
Spejdernes Lejr 2026 byder på et væld af sjove og udfordrende aktiviteter, både i selve lejrområdet og ude i værtskommunerne. Alle aktiviteterne tager afsæt i lejrens tema “Alle ind i fællesskabet” og er målrettet spejdere i alle aldre samt gæster, der ønsker at teste deres spejderfærdigheder eller lade sig inspirere. Her er der plads til at udforske, lære og vokse – uanset om du er erfaren spejder eller helt ny i fællesskabet.
Aktiviteter
Aktivitetskatalog og tilmelding
Aktivitetskataloget
Her kan I læse om alle de frie- og tilmeldingsaktiviteter, der findes på aktivitetsområderne. I vil kunne se, at der er aktiviteter for alle aldersgrupper.
Aktivitetstilmeldingen
Den åbnede den 11. april og er derefter åben i 3 uger, hvor man kan lave en ønskeliste. Det giver spejderlederne tid til at tale med deres spejdere om, hvad de godt kunne tænke sig på deres ønskeliste. Derefter lukker systemet i en kort periode igen, mens pladserne fordeles efter ønskelisterne. Til sidst åbner systemet igen og eventuelt tilbageværende pladser kan bookes. Ledige aktiviteter kan bookes under hele lejren.
Målet med denne metode er at sikre så fair fordeling af aktiviteter som muligt samt at give spejderlederne en mulighed for at inddrage spejderne, uden at alle de mest populære aktiviteter når at blive fuldt booket imens.

Aktivitetsområder
Lejrens store aktivitetsområder er navngivet efter verdenshjørnerne.
På Aktivitetstorv Nord afvikles de obligatoriske underlejrdage for Skoven og Havet. Der er desuden placeret en scene, hvor der vil være shows for alle i løbet af ugen.
Aktivitetstorv Syd er placeret i Hedelands grusgrav, hvor de større, vildere og mere pladskrævende aktiviteter vil være placeret. Her kan man også besøge vartegnet fra Spejdernes Lejr 2022.
Aktivitetstorv Øst er placeret i forlængelse af Lejrtorvet. Her vil spejderne blandt andet blive klogere på internationalt spejderarbejde og åndelighed. Underlejrdagene for Landet og Byen vil være placeret her. Der vil også være en scene, med shows tilgængelige for alle deltagere.
Aktivitetstorv Vest er et stort og levende område, fyldt med lærerige og sjove aktiviteter, hvor spejderne nemt kan bruge en hel dag. Her kan spejderne også blive klogere på bæredygtighed. Her finder I også et madpakkeområde, hvor der vil være cafeer og food trucks samt mulighed for at få madpakkerne på køl og vandflaskerne fyldte.
Ved Flintesø er Spejdermødet placeret (mere information om dette findes i Informationspakke 2).
Store Scene findes ved foden af Hedelands skibakke, hvor der udover de to store lejrbål også vil blive afholdt andre af lejrens store events.
Uden for lejren findes også flere aktivitetsområder, blandt andet i Roskilde, Høje-Taastrup, Veddelev Havn, Roskilde Universitet og ved Fremtidens Spejderhytte i udkanten af Hedeland.
Busser til aktiviteter
Aktivitetsbusser fragter deltagerne til de aktivitetsområder, der er placeret uden for lejren. Der vil være afgang fra en central holdeplads ved Underlejr Havet. En busbillet med rute og tid medfølger automatisk, når man er tilmeldt en aktivitet, der foregår uden for lejren.
I Roskilde kan man for eksempel møde vikinger eller overnatte i domkirken. Fra Veddelev Havn vil spejderne kunne opleve at sejle på Roskilde Fjord. På Roskilde Universitet er blandt andet FabLab placeret. I Høje Taastrup kan spejderne blive klogere på bæredygtige fødevarer. I Fremtidens Spejderhytter er spejderlivet i fortid, nutid og fremtid i fokus.
Børneevent
Lørdag formiddag.
Mere information kommer senere.
Fri-rum
Forestil dig det. Lejren er i fuld gang. Måske har du lige sørget for opvasken blev taget efter aftensmad, måske er det dig, der har været kodemester på en aktivitet eller skåret løg i madteltet.
Uanset hvad dagen har budt på, så fortjener du en pause. Tirsdag aften samles vi ved den store store scene – ledere, frivillige, gruppehjælpere og senior- og klanspejdere.
Du skal bare møde op. Medbring et tæppe/liggeunderlag under armen og din bedste ven, så sørger vi for grin, hygge og spejderfællesskab.
Refleksion og åndelighed
Kirken
Her er målet, at spejderne møder kristendommens fortællinger og værdier på forskellige måder, nogle gange i stilhed, andre gange gennem leg, kreativitet, fællessang og hygge. Spejderne kan glæde sig til en god blanding af frie- og tilmeldingsaktiviteter, som kirkens eget escape room med gamle profetier, stjernekort og mystiske spor. Der vil også være pop-up aktiviteter, beatbox-gudstjeneste, taizé, morgenandagter, aftennadver og meget mere. Der er aktiviteter og oplevelser for alle aldre.
Lejrgudstjeneste
Den store lejrgudstjeneste foregår søndag den 19. juli kl. 13.
Moskéen
Semerkand-spejderne er værter for lejrens moské, hvor alle er velkomne til at kigge forbi, stille spørgsmål, deltage i bøn eller blot være nysgerrige. Her er både daglige bønner og fredagsbøn.
Samling
Her mødes lejren på kryds og tværs, finder ro og mærker at alle hører sammen og til. Målet med Samling er at skabe et åbent, tværkorpsligt rum, hvor alle kan være med, og vi sammen kan finde ud af, hvad Samling betyder for den enkelte og vores fællesskab.
Ro, refleksion, tro, mødet med mennesker og salmen er forskellige udtryk for det samme: Vi gør plads til hinanden, møder hinanden åbent og giver os tid til både at mærke og dele de tanker, der gør os til stærkere spejdere og mennesker.
Samlingsområdet på Aktivitetstorv Øst bliver hjertet for eftertanke, fordybelse og de øjeblikke, hvor man kan mærke spejderånden helt ind i maven. Her arbejder vi med det, der binder os sammen, gennem det fællesskab vi alle er en del af, uanset tørklædefarve, tro eller baggrund. I Samlingsområdet finder du bl.a.:
Samlingspunktet, som er placeret midt i samlingsområdet, er et stort telt fyldt med ro, nærvær og plads til de store og små samtaler. Det er et frirum, der inviterer til fordybelse og ro, hvor spejderånden folder sig ud i nye former. Her kan spejderne tage en pause. Der vil også undervejs være inspirerende oplæg og små talks.
Tænketimen
Tænketimen er planlagt onsdag kl. 19.30 til 21.30 . Her træder hele lejren ud af aktivitetsræset og giver plads til at reflektere, tale sammen og dyrke åndeligheden.
Tænketimen er en rolig-aften-aktivitetsperiode, som en slags kulturnat i første gear på lejren. Under Tænketimen kan man opleve forskellige aktiviteter og events med fokus på at komme ned i tempo og finde ro, så eftertænksomhed og refleksion kan opstå. Et lille åndehul midt på lejren, hvor de første dages indtryk kan trænge ind, og der kan gøres plads til flere indtryk på resten af lejren.
En del af de aktiviteter, som er tilgængelige i de øvrige aktivitetsperioder, vil være med i et format tilpasset Tænketimen, så de foregår i et lavere tempo og med fokus på refleksion og eftertanke. Derudover vil der være aktiviteter planlagt eksklusivt til Tænketimen, som slet ikke kan opleves på andre tidspunkter. Et nærmere program og katalog for Tænketimen følger tættere på lejren.
Aktiviteterne vil primært være i øjenhøjde med aldersgrupper fra 8-17 år, men også for voksne og børn under 8 år. Børn under 8 år anbefales at følges med en voksen.
Tid til refleksion. I Tænketimen får deltagerne mulighed for at tænke over sine egne værdier, vaner og generel måde at være i livet på. Aktiviteterne spiller ind i dette, så man går fra Tænketimen med stof til eftertanke.
Plads til at tale sammen. På SL26 kommer mange forskellige kulturer og traditioner, hvorfor det er et oplagt sted til at reflektere over eget ståsted. Et hovedfokus for Tænketimen er derfor at give plads til, at forskelligheder mødes, så man kan blive klogere på sig selv og hinanden. I nogle aktiviteter er det således dialogen, der er i centrum.
Mulighed for at dyrke åndeligheden. Hvad end man har troen med sig i tasken, har efterladt den derhjemme eller slet ingen har, giver Tænketimen plads til åndeligheden, så den kan diskuteres, udforskes og eventuelt udvikles. Om ikke andet kan det være spændende at lære om andres forhold til åndelighed.
International hub
Ordet ”hub” betyder samlingspunkt. International Hub er samlingspunktet for alle de aktiviteter, der sætter fokus på det internationale spejderarbejde og spejderne som en global bevægelse.
Friendship Award Mærket
Friendship Award Mærket opnås ved, at spejderne i deres patruljer deltager på nogle aktiviteter og løser nogle opgaver. Alle opgaverne har det til fælles, at de fokuserer på at danne venskab og forståelse på tværs af kulturer og nationaliteter. Det kan tages under hele lejren og behøver ikke færdiggøres på en enkelt dag. Yderligere information følger senere.
International Café
I den internationale café kan spejderne møde nye venner og sammen smage på lækkerier fra nær og fjern.
International dag
Torsdag er International Dag, hvor der vil være ekstra stort fokus på internationalt spejderarbejde. Der vil blive tilbudt en større international fællesaktivitet ude i hver underlejr. Underlejr Byen kan opleve den internationale fællesaktivitet om tirsdagen, da de er på underlejrdag om torsdagen.
Internationalt lejrbål
International Dag afrundes torsdag aften med Internationalt Lejrbål, hvor den internationale spejderånd virkelig kan mærkes. Målgruppen er for tropsspejdere og op, men alle er velkomne, blot man er opmærksom på, at det foregår på engelsk.
Internationalt telt og aktivitetsområde
Det er placeret på henholdsvis Lejrtorvet og Aktivitetsområde Øst. Her kan spejderne blive inspireret til at lære om mulighederne for at rejse ud og opleve verden med spejderygsækken på eller deltage i forskellige internationale aktiviteter. Der vil være mulighed for at søge inspiration og konkret viden om det er at bruge internationalt materiale hjemme i gruppen eller til at planlægge en tur ud i verden med gruppen eller klanen. Måske en spejder drømmer om at gøre en forskel organisatorisk i WAGGGS (World Association of Girl Guides and Girl Scouts) eller WOSM (World Organisation of the Scout Movement), så er der også information at hente til dette, eller måske opstår drømmen efter et besøg i International Hub.