
For mange unge lyder Landsmødet nok lidt langtrukkent: Der skal stemmes, snakkes om lovændringer og meget andet. Det kan virke ret politisk, hvilket kan blive intimiderende for nogle. Jeg selv havde da mine tanker: Jeg har ikke lige den største viden og måske ikke indflydelse nok til at tage af sted? Skulle man have styr på alt inden Landsmødet, og hvordan skulle man forberede sig? Der rumsterede ufatteligt mange tanker og fordomme om Landsmødet op til begivenheden. Heldigvis viste det sig ikke at være realiteten.
Hvad er Landsmødet?
Landsmødet er kort sagt KFUM-Spejdernes generalforsamling. Der skal kigges på økonomi, lov- og resolutionsforslag, vælges ny hovedbestyrelse samt mange andre formelle ting. For mange er det overvældende, særligt at tage stilling til forslagene. Man sidder i en fællessal på tværs af distrikter og landsdele for at sætte retning for KFUM-Spejderne. Men hvordan tager man lige stilling til alle de forslag, der bliver lagt op? På Landsmødet bliver man hjulpet godt på vej, både hvis man er erfaren eller på bar bund.
Under weekenden havde Landsmødepatruljen sørget for workshops og debatter. Disse var med til at oplyse om korpset retning, nuværende projekter og mulighed for at høre om forslagene. Der var plads til at stille spørgsmål om forslagene, være nysgerrig på andres meninger og måske selv blive udfordret. Dette gjorde, at der blev delt meninger på kryds og tværs af bekendtskaber, erfaringer og aldre. For mange kan debatter være intimiderende, men hvis man går ind til det med den rette indstilling, kan man få nyt med sig:
”Jeg ser det lidt ligesom, når vi sidder i distriktsmøder og vi deler hinandens erfaringer, meninger og holdninger, som kan gøre, at jeg ikke pakker mit spejderarbejde ind i en firkant. Der kommer nye ting ind og nye initiativer. Det havde jeg jo ikke fået, hvis ikke jeg havde andre at snakke med.” fortæller Mathilde Bendix Kjeldsen (21), Hertug Hans Gruppe
Det er helt forståeligt, at man kan gå ind til debat og være lidt nervøs, men det skal ikke afholde én fra at deltage. Der er mange måder at deltage i en debat på, om det er ved at dele sine egne tanker, diskutere de forskellige vinkler eller blot lytte med. Det vigtigste er at være nysgerrig. Der bliver skabt et rum, hvor der er plads til at stille spørgsmål, hvad end man er i tvivl eller har et input til debatten. Vi er her netop for at høre og forstå hinanden, hvilket styrker os som fællesskab. Vi tager af sted for at lære af hinanden og tage det med, som vi mener, er vigtigt for os efterfølgende.
At have indflydelse
KFUM-Spejderne er en organisation, som er bygget demokratisk op. Debatterne på Landsmødet er til for at styrke os, unge som ældre medlemmer, til at tage stilling i den demokratiske proces. Det betyder blandt andet, at vi stemmer om lovforslag og ændringer for KFUM-Spejderne og hvem, som sidder i vores hovedbestyrelse. Disse lovforslag er også nogle, vi som medlemmer kan være med til at stille. Dermed kan man, sammen med andre, være med til at sætte retning for KFUM-Spejderne.
Men hvad betyder det for os unge? Man kan hurtigt få den tanke, at vi ikke har lige så meget at byde ind med. Måske fordi vi unge frygter ikke at have så meget erfaring at bringe med til debatten. Det er ikke tilfældet! Vi kommer alle med erfaring indenfor spejderarbejdet. Hvad end det er som ledere hjemme i gruppen, stabsarbejde for kurser eller bare som engageret spejder til ugemøderne. Alle kan byde ind med noget på den ene eller anden vis. Vi skal huske, at vi er lige så stor en del af korpset som alle andre. Det er os unge, som skal engagere os for fremtidens spejderbevægelse, så det er lige så relevant for os at vide, hvad der sker inden for korpsets rammer som alle andre:
”Vi er en del af demokratiet i korpset og får ligesom selv lov til at være en del af de beslutninger, som bliver taget, frem for bare at høre efterfølgende, hvad der er blevet besluttet… Det betyder en del for mig, for vi ender jo alle sammen med at bruge en del tid på spejderarbejdet. Jeg synes, det betyder meget at få lov til at være med til at bestemme, hvad der skal ske med korpset.” siger Frederik Kjærgaard Haagensen (19), Ærøspejderne
Det, at vi er en del af en organisation, der giver plads til os unge, både til at deltage på Landsmødet, men også at blive sendt afsted med stemmer, gør, at vi er med til at sætte retningen. Vi er en del af korpset og dermed har vi også indflydelse. Det er vigtigt, at vi er bevidste om det. De beslutninger, der bliver taget, er lige så relevante for os unge, som de er for alle andre. Vi bruger meget tid på spejderarbejdet, som spejder, leder eller stabsmedlem. Derfor er indflydelsen og at kunne være en del af beslutningerne også vigtig. I sidste ende er beslutningerne med til at forme os som korps og dermed vores spejderarbejde.

Landsmødet som socialt samlingspunkt
Når det er sagt, så er det ikke ensbetydende med, at man skal kunne alt, når man tager afsted. Det handler om meget mere end bare stemmer og lovforslag. Det er vigtigt at nævne, at man sagtens kan tage med, selvom man ikke har stemmer med. Landsmødet er en måde at mødes med spejdere på tværs af landet. Der er tid til at ses med sin tidligere patrulje fra kurser, dem man har lavet løb med eller andre unge fra nabodistriktet, man ikke så tit får set. Over 30% af deltagerne på Landsmødet var under 25 år, så man er ikke den eneste unge.
Landsmødet er et socialt samlingspunkt med rig mulighed for kortspil, gåture eller hyggelige samtaler. Ved måltiderne sidder man på kryds og tværs, så man kommer nemt i snak med nye. Om aftenen er der musik, høj stemning og mulighed for dansegulv, med en kursusdans i ny og næ. Der er plads til at tage med og have gensyn med de spejdere, man ikke har set længe. Den plads, der er til fællesskaberne, bidrager til en god atmosfære. Dette er med til at skabe et godt miljø at være i, og plads til at være nysgerrig og stille spørgsmål.

Skal man vide alt på forhånd?
Jeg må indrømme at have været ret blank på, hvad der skulle foregå inden Landsmødet. Jeg havde absolut ingen idé om halvdelen af alt, der blev nævnt om: Lovforslag, resolutionsforslag, vedtægter og mange andre beslutningsagendaer, der ved første øjekast var uforståelige. Der er mange, som tager på Landsmødet, som føler, at man skal vide alt inden. Det skal man ikke! Selv hvis man tager alene afsted fra sin gruppe, så gør Landsmødet sit for at klæde en på, hvad end det er med stemmer eller blot som nysgerrig spejder. Som tidligere nævnt, så afholdes der workshops og debatter på Landsmødet, men op til Landsmødet er der også hjælp at hente. På Landsmødets hjemmeside kan man finde alt fra program til forslagskataloget. Det kan være en god idé at kigge på hjemmefra, men man behøver ikke gøre det alene:
”Vi havde i sidste uge, hvor dem som havde været afsted mange gange før kort forklarede, hvad det er man kommer ind til… Det var meget overordnet. Her er, hvad der kommer til at ske, og så fik vi gennemgået lovforslagene på forhånd. Så ved man, hvad der kommer.” fortæller Nikolaj Ahrensbach (19), Esbjerg V.
De fleste grupper har haft repræsentanter på Landsmødet, og ellers er der deltagere fra alle distrikter. Det kan være en god idé at tage en snak med dem, måske lave en mødeaften med tid til spørgsmål inden Landsmødet. De kan fortælle en om processerne, snakke om gruppens holdninger til lovforslag og sætte én ind i formaliteterne. Derfor behøver man altså ikke være ekspert og kunne huske alt. Man kan altid spørge sin sidemand, og hvis de også er i tvivl, så har Landsmødet sin egen ordbog. Så hvis der skulle blive nævnt noget, man ikke lige helt kan huske, kan man altid slå det op i ordbogen.
Er Landsmødet noget for os unge?
Ja det er det! Hvad end du tager afsted med stemme, har lyst til at deltage aktivt i debatter, er nysgerrig på den demokratiske proces i korpset eller bare for at se, hvad Landsmødet kan byde på. JA! Uanset hvilken tilgang, du tager, skal du nok få noget ud af det. Det er for alle i KFUM-Spejderne, og det vigtigste er at være nysgerrig. Man skal ikke holde sig tilbage af at være ny eller føle sig uerfaren. Tag nogen under armen i gruppen, fra dit tidligere kursus eller tag med selv. Der skal nok være nogen at mødes med. Om ikke andet, så får man et unikt indblik i KFUM-Spejderne som demokratisk organisation. Jeg har én ting at give med på vejen: Stil spørgsmålene og vær nysgerrig, selvom du er nervøs eller i tvivl. Landsmødet er et godt rum at være nysgerrig i.
Så hvis du går med en indre debattør, en nysgerrighed på retningen for korpset eller hvis du er en ildsjæl, som er nysgerrig på KFUM-Spejderne som organisation? Her kan jeg kun spørge: Ses vi i 2028?