
KFUM-Spejderne er godkendt som aktør i Kulturpas-ordningen. Kulturpasset er et forsøg, der henvender sig til de cirka 53.000 unge mellem 15 og 24 år, som står uden for uddannelse og beskæftigelse.
Hvad skal Kulturpasset?
Formålet med Kulturpasset er at give unge, der står udenfor uddannelse og beskæftigelse, mulighed for at blive en del af flere fællesskaber og få gode oplevelser gennem kultur- og idrætsaktiviteter – herunder spejderarbejde – for derved at komme tættere på uddannelse eller job.
Med Kulturpasset kan de unge deltage i koncerter, begynde til idræt, tage del i kreative aktiviteter eller dyrke fritidsaktiviteter, de allerede kender, såsom at gå til spejder.
Hvordan fungerer det?
Kulturpasset fungerer som et forudbetalt betalingskort (prepaid Mastercard), der kan anvendes via Medlemsservice. Kortet kan bruges til både lokale, regionale og nationale spejderaktiviteter.
Vi arbejder aktuelt på at udbrede kendskabet til ordningen blandt vores medlemmer og ledere, så flere unge får mulighed for at benytte tilbuddet.
Du kan læse mere om Kulturpasset her.