Den gode historie: Alle skal kunne gå til spejder i Vissenbjerg

Med en flot lokal donation kan spejderne i Vissenbjerg holde deres kontingentet nede. Forud ligger flere års samarbejde med affaldsindsamling og fælles kørsel til byens årlige optog.

Foto: SPAR Vissenbjerg

I Vissenbjerg gruppe på Fyn har de fået doneret 25.000 kr. af den lokale SPAR. De har planer om at bruge pengene på at holde kontingentet nede samt egenbetaling til sommerlejre. Grupperådsformand Jeannie Munk Thisgaard fortæller:

“Vi vil gerne gøre, at så mange som muligt har muligheden for at gå til spejder. Især i denne tid, hvor alting er blevet dyrt, og vi har ikke lyst til at vores kontingent skal stige på den baggrund.”

I Vissenbjerg gruppe giver de også alle muligheden for at bære uniformsskjorte. Gruppen tilbyder, at man kan låne en uniform for 75 kroner pr. halvår, som bliver skiftet til en større model, når den gamle bliver for lille. 

Samarbejde gennem flere år

Samarbejdet med den lokale købmand begyndte for nogle år siden. En af spejderne, som arbejdede som elev i butikken spurgte, om købmanden havde lyst til at give et tilskud til den kommende påskelejr. Og det gjorde han gerne.

Siden da er der også blevet organiseret affaldsindsamlinger. Arrangementet er blevet en årligt event, som er med til at skabe god stemning i byen. Sidste år mødtes man ved butikken og gik derfra for at samle skrald. Der blev  indsamlet 38 kg affald i løbet af ca. 3 timer. Efter indsamlingen stod købmanden klar med en sodavand og is samt en gavecheck på 6.000 kr. for spejdernes indsats. 

Det gælder om at række ud

Samarbejdet mellem spejderne og den lokale købmand har udviklet sig gennem årene. Og vil man det lokale samarbejde, gælder det om at række ud, fortæller Jeannie Munk Thisgaard.

“Mit bedste råd er at række ud, for der er sjældent nogen, der kommer af sig selv. Det kan enten være at sende en mail til eventuelle samarbejdspartnere, om de har lyst til at støtte spejderne på enten den ene eller anden måde. Det kunne fx være gennem sponsorater små som store“.  

I Vissenbjerg betyder samarbejdet at spejderne og butikken deler en vogn til byens årlige optog, der godt kan vække lidt opsigt. Vognen bliver nemlig pyntet med rafte-konstruktioner bygget af spejderne samt gammelt julepynt fra SPARs julebusser, som butikken har fået tilsendt.   

,

Læs også

Menu