En fortælling om os selv…

KFUM-Spejderne har fundet ind til en kernefortælling, I frit kan bruge på gruppens kanaler.

En kernefortælling er et strategisk værktøj, der bruges til at formidle en organisations grundlæggende værdier på en klar og engagerende måde. Den fortælling har KFUM-Spejdernes kommunikationsteam i samarbejde med medlemmer af hovedbestyrelsen, spejdere og en ekstern konsulent dykket ned i for at finde ind til, hvad og hvordan vi gør, som vi gør – fortalt af spejderen.

Vi vil gerne kunne bruge kernefortællingen i kampagner og på organisationens kanaler for at fortælle budskabet om os selv. Det er ikke en vision eller et formål. Dem har vi i forvejen. Kernefortællingen hjælper med at sikre en konsistent kommunikation på tværs af forskellige platforme og initiativer, og den giver medlemmer, frivillige og det bredere publikum en forståelse af, hvad organisationen står for og arbejder mod.

En stærk identitet

I ledere, forældre, spejdere, grupper og distrikter kan bruge kernefortællingen til at kommunikere jeres identitet og værdier. Den giver en sammenhængende ramme, som kan hjælpe jer med at tiltrække nye medlemmer og frivillige, ved at tydeliggøre hvad I står for og tilbyder. Samtidig kan den styrke engagement og tilhørsforhold blandt nuværende medlemmer ved at fremme en følelse af fællesskab og formål. Kernefortællingen kan nemlig bruges i jeres formidling af aktiviteter på sociale medier, i fundraising-kampagner og i lokal kommunikation, og skaber en sammenhæng med organisationens overordnede mål og visioner.

Kernefortællingen består af tre sætninger:

Vi går på opdagelse i naturen og finder mod til at snuble. Vi passer nemlig på hinanden, os selv og alt det omkring os. Vi kan ikke alt – men sammen kan vi meget mere, end vi troede.”

Tilføj jeres egen fortælling

Sætningerne kan bruges sammen eller hver for sig, og I kan bygge videre på den, så den passer ind i det, I gør ved at tilføje en mere ‘personlig’ sætning – enten som individ eller gruppe.

Fx: ‘Vi går på opdagelse i naturen og finder mod til at snuble. Vi passer nemlig på hinanden, os selv og alt det omkring os. Vi kan ikke alt – men sammen kan vi meget mere, end vi troede. …Vi har fx båret hinanden 30 km.’

Eller: ‘… Spejderarbejdet tager os endda helt op til himlen, helt op til Gud.’

Eller: ‘… Jeg har aldrig før prøvet at tale foran en stor gruppe, men det har jeg nu – og jeg klarede det.’

Eller: ‘…Jeg sov udenfor for første gang sammen med mine spejdervenner.’

Eller hvad man nu kan finde på 😊

Er du nysgerrig?

For spørgsmål er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Marie Oland Tanggaard på marie@kfumspejderne.dk

Læs også

Menu