KFUM-spejdere som forandringsagenter i Vores Vilde Natur

KFUM-Spejderne er nu en aktiv part af indsatsen Vores Vilde Natur – et landsdækkende samarbejde mellem Friluftsrådet, Naturstyrelsen og Statens Naturhistoriske Museum.

Foto: Ole Thye Gram

Indsatsen løber over 10 år og har til formål at styrke biodiversiteten og øge danskernes forståelse for naturen. KFUM-Spejderne er med til at styrke foreningsdeltagelse i Vores Vilde Natur, der er en naturlig forlængelse af spejderarbejdet med at give børn og unge erfaringer i naturen, så de lærer at forstå den, agere i den og tage ansvar for den.

Både værter og forandringsagenter

I Vores Vilde Natur-indsats stiller KFUM-Spejderne spejderhytter og udearealer til rådighed som rammer for kurser og aktiviteter for lokale foreninger og frivillige. Samtidig deltager de frivillige lokale spejdergrupper og ledere selv i forløbene, hvor de bliver klædt på af Vores Vilde Natur-kurser til at arbejde med biodiversitet og vildere natur i praksis.

Det betyder, at KFUM-spejdergrupperne både er værter og aktive deltagere – og dermed også bliver lokale forandringsagenter. Med konkrete redskaber og ny viden kan de sætte initiativer i gang, styrke naturindsatsen omkring spejderhytten og inspirere andre i lokalsamfundet til at engagere sig i naturen.

Fra kursus til lokal handling

Målet er at skabe varig forankring, hvor flere får øjnene op for naturen og får lyst til at bidrage aktivt til mere biodiversitet.
Gennem indsatsen bliver spejdere og ledere rustet til at omsætte viden til handling. Indsatserne kan tage form som lokale projekter ved spejderhytten, samarbejder med andre foreninger eller aktiviteter, der engagerer lokalsamfundet.

Allerede nu har 8–10 lokale KFUM-spejdergrupper rundt i landet tilkendegivet deres interesse for at være med og høre mere.

Fællesskaber skaber naturdannelse

Kernen i KFUM-Spejdernes bidrag er fællesskabet. Det er her, viden bliver delt, erfaringer opstår, og handling bliver mulig.

Naturdannelse er en central del af spejderarbejdet og handler om at udvikle forståelse for naturens sammenhænge, skabe relationer til den og tage ansvar for dens fremtid. Derfor er Vores Vilde Natur en spændende indsats for KFUM-Spejderne at bidrage til med fokus på at styrke genforvildning af naturen og skabe bedre vilkår for biodiversitet.

På Vores Vilde Natur kick-off event med alle samarbejdsparterne satte KFUM-Spejdernes Generalsekretær, Ditte Rudolfsen, et par ord på ambitionen:

Hvis jeg skal sige, hvad jeg håber, vi får ud af Vores Vilde Natur, så er det egentlig ret enkelt: At flere mennesker får mod på at handle. At flere foreninger oplever, at de faktisk kan gøre en forskel. Og at vi bruger de fællesskaber, vi allerede har, til at skabe reel forandring."

Vær med som Vild Forening

For KFUM-Spejderne er det allerede en naturlig del af spejderarbejdet at lære børn og unge at færdes i naturen med respekt for plante- og dyreliv og miljø. Med Vores Vilde Natur kan vi styrke den indsats og sætte endnu mere fokus på naturlæring og biodiversitet i vores lokale fællesskaber.

Sammen med Landsforeningen Praktisk Økologi uddannes forandringsagenter, som gennemfører regionale inspirationsworkshops og lokale besøg for netværkets medlemmer.

Vi håber, at flere spejdergrupper vil være med og melde sig som Vild Forening – som værter, deltagere og lokale drivkræfter, der skaber engagement, sætter initiativer i gang og inspirerer flere til at lære naturen at kende og passe på den.

Baggrunden for Vores Vilde Natur

Hvorfor er Vores Vilde Natur sat i gang?

Biodiversiteten falder globalt hurtigere end nogensinde før, samtidig med at mange mennesker i dag lever længere væk fra naturen end tidligere. Det betyder, at viden om naturen og dens sammenhænge er faldende – og det kan svække både engagementet og opbakningen til at passe på naturen.

Hvem står bagVores Vilde Natur?

Vores Vilde Natur er igangsat i et samarbejde mellem Friluftsrådet, Naturstyrelsen og Statens Naturhistoriske Museum. Indsatsen løber over 10 år og er støttet af Nordea-fonden og Aage V. Jensen Naturfond.

Hvad vil projektet ændre på?

Vores Vilde Natur skal styrke danskernes viden om biodiversitet, økosystemer og dyre- og planteliv. Målet er at skabe større forståelse for naturen og give flere lyst og mod til at engagere sig aktivt.

Hvad er formålet med indsatsen?

Projektet skal skabe engagement, viden og fælles sprog om naturen – og gøre det lettere for foreninger og frivillige at bidrage. Indsatsen arbejder med tre spor:

  • Naturoplevelser, der bringer flere ud i naturen
  • Lokale foreninger, der arbejder aktivt med biodiversitet
  • Samarbejde mellem forskere og borgere omkring vidensindsamling til kortlægning af Danmarks natur (Citizen Science)

Hvad betyder det for KFUM-Spejderne?

KFUM-Spejderne er en del af sporet “vilde foreninger”, hvor lokale grupper får mulighed for at arbejde konkret med biodiversitet og skabe mere vild natur – både på egne arealer og i lokalsamfundet.

Hvad er en forandringsagent?

En forandringsagent er en frivillig, der har lyst til at gøre en forskel for naturen og hjælpe andre i gang med at skabe mere vild natur og styrke den danske biodiversitet – både i egen gruppe og i lokalområdet.

Hvordan bliver man forandringsagent?

Man deltager i korte kursusforløb, hvor man får konkrete redskaber og viden til at arbejde med vildere natur i praksis. Kurserne bliver blandt andet afholdt i KFUM-spejderhytter rundt om i landet.

Hvad får man ud af det som spejdergruppe?

Som gruppe får I mulighed for både at være værter for kurser og selv deltage. I bliver klædt på til at sætte lokale initiativer i gang, arbejde med biodiversitet ved hytten og inspirere andre i jeres nærområde.

Hvad sker der efter kurset?

Forandringsagenter bliver en del af et netværk, hvor de kan dele erfaringer, få ny inspiration og fortsætte arbejdet med at skabe lokal forandring.

Hvordan tilmelder man sig?

Kontaktperson hos KFUM-Spejderne er bæredygtighedskonsulent Jonas Bork Bosak: jonasbb@kfumspejderne.dk.

,

Læs også

Menu