Indvarsling af Landsmøde 2026

KFUM-Spejdernes vigtigste demokratiske weekend.

Landsmødesalen i 2024 - Foto: Ole Thye Gram

KFUM-Spejdernes Landsmøde 2026 afholdes på Tommerup Efterskole den 11.-13. september 2026.

Landsmødet er vores øverste myndighed – og årets vigtigste møde. Her samles vi for at afholde en generalforsamling, hvor vi ser tilbage, træffer beslutninger om fremtiden og vælger den hovedbestyrelse, der skal stå i spidsen for organisationen.

Hvad skal der ske?

På dagsordenen er blandt andet valg til hovedbestyrelsen, behandling af forslag om indmeldelse i WAGGGS, samt workshops og drøftelser under årets tema Grøn profil. Årets tema sætter fokus på, hvordan vi styrker KFUM-Spejdernes bæredygtige retning. Som deltager kan du være med til at sætte præg på de beslutninger, der former vores fælles fremtid.

Landsmødet er medlemmernes møde. Det er her, du kan stille spørgsmål, dele perspektiver og være med til at prioritere, hvad vi som organisation skal arbejde for de kommende år.

Vigtige frister

Her kan du se de frister, der er vigtige at huske i forbindelse med Landsmøde 2026:

  • Frist for indsendelse af lovforslag til afstemning på landsmødet er den 17. juli 2026 klokken 18:00.
  • Frist for opstillinger til hovedbestyrelsen, der ønskes offentliggjort sammen med dagsordenen, er den 17. juli 2026 klokken 18:00.
  • Frist for resolutionsforslag samt ændringsforslag til lovforslag er den 12. september 2026 klokken 18:00.
  • Frist for opstillinger til hovedbestyrelsen er den 12. september 2026 klokken 18:00.

Læs mere og tilmeld dig på landsmødes hjemmeside:

Er det første gang, du deltager?

Landsmødet kan virke formelt, hvis man ikke har prøvet det før. Derfor sørger vi for tydelig introduktion til procedurer, valg og afstemninger, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

Landsmødet er for spejdere med og uden stemmeret - selvom du deltager uden stemmeret, er du velkommen på talerstolen!

Vidste du …

at alle KFUM-Spejdere over 15 år kan stille op til at blive medlem af hovedbestyrelsen?

Overvejer du at stille op, eller vil du vide mere om arbejdet i hovedbestyrelsen, er du meget velkommen til at tage kontakt til KFUM-Spejdernes forperson, Tobias Wermuth Simonsen allerede nu.

Læs også

Menu