
Gennem det seneste år har arbejdsgruppen for familiespejderfantasirammen knoklet for at gøre masser af nyt materiale klar til brug for familiespejderenhederne.
Et stort arbejde for de mindste spejdere
Arbejdsgruppen har inddraget mere end 60 grupper landet over i deres undersøgelse af, hvad en fantasiramme skal kunne, og hvilke ønsker familiespejderlederne har til redskaber og aktiviteter. Nu er de klar til at løfte sløret for, hvor arbejdet bærer hen.
Fantasirammen kort og godt
Den nye fantasiramme for familiespejdere har det nysgerrige egern som omdrejningspunkt. Med egernet skaber vi et fælles univers, som børn og voksne kan lave spejderarbejde ud fra. Egernet er lille, sød, nysgerrig og fuld af energi - omtrent som en familiespejder. Det er blot nogle af de egenskaber, som fantasirammen er skabt ud fra, og som går igen i de mange sange, aktiviteter og idéer, som I nu kan finde i egernuniverset.
Fantasirammen er valgfri
Den nye fantasiramme kan være en god mulighed for jer, der er i gang med at opstarte en familiespejderenhed, idet I her får masser af inspiration og idéer til aktiviteter, der kan få jer godt i gang.
De, der allerede er i fuld gang med familiespejderenhed, skal være velkomne til at tage Egon Egern til sig, hvis det giver mening - men de er også velkomne til at fortsætte på præcis samme måde som hidtil.
Masser af materiale - og mere på vej
Allerede nu ligger der materiale klar, som din gruppe kan gøre brug af. I kan blandt andet finde historien “Egern i nød”, der handler om Egon Egern og hans venner. Den er skrevet af Helle Diana Sørensen, der har vundet konkurrencen "Danmarks vildeste bålhistorie" med sine egernhistorier. I kan også få inspiration til et festligt møde med aktiviteten “Egernårsfest”, eller I kan få en ny familiespejdersang. Der findes også en nysgerrig og nuttet egernbamse, der snart vil kunne hentes på enten Houens Odde eller Spejdercenter Korpskontoret.
Til efteråret lander der mere materiale på spejdertrykken, blandt andet både en egernhåndbog og en plakat. Der er også hele fire Paletten-mærker på vej, som er målrettet familiespejderenhederne rundt i landet. De fire mærker er under udarbejdelse, men kommer blandt andet til at handle om madmod og fantasi.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til fantasirammen eller har brug for sparring på området, kan du kontakte:
Udviklingskonsulent Thomas Olsen på email: thomas@kfumspejderne.dk eller udviklingskonsulent Louise Heldgaard Bylund på email: louise.heldgaard@kfumspejderne.dk.