Sidste chance for at komme med til Landsmøde 2026

Tilmeldingen lukker den 31. august, så skynd dig at sikre din plads på KFUM-Spejdernes generalforsamling.

Foto: Ole Thye Gram

Den 11.-13. september mødes vi på Tommerup Efterskole til vores generalforsamling, Landsmøde 2026. Vi vil så gerne have dig med, når vi skal diskutere lovændringsforslag, opleve spændede workshops, underholdes i fællesskab, vælge ny hovedbestyrelse og meget, meget mere.

Mangler du stadig at blive overbevist om, hvorfor du skal med, så læs med nedenfor og se, hvad du går glip af, hvis du ikke deltager.

Programmet er på plads

Glæd dig til et landsmøde fyldt med inspiration, fællesskab og nye perspektiver. Programmet er fyldt op med både workshops, torvedebatter og underholdning, så der er masser af grunde til at tilmelde dig Landsmøde 2026.

Utraditionelt foredrag

Til at underholde os lørdag aften kommer biolog, naturvejleder, forfatter og tv-vært Morten D.D. Hansen. Han tager os med ind i naturens forunderlige univers og sætter naturen på dagsordenen på sin helt egen måde. Præcis hvordan, løfter vi sløret for senere – men vi tør godt love, at det bliver alt andet end et traditionelt foredrag.

Forvent skæve historier, overraskende fakta, masser af grin og nye perspektiver på den natur, som omgiver os hver eneste dag.

Foto: Privat
Foto: Christian Kjær Jørgensen

Spejderliv rykker podcaststudiet til Landsmøde 2026

Find ud af, hvad “Det kan øse, det kan pøse” har med et verdenshit at gøre? Og hvor vilde landsmøderne egentlig var i 1970’erne?

Når Spejderliv rykker mikrofonerne med til Landsmøde 2026, kan du komme helt tæt på optagelserne af et nyt afsnit. Her dykker Kim og Steen ned i både mysteriet om en vaskeægte spejderklassiker og de vilde beslutninger, der var med til at forme det spejderarbejde, vi kender i dag. Forvent fællessang, historier, spejdernørderi, en kæmpe vi-følelse – og måske et strejf af 1970’erne.

Alle er velkomne, og optagelsen varer cirka 45 minutter.

Workshops

Vi har også offentliggjort seks spændende workshops, der alle taler ind i landsmødets tema: Grøn profil. Seks forskellige veje ind i arbejdet med bæredygtighed. Du kan dykke ned i alt fra biodiversitet og grønne spejdermøder til fremtidens faciliteter og bæredygtigt byggeri.

  1. Rewilding! Sådan genforvilder du din spejdergrund
  2. Fra strategi til hverdagsliv: Sådan bliver du en bæredygtig spejdergruppe
  3. Sæt retning for KFUM-Spejdernes arbejde med bæredygtighed
  4. Nye muligheder for jeres faciliteter
  5. Planlæg grønne mødeaftener
  6. Bæredygtigt byggeri – et kig bag kulisserne på Houens Oddes nye bygninger: Skoven, Mosen og Fjorden

Vil du vide, hvad der gemmer sig bag overskrifterne?

Kandidater til hovedbestyrelsen

Flere kandidater er allerede offentliggjort. Der er både nuværende hovedbestyrelsesmedlemmer og nye ansigter i blandt, men vi har stadig plads til dit kandidatur!

Så drømmer du eller en i din gruppe om at skabe retning for vores korps, er det nu, I skal melde jer som kandidat til hovedbestyrelsen. Læs, hvordan du stiller op. Jo før du melder dit kandidatur, desto mere tid har grupper og distrikter til at sætte sig ind i dig som kandidat.

Listen af kandidater bliver løbende opdateret.

Lovændringsforslag, regnskab og budget

Som en del af den demokratiske proces på landsmødet kommer vi ikke uden om, at vi sammen skal drøfte og beslutte en række forslag, som grupper, distrikter og hovedbestyrelsen har stillet. I forslagskataloget, der er lagt op på landsmoede.dk, kan du se, hvilke lovændrings- og resolutionsforslag der er kommet ind.

Hvis du er nysgerrig på regnskab og budget, så ligger begge dele også tilgængeligt på landsmødets hjemmeside.

Skal du på landsmøde for første gang?

Eller kender du nogle, der skal?

For mange lyder ord som dirigent, resolutionsforslag og hovedbestyrelse måske lidt fremmede - især hvis man ikke har deltaget på landsmøde før.

Derfor har vi lavet en artikel specifikt til dem, der skal med for første gang - eller overvejer det. Del meget gerne artiklen med dem, så de kan blive klædt på til landsmødet. Og så de kan få indblik i, at deres stemme er vigtig – også hvis de ikke har stemmeret.

Foto: Christian Kjær Jørgensen

Læs også

Menu