Aktivitet

Fællesspisning – Danmark spiser sammen

Foto: Christian Blom-Bloch

Fem trin til en nem og vellykket fællesspisning

Måske har I allerede tilmeldt jer som arrangør af en fællesspisning i uge 17. Måske overvejer I det, men er endnu ikke helt sikre. Uanset kan I læse med her og blive inspireret til at tage det ekstra skridt og til jeres videre arbejde med projektet.

En fællesspisning behøver ikke kræve al gruppens energi eller efterlade gruppekassen tom efter maverne er blevet fyldt. Måske er det ikke alle fem trin, der er aktuelle for dig, men lad dig blive inspireret og tillad dig at visualisere jeres egen fællesspisning imens.

1: Guide til fællesspisning

Sidste år til Danmark Spiser Sammen lavede vi vores egen guide til fællesspisninger. Den blev taget rigtig godt imod af de grupper, der arrangerede fællesspisninger sidste år. I guiden kan du finde råd til menuer til store grupper af mennesker, hvordan du bedst kan arrangere en fællesspisning, huskelister og meget mere.

Du kan finde guiden ude til højre på siden her.

2: Gå sammen i lokalområdet

Hvis I er en lille gruppe eller ikke har faciliteterne til at holde en fællesspisning selv, kan I tale sammen med nogle af de andre foreninger og organisationer i lokalområdet. Måske kan I bidrage med netop det, jeres kommende medarrangør står og mangler!

3: Spred de gode værdier

Sørg for at sprede nyheden om jeres fællesspisning til jeres venner, familie og bekendte så tidligt som muligt. Det gør I selvfølgelig over middagsbordet, men I kan også gøre det på andre måder.

Her på siden har vi f.eks. vedhæftet en fil, så I kan udskrive jeres egne postkort. Dem kan I selv dele ud til jeres omgangskreds. I kan også sende dem med børnene hjem, så nyheden også spredes i hjemmene.

En anden måde, du kan sprede nyheden på, er at gå ind på danmarkspisersammen.dk. Her kan du tilmelde dig og komme på danmarkskortet. På den måde kan allerede interesserede i lokalområdet finde din fællesspisning.

4: Kontakt pressen

Et postkort kan gøre meget, men det er ikke sikkert, I når hele vejen rundt. Derfor vil vi altid anbefale, at I sørger for at sende en pressemeddelelse til lokalaviserne.

På den måde får I også kontakt til folk uden for gruppens bekendtskaber. Vi har lagt skabeloner til pressemeddelelser til rådighed her på siden. Så behøver I ikke gøre andet end at udfylde dem og sende dem til pressen.

I vil også kunne finde en guide her på siden til, hvordan I kan kontakte pressen.

5: Spørg løs!

Sidst, men ikke mindst: hvis der er noget, I er i tvivl om, så spørg.

Hvis I har spørgsmål, kan I kontakte Sus Lynge Dahl på sus@kfumspejderne.dk eller 22 22 94 23. 

Held og lykke!

Tid
90 – 120 min
Deltagere
5
50
Udviklingsområder
Intellektuelt
Socialt
Mærker

Flere aktiviteter

Menu