Grundlovsfesten: Demokrati-escape room

Grundloven og demokratiet er i fare - kun I kan finde den forsvundne grundlov og redde demokratiet!

Foto: Ole Thye Gram

En gruppe dygtige spejderledere har udviklet en escape room-aktivitetsramme for dig og din gruppe, så I kan gøre et gruppemøde ekstra sjovt og samtidig synliggøre spejdernes arbejde med demokratiske værdier. I alt er der udviklet 34 forskellige aktiviteter, som I kan vælge mellem. Aktiviteterne er lette at gå til og sværhedsgraden kan let tilpasses din spejdergruppes niveau.

I denne nye, sjove ramme kan jeres spejdergrupper synliggøre arbejdet med demokratiske værdier. Inspireret af Spejdernes samarbejde med GRUNDLOVSFESTEN – hvis formål er at gøre grundlovsdag til en demokratisk festdag – har en tværkorpslig gruppe af frivillige spejderledere udviklet aktiviteter, der styrker de demokratiske muskler på en sjov og udfordrende måde.

Escape room-ramme

Rammen for aktiviteterne er, at spejderne bliver låst inde i et rum på et besøg i Rigsarkivet, og de skal derfor løse en række forskellige opgaver for at komme ud og redde Grundloven, der i mellemtiden er blevet stjålet. Læs introduktionen til rammefortællingen her og til spejderlederen her.

Lederen vælger på forhånd nogle af de 34 forskellige opgaver, der er blevet udviklet som en del af escape room rammen. I alt er der udviklet over 600 minutters underholdende aktiviteter, og de fleste af aktiviteternes sværhedsgrad kan også justeres, så de udfordrer spejdergruppen på det helt rigtige niveau, ligesom der også er tips til at forlænge mange af aktiviteterne, hvis gruppen har det sjovt med at løse opgaven.

Tre kategorier af aktiviteter

Opgaverne er blevet delt op i tre forskellige kategorier:

Beskrivelserne af hver aktivitet giver en kontekst til den overordnede historieramme, en hurtig indflyvning til aktiviteten, forklaring til lederen samt huskeliste (ofte med print af bilag) og en forklaring af, hvordan aktiviteten skal introduceres til deltagerne.

Nedenfor kan du se et eksempel på en aktivitetsbeskrivelse til deltagerne;

Sociale medier & algoritmer – hvem bestemmer, hvad du ser?

I finder en gammel skrivepult dækket af støv. På den ligger en bunke breve – nogle dateret for over 100 år siden. En seddel ligger øverst: „Demokratiet afhænger af, at vi aldrig glemmer vores stemme. Skriv jeres budskab til fremtiden, før tiden løber ud!‟ I denne aktivitet skal I sende et brev til fremtidens demokrati – Hvad vil du fortælle om vores tid?

Hvad tror du, demokrati vil betyde om 50 år? Vil vi stadig stemme? Vil vi have flere eller færre rettigheder?

Sådan gør I

  • Forestil jer, at I sender et brev til en borger i Danmark i år 2074.
  • Skriv, hvad I mener, der er vigtigt i demokrati i dag.
  • Hvad tror I, der vil være anderledes i fremtiden?

Refleksionsspørgsmål: Hvordan tror I, fremtidens borgere vil reagere på jeres brev?

Søg om støtte i festpulje og få tilsendt mærker

Alle spejdergrupper kan søge om op til 3.000 kroner til festlige aktiviteter i anledning af grundlovsdag. Det er let at ansøge, og I skal blot beskrive aktiviteten, I planlægger, og hvad pengene skal dække af udgifter. Læs mere her.

I kan desuden også få tilsendt et nyt, guld-glimtende grundlovsmærke til jeres gruppe. I skal blot skrive til a@grundlovsfesten.dk og beskrive, hvor mange mærker, det drejer sig om.

Hvorfor sættes der fokus på grundlovsdag?

Spejderne støtter op om GRUNDLOVSFESTENs indsats for at gøre grundlovsdag til en demokratisk festdag, da spejderne ofte er et af de første steder, hvor børn lærer om demokrati og medbestemmelse. Der ønskes at synliggøre broen mellem aktiviteter i spejdergruppen og de kompetencer og den viden, som spejderne bærer med ud i samfundet. Derfor opfordres de over 1.000 spejdergrupper rundt om i landet til at bruge dagen som en anledning til at markere det daglige arbejde med at gøre børn og unge beredte til livet. Læs mere her.

🎉 Find aktivitetsmaterialet på: Spejdernes hjemmeside.

 

📝 Eller læs Spejdernes opslag her.

Læs også

Menu