Den gode historie: Landslotteri 2026!

Tak til alle jer, der har været en del af årets landslotteri!

Foto: Johny Kristensen

Så fik vi afsluttet endnu et Landslotteri, og igen i år løb det af stablen med stor opbakning fra grupper i hele landet. Salgstallet er steget fra sidste år - faktisk er der solgt hele 76.500 lodsedler fra spejdertrykken, og det betyder, at grupperne tilsammen har tjent mere end 1,5 million kroner. Dertil er der solgt mere end 2700 lotterimærker.

Landslotteriet - sådan foregår det

KFUM-Spejdernes landslotteri løber altid fra midten af januar til midten af maj. 

For at være med i landslotteriet skal man bestille lodsedler gennem spejdertrykken. De sidste års lotteri-historik har vist, at det fungerer godt med bestilling i Spejdertrykken, hvor porto og pak straks betales. Landslotteriet vil derfor fortsat skulle bestilles derfra.

Det er nemt at deltage i landslotteriet:

  • Bestilling af lodsedler sker via spejdertrykken.dk
  • Lodsedler sælges for 25 kroner - grupperne opkræves 5 kroner pr lodseddel, og de tjener dermed 20 kroner pr. lod, som de frit kan bruge til spejderaktiviteter
  • Online registrering af gevinstlodder
  • Automatisk deltagelse i den interne konkurrence om et ophold på Houens Odde til en værdi af 30.000 kr.

Årets vinder

I år blev Knuden-Brøndby gruppe vinderen af den interne konkurrence om opholdet på Houens Odde. Stort tillykke til jer - vi håber, I får en dejlig tur!

Men hovedpræmien er ikke den eneste gevinst ved Landslotteriet. Lotteriet er en god mulighed for at have nogle hyggelige dage sammen i jeres gruppe, hvor I tjener penge til jeres næste store spejdereventyr.

1/3  af grupperne hos KFUM-Spejderne deltager allerede trofast i landslotteriet, måske er der endnu flere, der vil være med næste år?

Læs også

Menu