KFUM-Spejderne har en partnerskabesaftale med Folkekirkens Nødhjælp, der blandt andet indebærer, at KFUM-Spejderne bakker op om den årlige sogneindsamling. I år falder indsamlingen søndag den 10. marts 2024.
Materialer til møde om nødhjælp
Hvis I som gruppe har har lyst til at deltage i indsamlingen, er der mulighed for at lave en spejdermøde med udgangspunkt i Folkekirkens Nødhjælps arbejde og de områder pengene går til.
Det kommende nummer af børnebladet Grazat (til bævere og ulve), som udkommer fra 5. februar 2024, handler om at være barn i Malawi. KFUM-Spejderne har været i Malawi og se, hvordan de penge, som hvert år samles ind til Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling hjælper, blandt andet i Malawi. Derudover er der aktiviteter på vej til aktivitetsdatabasen for de lidt større spejdere, som også tager udgangspunkt i nødhjælpsarbejde, ligesom der vil være hjælp at hente til at “øve”, hvordan man deltager i en indsamling.
Bladet og aktiviteterne kan bruges til et møde som optakt til deltagelse i sogneindsamlingen. Folkekirkens Nødhjælp har lavet et flot mærke, som spejderne får, når de har deltaget i den landsdækkende sogneindsamling 10. marts 2024.
Læs mere om, hvordan I kan deltage på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside.