Jeg hedder Jeppe Madsen, er 21 år og spejderleder i Ikast gruppe. Normalt handler ”Den gode historie” om spejder. I denne uge er det ikke en historie fra det danske spejderland, men en historie om en lille nødhjælpsorganisation, KOLO Nordic, som indsamler og fragter nødhjælp til Ukraine. Selvom det ikke er en traditionel spejderhistorie, håber jeg, at du kan se, hvordan vi bruger mange af spejdernes principper for at gøre en forskel og forhåbentlig gøre verden til et bedre sted!
Være med til at gøre en forskel
Som mange andre har jeg fulgt tæt med i krigen i Ukraine og har tænkt meget på, hvordan jeg kan bidrage og være med til at gøre en forskel. Så en dag, da jeg så, en af mine gode venner var med i en lille nødhjælpsorganisation, var jeg hurtig til at få fat i ham. Kort efter sad jeg i en varevogn med NGO’en KOLO Nordic på vej over den ukrainske grænse.
Nu et halvt år senere er jeg et af cirka 10 aktive medlemmer i KOLO Nordic og er med til at koordinere indsamle, indkøbe og transportere nødhjælp. Vi er en organisation, som drives af frivillige kræfter og en af de fantastiske ting ved at være med i en så lille organisation er, at der er meget kort fra ord til handling. Da ingen af os har prøvet noget lignende før, arbejder vi meget efter learning by doing. Det har krævet mange ture, før vi fik styr på at pakke bilen ordentligt, komme hurtigt over grænsen, og finde ud af, hvordan vores nødhjælpsorganisation kan være med til at gøre livet bare en smule nemmere for de mange Ukrainere, som er fanget i en hverdag, som er svær at forstå. Nu har vi et fantastisk netværk i Ukraine og siden krigen startede, har vi været i Ukraine 30 gange og sendt over 65 tons nødhjælp afsted.
Jeg synes, det er fantastisk at være med i KOLO Nordic, fordi det er en ekstrem direkte form for nødhjælp vi kan give. Sidste torsdag fyldte min bror og jeg fx to biler med nødhjælp, heriblandt stearinlys, hospitalsgrej, lagner og legetøj. Bilerne var fra organisationen ”Biler til Ukraine” og blev kørt afsted næste dag. På den måde hjælper vi små organisationer hinanden.
Skæve donationer
Den nødhjælp, vi transporterer til Ukraine, er især målrettet hospitaler, børnehjem og flygtningelejre, men vi har også haft gode oplevelser med at tage imod nogle lidt skæve donationer. Vi har bl.a. fået doneret 1200 misfarvede hjemmesko, 800 kg chokolade og 12 ton granola, som var gået på dato. Så adskillige plejehjemsbeboere har fået granola på tallerkenen. For nyligt fik vi tilbudt 20,7 millioner loom-elastikker, som bruges til at lave armbånd. I starten var vi lidt skeptiske og sendte 3 millioner afsted, men de blev revet væk, da de er et kæmpe hit på børnehjem og flygtningelejre, simpelthen fordi det er nemt og ikke kræver strøm eller andre remedier. Derudover er det en god aktivitet, som hjælper med at lede tankerne væk fra alt det onde, når luftalarmen går.
Ture til Ukraine
Selv har jeg været i Ukraine to gange under krigen. Første gang i december 2022, hvor vi kørte hospitalsgrej, chokolade og julegaver til Lviv og uddelte det på børnehjem, flygtningelejre og børnehospitaler. Lviv er en interessant by, for den ligger så vestligt, at du hurtigt kan glemme, at der er krig. På det ene børnehjem havde børnene lavet ønskelister på ukrainsk. De var blevet oversat til engelsk og så havde forskellige danskere meldt sig til at købe julegaver til et specifikt barn. Vi besøgte også Lviv togstation, som på daværende tidspunkt var knudepunkt for evakueringstog fra fronten.
Min anden tur til Ukraine var i marts 2023, hvor jeg selv kørte en bil de 1500 km til Lviv. Derefter fortsatte vi til Kyiv og en lille by ved navn Kolochivka, som ligger nordøst for Kyiv. Kolochivka var besat af russerne i krigens første måneder, og da vi besøgte byen, godt et år senere, var der utallige skudhuller, kratre og andre spor fra krig. I Kolochivka afleverede vi kasser med fødevarer og kasser med tøj og legetøj på den lokale skole, hvis beskyttelsesrum havde været hjem for 200 af byens borgere under besættelsen. Undervejs hjem kom vi igennem Butja og et par andre forstæder til Kyiv, hvor der var mange bombede huse, skudhuller og tanks i vejkanten.
At leve i krig
Til Kristi Himmelfart tager jeg afsted igen. Denne gang tager vi helt til Odessa, som ligger ved Sortehavet. Her skal vi bl.a. besøge en skole, som vi måske skal være med til at genopbygge. Jeg ved ikke, hvad turen ellers kommer til at bringe, men uanset hvor vi kommer, bliver vi mødt af taknemmelige og glade Ukrainere, som tror på sejr, frihed og en fremtid uden krig. Jeg vil aldrig blive i stand til at forstå, hvordan det er at leve i krig, miste sit hjem eller sin far, men for hver tur jeg tager, får jeg et lille indblik i, hvad det er for en verden, Ukrainerne lever I og for hver gang, får jeg endnu mere lyst til at hjælpe og være med til at gøre en lille forskel og rykke verden bare en lille smule i den rigtige retning!
