Den gode historie: Bispebjergspejderne holdt lysfestival i Grundtvigs Kirke

Bispebjergspejderne arrangerede en betagende lysfestival, hvor lokalområdet kunne se smukke papirlamper lavet af spejderne i alle aldre. Læs gruppens gode historie her.

Bispebjergspejderne fra København har gennem de sidste år arbejdet med at udvikle en lysfestival. Ideen stammer fra Rumænien og er bragt til Danmark af gruppens rumænske leder, Rares.

Ideen er, at børnene folder papirlamper, kaldet Gulgutze, via en enkel opskrift. Dem laver vi flere tusinde af som forberedelse til selve festivalen. Ved den første festival fik man fx et mærke for at folde 333 Gulgutzer.

Oprindelig idé blev udskudt

Konceptet med festivalen skulle prøves af første gang under corona i 2020. Faktisk måtte den oprindelige opførsel, vi lavede, blive aflyst, fordi Mette Frederiksen lukkede landet ned få dage, før den første festival skulle holdes. Men i den efterfølgende tid med testkøer og “menneske-bobler” lykkedes det alligevel at få projektet gennemført som en udendørs lysfestival ved vores spejderhytte Bjørneborg i Københavns Nordvestkvarter.

Så lykkedes det endelig

Efter at have prøvet det et par gange tog vi i sommeren 2023 hul på at planlægge og udleve den oprindelige vision: ­At skabe en smuk og indtagende oplevelse på et offentligt sted, hvor det ville være en attraktion for lokalsamfundet. Vi henvendte os til Grundtvigs Kirke, en af landets største kirker og en arkitektonisk attraktion, som samtidig er det mest kendte og oplagte samlingspunkt i vores lokalområde i Bispebjerg i København. De var med på et samarbejde, og ved Kulturnatten i oktober 2023 og igen i februar 2024 ved vores eget arrangement fik vi henlagt den store kirkesal i mørke og oplyst den med lysdekorationer lavet af spejdere og frivillige hjælpere. Det blev til to fantastiske aftener, hvor dørene var åbne for alle.

Man mærkede en særlig stemning de to aftener, ikke mindst fra de besøgendes store oprigtige begejstring for det arrangement, som ledere og børn havde skabt. Mange troede, at det var en kunstner, der havde planlagt det. Stor tak til alle involverede, ikke mindst spejderne for deres store kreativitet, Grundtvigs Kirke for at åbne deres døre for os og de ansvarlige ledere for gå på mod og vision.

Har du en god historie?

Hvis I har afholdt en fed temaweekend, det gode spejdermøde eller noget helt tredje, så kan din historie blive den næste gode historie! Skriv en mail til kommunikation@kfumspejderne.dk.

Læs også

Menu