
Sikkerhed og bedre brugeroplevelser
Et system som Medlemsservice skal opgraderes jævnligt, så vi fortsat opbevarer data om vores medlemmer sikkert. Den opgraderede version vil ligne den nuværende rigtig meget, og i processen med test og tilpasning har vi fokus på at skabe gode brugeroplevelser i systemet.
“Det bedste ville være, hvis du som almindelig bruger af systemet ikke opdager, at vi har opgraderet, men bare oplever, at det nu er lidt nemmere at løse dine opgaver.” - Monica, projektleder
Testpersoner søges
Arbejdet med opgraderingen er allerede gået i gang, og i starten af 2027 er der brug for testpersoner, så vi kan sikre, at systemet virker for alle.
Du kan melde dig som tester uanset, om du er superbruger i systemet eller kun sjældent er logget ind. Vi har brug for mange forskellige slags testere, både gruppeledere, kasserere, bestyrelsesmedlemmer, enhedsledere, forældre, kursusinstruktører osv.
“Arbejdet som testperson er meget fleksibelt. Du kan teste online, når det passer dig. Du kan give 1, 10 eller 100 timer til arbejdet, alle er velkomne. Jeg håber, at mange har lyst til at være med, så vi kan få testet i alle kroge af systemet” - Monica, projektleder
Den 16. januar er alle inviteret til en fysisk testdag i København.
Du kan sagtens være tester, selvom du ikke kan deltage i den fysiske testdag.
Du melder dig som tester her:
Skal vi gøre noget lokalt?
Grupper og distrikter skal ikke gøre noget i forbindelse med opgraderingen. Alt data flyttes automatisk til det opgraderede system, og jeres adgangskoder vil blive ved med at virke.
Tidsplan
Vi forventer, at det opgraderede system er klar til brug i starten af marts 2027.
Medlemsservice vil være lukket i et par dage, og det får gruppens ledelse at vide mere om i næste udgave af gruppeledelsesnyhedsbrevet og på en direkte mail.
Efter opgraderingen inviterer vi til webinarer og spørgetimer, så I kan lære om nyheder og tilpasninger i systemet.
Du kan altid læse opdateringer om Medlemsservice og opgraderingen på medlemsservice.nu.