Mindeord Lisbet Lentz

Lars Kjeld Jensen har skrevet disse mindeord om Lisbet Lentz, der med sit engagement satte sine spor i andre mennesker.

Lørdag den 30. september 2023 vågnede vi til meddelelsen: ‘Lisbet Lentz døde i nat omgivet af hendes kære.’ En trist, men ventet meddelelse. Tabet af Lisbet er stort for hendes familie, og vi er rigtig mange, som føler med dem. Lisbet har sat sine spor både i hendes arbejdsliv, i spejderarbejdet og i det sociale arbejde. Mange mennesker er dybt taknemmelige for hendes indsats. Det eneste, vi ønsker, er, at vi kunne have fået endnu mere af Lisbet.

Nærværende i mødet med andre

I spejderarbejdet kender vi Lisbet som en engageret og opmærksom kvinde, der altid var nærværende i mødet med andre. For Lisbet handlede det om at spille alle gode, og alle følte sig set, når de var sammen med Lisbet. Lisbet lagde et stort engagement i frivilligt arbejde for børn og unge, samtidig med at hun arbejdede professionelt. Hun begyndte sin karriere som skolelærer på Højelse Skole og arbejdede med børn og unge gennem alle årerne, indtil hun for to år siden gik på pension som velfærdsdirektør i Ishøj Kommune.

For Lisbet var det vigtigt at få sat rammer og retning for det arbejde, hun involverede sig i – ikke mindst udviklingen af spejderarbejdet. Der er næsten ikke den rolle hos KFUM-Spejderne, som Lisbet ikke har prøvet kræfter med. Lisbet var med ved oprettelsen af Ejby gruppe, og hun var en aktiv del af gruppen og gruppeleder helt frem til sin død. Fællesskabet i gruppen var vigtigt for Lisbet, ikke mindst i klanen Urbjørnene. I den sidste tid stod Urbjørnene klar til at hjælpe Lisbet og hendes familie. 

Tunesiske spejdere havde en særlig plads

Fra 2006 til 2012 var Lisbet næstformand for KFUM-Spejdernes Hovedbestyrelse. Lisbet gik til arbejdet med stort engagement, hun var klar med sine holdninger og altid opmærksom på andres. Det var i den periode, at KFUM-Spejderne købte den tidligere Sjælør kirke og indrettede den til Spejdercenter CPH med administrationen. Der blev taget initiativ til afholdelse af fælleslejr for alle i spejdere i Danmark – Spejdernes Lejr, som blev afholdt for tredje gang i 2022. Korpset begyndte også sit samarbejde med spejderne i Tunesien, som kom til at fylde rigtig meget for Lisbet. Der har været mange dygtige og engagerede spejdere med i projektet både fra Danmark og Tunesien. For Lisbet var det også her vigtigt at få sat rammer og retning samt at støtte de mange frivillige i det store arbejde. Samarbejdet med spejderne i Tunesien medførte i årenes løb over 30 rejser til landet og mange timers arbejde. Projektet kørte i en tid med store omvæltninger i landet, som skabte udfordringer for projektet, men som også åbnede nye muligheder for samarbejdet. Muligheder som Lisbet var med til at gribe og udfolde.

Et andet land, der lå Lisbet nært, var Namibia. Lisbet blev grebet af landet, da korpset samarbejdede med spejderne i Namibia i slutningen af 1990’erne. Lisbet opretholdt kontakten til spejderne i Namibia i de efterfølgende år, og hun drømte om skabe et nyt projekt i landet. At hovedbestyrelsen her i 2023 satte gang i et nyt samarbejdsprojekt med spejderne i Namibia skyldes ikke mindst Lisbets engagement. Hun skulle selv have været med på uddannelsesrejse i landet i september, men måtte acceptere, at andre tog af sted.

Forståelse for socialt udsatte

For et par år siden blev Lisbet formand for bestyrelsen for Forsorgshjemmet Toften i Slagelse, som er drevet af KFUM’s Sociale Arbejde. Her opdagede Lisbet en ny målgruppe og en ny indsats, der kaldte på hendes kompetencer. Udover indsatsen i bestyrelsen på Toften bidrog Lisbet også i udviklingen af bestyrelsesuddannelsen hos KFUM’s Sociale Arbejde. Endnu en opgave hvor hun kunne sætte rammer og retning. For Lisbet handlede det om at skabe forståelse for socialt udsatte. Hun mente, at manglende forståelse stod i vejen for, at vi kan give udsatte mennesker en ny chance.

Lisbets engagement har sat sine spor i andre mennesker, hun har forsøgt at skabe en bedre verden. Vi kan næsten tage os selv i at tænke, at det er godt, at vi er flere om at løfte arven efter hende. Hendes engagement peger fremad.

Ære være Lisbets minde.

Læs også

Menu