
Onsdag den 30. september bliver Fremtidens Spejderhytte officielt indviet til en ceremoni i Slangerup, hvor den lokale spejdergruppe, Erik Ejegod Gruppen, har fået tildelt en af de 32 hytter, der bliver opført rundt om i landet. Fremtidens Spejderhytte er resultatet af et større samarbejde mellem spejderbevægelsen, FDF og Den A.P. Møllerske Støttefond med fokus på at skabe bedre rammer for børn og unge, der elsker friluftsliv, sjove udfordringer og natur.

Inputs fra hele landet har bidraget til designet
Undervejs har spejdere og FDFere i hele landet budt ind med, hvad de synes, at en spejderhytte eller kredshus skal kunne i fremtiden. Der er blandt andet blevet lagt vægt på at lave et fleksibelt og bæredygtigt design samt at den skal kunne understøtte vores indsatser for fællesskab og udendørs leg.
Designet er udviklet af tegnestuen LETH & GORI A/S, med Rønnow Arkitekter A/S og VEGA Landskab, og deres vision nytænker den klassiske spejderhytte i både form og funktion. Hytten åbner sig mod omgivelserne, trækker naturen ind og inviterer hyttens brugere til at være udenfor. Hytten, der primært er bygget af træ, er kompakt og rummer de mest nødvendige basisfunktioner for en spejderforening.
Resultatet er samarbejdspartnerne rigtig godt tilfredse med;
Fremtidens Spejderhytte er meget mere end en ny hytte. Den skaber rammer for stærke fællesskaber og friluftsliv, vi i høj grad har brug for i en tid, hvor flere børn og unge skal ud i naturen, bruge hænderne og lære sammen. Det er stærkt at se, hvad vi kan skabe sammen – og det viser også, at spejderlivet har en rigtig vigtig plads i fremtiden," siger Ditte Rudolfsen, generalsekretær hos KFUM-Spejderne i Danmark.
Unikt samarbejde har gavnet hundredvis af lokale foreninger
Fremtidens Spejderhytte er en del af et større samarbejde mellem Foreningen Spejderne (og deres medlemskorps Det Danske Spejderkorps, De grønne pigespejdere og KFUM-Spejderne i Danmark) samt Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, og Den A.P. Møllerske Støttefond med målet om at sikre et kvalitetsløft af spejderhytter og kredshuse i hele landet, så endnu flere børn og unge får lyst til at komme ud i naturen.
Udover at have støttet udviklingen og opførslen af 32 eksemplarer af Fremtidens Spejderhytte, så har Fonden også bevilget støtte til 68 lokale foreninger, der har kunnet renovere deres eksisterende hytter og kredshuse på bæredygtige måder. I alt har Fonden støttet projektet med 140 millioner kroner.
Du kan læse mere om projektet her.
