Kom med på idéværksted om mere vild natur

Sammen med Naturstyrelsen inviterer KFUM-Spejderne og DDS alle spejdere til en dag med udvikling af aktiviteter i naturen.

Svampe i skov
Foto: Ole Thye Gram

Spejderne elsker naturen. Vi bruger naturen som udgangspunkt for alle vores sjove, spændende og udfordrende møder og lejre – vi elsker at fare vild og finde vej i naturen. Vi udvikler derfor nu et særligt forløb, som alle spejderkorps kan bruge til at lære om og opleve den vilde natur på nye og spændende måder. Udviklingen er et samarbejde mellem Naturstyrelsen og de to spejderkorps, KFUM-Spejderne og Det Danske Spejderkorps.

Mere vildskab i vores fælles natur

Naturstyrelsen er i fuld gang med at skabe mere vild natur på statens naturområder. Vi skal både have flere skove, hvor træerne ikke længere fældes til produktion, og vi skal have naturnationalparker – store sammenhængende områder, hvor naturen kan udvikle sig frit. Det betyder, at vi som spejdere får adgang til nye områder med vildere natur, som kan give os endnu flere muligheder for eventyr, leg og læring.

Kom med ud…

Forestil dig at gå på opdagelse i dybe skove, hvor du kan opleve naturen, som den virkelig er – uden menneskets indblanding. Tænk på de mange fantastiske aktiviteter, vi kan lave i de områder: lære om nye dyrearter, udforske ukendte stier, overnatte i skovbunden og se naturen udvikle sig. Når vi får mere vild natur i Danmark, kan vi som spejdere skabe endnu flere spændende og udfordrende spejderoplevelser.

En enestående chance for at forme den næste generation af spejdere

Vil du være med til at lave sjove og lærerige aktiviteter for børn om vild natur og store græssende dyr? Vi søger lige nu frivillige, der kan hjælpe med at udvikle disse aktiviteter, som vil inspirere næste generation af naturelskere og eventyrere. Så kom med!

Hvad?

Værksted: Udvikling af aktiviteter i vild natur og om det at færdes i naturområder med græssende dyr

Hvornår?

Mandag den 26. august kl. 17-21

Hvem?

Dig og spejdere fra andre grupper rundt om i landet! Aftenens værter er spejderne og Naturstyrelsen. Først fortæller Naturstyrelsen om opgaverne med at skabe mere vild natur, mens vi går en tur på Randbøl Hede. Derefter styrer spejderne det kreative arbejde med at udvikle idéer.

Hvor?

Naturrum Kirstinelyst, Frederikshåbvej 71, 7183 Randbøl

Hvordan?

Naturoplevelse på Randbøl Hede, idéværksteder med andre, snak over snacks og hygge

Hvem skal vide, at jeg kommer?

Tilmelding sker til Sara Maria Sörensson Gade i Naturstyrelsens hovedkontor. Hun fanges på samsg@nst.dk, og du må også meget gerne ringe på telefon 29 39 93 84.

Læs også

Menu