
Der bygges en by i Hedeland
Når omkring 30.000 spejdere til sommer samles i Hedeland til Nordens største spejderlejr, vil området blive forvandlet til en midlertidig spejderby på størrelse med Esbjerg. Spadestikket til den nye spejderhytte markerer de første fysiske skridt i opbygningen af rammerne for lejren.
“Det her er et lille spadestik, men det markerer starten på noget meget stort. Om få måneder står vi med en spejderby med fuldt udbygget infrastruktur i Hedeland, hvor 30.000 børn og unge mødes om fællesskab, natur og oplevelser for livet,” siger Karen Bjerre og Tobias Simonsen, forpersoner i Spejderne.
Efter lejren fjernes alle spor af de mange aktiviteter – kun Fremtidens Spejderhytte står tilbage i naturens omgivelser sammen med minderne om en uforglemmelig sommeruge.
Nye rammer for spejderliv
Fremtidens Spejderhytte er udviklet som en del af projektet Fremtidens Spejderhytter, der skal styrke kvaliteten af spejderfaciliteter i Danmark. Hytten er designet med fleksible rum og en tæt forbindelse til naturen, så den kan bruges til både spejderaktiviteter, undervisning og friluftsliv året rundt.
“Spejderlivet foregår først og fremmest ude i naturen. Med Fremtidens Spejderhytter skaber vi rammer, der understøtter det liv – og giver endnu flere børn og unge mulighed for at mødes, lære og opleve naturen sammen,” fortæller Karen Bjerre og Tobias Simonsen, forpersoner i Spejderne.
Fremtidens Spejderhytte i Hedeland er tegnet som en moderne spejderhytte, hvor naturen er en aktiv del af rammen om aktiviteterne. Målet er at både understøtte det klassiske spejderliv og give bedre rammer for læring, fællesskab og aktiviteter.
Fakta om Fremtidens Spejderhytte
Når Spejdernes Lejr i 2026 er slut, bliver Fremtidens Spejderhytte stående som et permanent samlingspunkt i Hedeland. Her vil spejdere fra området kunne mødes til aktiviteter og ture, og samtidig kan hytten bruges af skoler og andre foreninger, der ønsker at bruge naturen som ramme for fællesskaber. Dermed bliver hytten både en del af forberedelserne til en af Danmarks største friluftsbegivenheder og et varigt bidrag til friluftslivet i Hedeland.
Hytten er en del af det landsdækkende initiativ Fremtidens Spejderhytter, der er udviklet af Spejderne i samarbejde med arkitekter og fagfolk og støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.
