Open Call: Kom med i Det Grønne Udvalg

Bliv en del af arbejdet med grøn profil, bæredygtighed og klima hos KFUM-Spejderne.

Foto: Lasse Mørch

Løber det dig koldt ned af ryggen ved tanken om, at Earth Overshoot Day 2026 allerede ligger i juni? Savner du lyden af summende insekter, når du træder ud af din lokale spejderhytte? Går du med tanker om samkørsel på vej til spejdermødet eller andre bæredygtige tiltag, der gør KFUM-Spejderne endnu grønnere end farven på uniformen? Hvis du kan svare ja til ét eller flere af de spørgsmål, er du den helt rette til KFUM-Spejdernes nystartede grønne udvalg!

Vores ambition er at styrke KFUM-Spejdernes grønne profil og gøre klima, natur og bæredygtighed til en fast del af spejderlivet. Udvalget starter op i foråret 2026, og vi leder efter dig, der gennem nysgerrighed, engagement og viden vil være med til at skabe spejderaktiviteter og indsatser, som får klimahandling, bæredygtige tiltag og naturdannelse helt ud i spejderhytten.

I KFUM-Spejderne tager vi ansvar for den verden, vi er en del af – både nu og i fremtiden. Arbejdet med grøn profil og bæredygtighed handler om alt fra klimahandling og aktiviteter i naturen til ansvarligt forbrug, fællesskab og langsigtede løsninger. De frivillige, der engagerer sig i udvalget, spiller en vigtig rolle i at udvikle, kvalificere og gennemføre indsatser, der kan inspirere spejdere i hele landet. 

Vi arbejder med KFUM-Spejdernes grønne profil på flere forskellige måder og er derfor både interesserede i at høre fra dig, der har lyst til at deltage i udvalgsmøder 4-5 gange årligt, og dig som har en konkret idé, du godt kunne tænke dig at føre ud i livet.

Grønne projekter og indsatser

Meld dig, hvis du har lyst til at bidrage til én eller flere områder for at styrke KFUM-Spejdernes grønne profil:

  • Klima og klimahandling 
  • Natur(dannelse) og biodiversitet
  • Uddannelse og kapacitetsopbygning 
  • Udvikling af nye grønne initiativer
  • Større fokus på bæredygtighed ved arrangementer og lejre

Du kommer uanset hvad helt ind i korpsets maskinrum, hvor du kan sætte dit præg. Desuden får medlemmer af udvalget mulighed for at deltage i inspirationsoplæg og -aktiviteter, når vi inviterer andre klimatosser og naturnørder til at klæde os på til at forme en grønnere fremtid for KFUM-Spejderne.

Hvem kan være med?

Alle medlemmer af KFUM-Spejderne fra 15 år og opefter kan melde sig. Du behøver ikke være ekspert i klima eller bæredygtighed – det vigtigste er, at du har lyst til at engagere dig, tage ansvar og bidrage til et forpligtende fællesskab. Der er plads til både dig med mange idéer, dig med praktisk erfaring og dig, der gerne vil lære undervejs.

Sådan tilmelder du dig

Vi holder opstartsmøde i marts og inviterer dig med, når du har udfyldt formularen i linket herunder. Der er deadline for tilmelding den 27. februar, og vi holder opstartsmøde den 11. marts kl. 19.30.

Har du spørgsmål, eller er du i tvivl om, hvordan du kan bidrage, er du meget velkommen til at skrive til Frederikke Møller Helvad på fmh@kfumspejderne.dk eller Ida Cecilie Bondesen Rasmussen på icbr@kfumspejderne.dk.

Vi glæder os til at samle engagerede spejdere og styrke arbejdet med grøn profil, bæredygtighed og klima i KFUM-Spejderne.

, ,

Læs også

Menu