Sådan siger Rikke Breede Brix, der er formand for gruppebestyrelsen i Ravsted gruppe, efter de har vundet Landdistriktsprisen i Aabenraa Kommune . Landdistriktsprisen hylder initiativer, projekter eller personer, som bidrager positivt til udviklingen af landdistrikterne i Danmark.
I Ravsted – der er en lille landsby i Sønderjylland – har en flok meget engagerede ledere, der brænder for udelivet og for at give børn gode oplevelser, i løbet af de seneste tre år ydet en enestående indsats for at skabe nyt spejderliv og for at bygge bro mellem danske og tyske indbyggere i lokalsamfundet.
Bestyrelsesformand Rikke Breede Brix fortæller:
Vi har jo vundet prisen i Aabenraa Kommune, fordi vi gør en masse godt for lokalsamfundet. I begrundelsen blev det fremhævet, at spejderne har gjort en stor forskel, fordi spejdergruppen samler både danske og tyske børn og forældre i fællesskab”.
Forældrene er generelt aktive på den ene eller anden måde i lokalsamfundet, og i forhold til at få dem involveret i spejderarbejdet, fortæller bestyrelsesformanden, at de er blevet meget bedre til at spørge forældrene direkte om det, de helt konkret har brug for.
Spejdergruppen er vokset fra at være ingen medlemmer til at være knap 60, og der er masser af aktivitet i gruppen. Når man spørger bestyrelsesformanden om de vigtigste grunde til, at de er blevet så mange spejdere på relativ kort tid, er svaret:
Vi er synlige, meget nytænkende, bruger ikke så meget ’plejer’, og så bidrager alle på hver sin måde til fællesskabet. Og så tror jeg, at det smitter af på børnene, at lederne brænder for spejderarbejdet og virkelig godt kan lide at være spejdere”, slutter Rikke Breede Brix.