil Eventyrsport også udvikle profil- og logosortimentet med udgangspunkt i deres kompetente markedsforståelse.  

Hvad vil der ske med udgivelserne fra Forlaget 55Nord? 

SV: De store udgivelser fra Forlaget 55Nord, fx Spejderliv, Mellem venner, March og Lejr og Hyttefortegnelsen videreføres. De fysiske udgivelser vil kunne købes i Eventyrsport. 

Foldere og pjecer

55Nord har stoppet salget af alle trykte materialer som foldere, telegrammer og brevpapir. Det kan i stedet downloades på Yumpu her.

For yderligere spørgsmål, skriv til info@kfumspejderne.dk eller kontakt:

Rabatkode

Medlemmer hos FDF og KFUM-Spejderne får ved køb af varer i butik og online 10 procent i rabat på ikke i forvejen nedsatte varer ved at benytte koden ‘KFUM10.

Læs også

Menu