
I efteråret 2027 ønsker vi at sende et ‘Work Party’ fra Danmark til Kandersteg International Scout Centre
(KISC) i Schweiz – og vi søger 1–2 Work Party Leaders, der har lyst til at føre projektet fra de første
planer til den sidste evaluering.
Hvad er et Work Party?
Et Work Party er en gruppe på op til 10 spejdere, som bruger en uge på KISC. Halvdelen af ugen (3,5 dage) går med frivilligt arbejde for centret, mens de resterende 3,5 dage er fri til at opleve KISC og de schweiziske alper. Under Work Party-ugen sørger KISC for kost og overnatning.
Arbejdet afhænger af centrets behov. Om foråret handler det blandt andet om at gøre KISC klar til sommersæsonen, og opgaverne kan spænde fra udendørs arbejde og vedligeholdelse til opgaver på campsite, i huse eller catering. Om efteråret er det blandt andet vedligehold af værelser og anden hjælp på centeret. Samtidig bliver man en del af det internationale liv på KISC og møder spejdere og frivillige fra hele verden.
Læs mere om Work Parties på KISC’s hjemmeside.
Hvad betyder det at være Work Party Leader?
Som Work Party Leader bliver du en af de personer, der driver projektet fremad før, under og efter turen. Du skal være kontaktperson til centret gennem hele forløbet, og under opholdet har du ansvar for gruppen og kontakten med KISC. Herunder:
- Stå for den praktiske planlægning af turen, transport og koordinering
- Udarbejde et simpelt budget og holde overblik over økonomien
- Udarbejde et forslag til programmet på fridagene
- Rekruttere resten af gruppen, så Work Party’et består af op til 10 personer i alt
- Deltage aktivt under hele Work Party-ugen og fungere som kontaktled til KISC
Efter turen skal du stå for en evaluering og opsamling efter hjemkomsten, der kan bruges til at samle erfaringerne og lægge grunden til at danske spejdere også i fremtiden kan komme til KISC som en del af et Work Party.
Hvem leder vi efter?
Alle deltagere, herunder Work Party Leaders, skal være fyldt 18 år under Work Party-ugen, skal være medlemmer af et spejderkorps anerkendt af WOSM eller WAGGGS, skal kunne kommunikere godt på engelsk, skal kunne tage del i fysisk krævende arbejde og skal kunne deltage i hele Work Party-ugen.
Du behøver ikke være medlem af KFUM-Spejderne. Dette open call er rettet mod spejdere i Danmark på tværs af korps. Det vigtigste er:
- du har interesse for internationalt spejderarbejde
- du har gerne erfaring med at planlægge og afvikle lignende ture eller projekter
- tidligere erfaring med KISC er en fordel, men er ikke et krav
- du kan tage ansvar, holde overblik og er bevidst om, at du og gruppen repræsenterer Danmark i et internationalt spejderfællesskab
- du kan afsætte tid til løbende koordinering og planlægning frem mod turen
Er det noget for dig, skal du søge rollen. Vi hører også gerne fra makkerpar, der har lyst til at løfte opgaven sammen. Søger du som enkeltperson, tager vi en dialog om, hvorvidt du ønsker en makker eller vil løfte opgaven selv.
Hvad får du til gengæld?
Du får muligheden for at deltage i en international spejderoplevelse helt fra bunden – og selv være en del af planlægningen. På KISC arbejder Work Parties side om side med centrets internationale frivillige, bidrager konkret til verdensspejdercentret og får samtidig mulighed for at opleve det internationale spejderfællesskab og Alperne.
Har du lyst til at tage udfordringen op?
Send en kort motiveret ansøgning til lassepriess@kfumspejderne.dk. Fortæl lidt om dig selv og din spejderbaggrund, eventuelt din erfaring med at planlægge eller gennemføre lignende ture, hvorfor internationalt spejderarbejde interesserer dig, og om du søger alene eller sammen med en makker.
Frist for ansøgning: Onsdag den 16. december.
Der kan efter ansøgningsfristen være behov for en opfølgende samtale. Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til Lasse Priess på lassepriess@kfumspejderne.dk.