
December betyder julehygge og lange mørke vinteraftener, hvor man eventuelt kan bruge tiden hygge sig med gruppens årsregnskab og medlemsbekræftelse. I år er ingen undtagelse: Mandag den 11. december åbner medlemsbekræftelsen i medlemsservice.
Medlemsbekræftelsen bruges af korpset som grundlag for den samlede medlemsopgørelse og som ansøgningsgrundlag for udlodningsmidler. Inden midlerne kan ansøges, skal hver enkelt gruppe bekræfte antallet af medlemmer, og det er vigtigt, at alle grupper bekræfter medlemmerne korrekt. Tilskudsreglerne er nemlig opbygget således, at midlerne uddeles på baggrund af antal medlemmer under 30 år. Som eksempel fik KFUM-Spejderne i 2021 650.000 kr. ekstra udbetalt på baggrund af de sidste 400 bekræftede medlemmer under 30. Det gjorde en stor forskel!
Gruppen skal derfor:
- Bekræfte at der er afholdt generalforsamling. Det gør I ved at angive, hvilken dato I holdt generalforsamlingen. Der er mulighed for at uploade referatet, så det er gemt et sikkert sted.
- Bekræfte at I har udarbejdet og løbende opdaterer samværsregler. Disse kan også uploades.
- Bekræfte gruppens medlemmer: Aktive, pr. 31/12/2023 og Udmeldte, som har været medlem i 3 måneder i 2023.
- Bekræfte at medlemmerne har betalt kontingent: Hvert medlem, der tælles med, skal have indbetalt minimum 75 kr i det kalenderår de tælles med.
- Kunne dokumentere at der foregår regelmæssige aktiviteter for medlemmerne, gennem fx programmer, fremmødelister, medlemsblad, invitationer mm.
Hvert år opdaterer vi vejledningen, så den svarer til krav og deadlines.
Arbejdsprocessen:
Indtil nytår handler det om at sikre at alle medlemmer, som endnu ikke har fået betalt, får det gjort senest 31. december. Samtidig skal I sikre at alle jeres medlemmer er korrekt registreret. Efter 1. januar skal medlemsbekræftelsen gennemgås, og I skal sikre, at I har dokumentation for kontingentindbetalinger for alle de medlemmer, I bekræfter. Hvis I bruger medlemsservice til kontingentopkrævning, har systemet allerede styr på dokumentationen. Hvis der mangler medlemmer på bekræftelsesoversigten i medlemsservice, eller I har brug for anden hjælp, så kontakt korpskontoret.
Læs mere:
Vejledning til årets medlemsbekræftelse finder du her.
Vigtige datoer
- Medlemsbekræftelsen åbner: 11. december
- Sidste dato for kontingentindbetalinger: 31. december 2023
- Deadline for aflevering af medlemsbekræftelse: 22. januar 2024