Sommerlejr med international besøg

På SL2022 boede Otterup gruppe sammen med en amerikansk venskabsgruppe. Læs mere her om hvordan deres uge gik

Foto: Iben Holm Pedersen

For spejdere er sommerlejren naturligvis et af årets helt store højdepunkter, og i år var der med Spejdernes Lejr lagt op til en af de helt store oplevelser, da årets sommerlejr var den kæmpestore Spejdernes Lejr med hele 32.000 spejdere fra alle spejderkorps i Danmark samt spejdere fra 37 forskellige nationer verden over. Hos KFUM-spejderne i Otterup havde vi været så heldige at få besøg af en amerikansk venskabsgruppe, Troop 712, fra Denver i Colorado, som i alt var 11 spejdere og 2 ledere afsted. Aldersmæssigt var deres spejdere fra 14-17 år, så det passede perfekt med vores seniortrop.

I uge 30 drog 20 friske junior- og seniorspejdere afsted mod det smukke naturområde Hedeland mellem Roskilde, Greve og Høje Taastrup spændte på, hvad den kommende uge ville byde på og ikke mindst spændte på, hvem mon de der amerikanere nu var… ville de være sjove eller kedelige, og ville vi overhovedet have noget til fælles og kunne finde ud af at tilbringe en uge sammen?
Heldigvis var der slet ikke noget at være nervøs for!

Hvordan får man som gruppe en god international oplevelse?

Foto: Iben Holm Pedersen


Alfa og omega for at få en god international oplevelse med en venskabsgruppe er god forberedelse og en klar forventningsafstemning. Forud for lejren havde vi en god dialog med de amerikanske ledere, hvor vi blev enige om, at vi gerne ville dele lejrplads, være fælles om madlavning osv. De skulle på 2 ugers rundrejse i Europa inden lejren, så vi aftalte, at de kunne låne telte og grej af os. Det var vigtigt for os at forberede spejderne så godt som muligt, så derfor lavede både vores og deres spejdere små præsentationer med billeder af sig selv, som vi sendte til hinanden inden lejren. Her fortalte spejderne lidt om sig selv: deres alder, antal spejderår, hvad de laver i fritiden, hvilken klasse de går i osv. Præsentationerne blev ventet og læst med spænding og gav et rigtigt godt indtryk af, hvem det var, vi skulle møde og bo sammen med på lejren. Og de små personlige tekster fyldt med humor var et rigtigt godt udgangspunkt for at få snakken i gang, da vi mødtes på lejren.

Den dansk-amerikanske lejr

Foto: Iben Holm Pedersen


Vi ankom til lejren lørdag middag og gik i gang med at bygge lejren op og sætte telte op til alle, da Troop 712 først ankom lørdag aften. Men selvom de havde været længe undervejs og ankom i regnvejr, gik de straks i gang med at bygge spisebord sammen med vores spejdere, som om de havde kendt hinanden i lang tid.

På lejren lavede vi både mad og aktiviteter sammen, så der opstod hurtigt nye gode venskaber på tværs af grupperne. Vi byggede bl.a. i fællesskab en stor og flot indgangsportal, som vi prydede med det amerikanske flag og flaget fra staten Colorado samt træskilte med vores gruppenavnene, som vi havde fået lavet hjemmefra. Og lige netop indgangsportalen blev et kæmpe stort samlingssted for mange andre spejdere på lejren, som gerne ville bytte mærker, tørklæder osv. med vores amerikanske gæster. I løbet af lejren var vores seniorspejdere og Troop 712 bl.a. på rundtur i lejren, en tur i Roskilde og på skattejagt i Roskilde Domkirke, havde fælles lejrbål og deltog på Total Portal dag med blandende hold. Men der blev også tid til en badetur ved Greve Strand sammen med de amerikanske spejdere, for hvem synet af havet var en stor oplevelse, når man er vant til at bo ved Rocky Mountains inde midt i USA! En dag havde de amerikanske ledere også lavet et sjovt fotoløb, hvor spejderne i blandede patruljer skulle rundt på lejren for at løse forskellige opgaver, som skulle dokumenteres med billeder eller video.

Foto: Iben Holm Pedersen

På borgmesterdagen var vi så heldige, at vores borgmester i Nordfyns Kommune havde medbragt lækker fynsk brunsviger til hele kvarteret, så amerikanerne fik mulighed for at smage en ægte fynsk specialitet. Og det var virkelig et stort hit!

Et helt særligt venskab

Foto: Iben Holm Pedersen


Alt i alt kan vi se tilbage på en helt fantastisk lejr, som takket være vores venskab med Troop 712 har givet spejderne nogle helt unikke oplevelser og et godt indblik i både forskelle og ligheder mellem dansk og amerikansk spejderarbejde. Takket være grundige forberedelser og en super god flok unge mennesker, både danske og amerikanske, som bare tog imod hinanden med åbne sind og åbne arme og gerne ville den internationale oplevelse 100 %, opstod der et helt særligt venskab imellem vores grupper. Derfor blev vi også hurtigt enige om, at vi selvfølgelig skal besøge dem i Denver næste sommer. Så selvom vi efter en uges helt fantastisk lejr måtte tage afsked igen, blev der blandt de unge udvekslet Snapchat og oprettet grupper, så de stadig kan holde kontakten. Og nu arbejder vores seniorspejdere benhårdt på at skaffe penge til deres spændende rejse til USA, så de kan komme afsted og mødes med deres nye venner igen, opleve den store verden i spejdersammenhæng og få et indblik i det amerikanske spejderarbejde. I ventetiden frem mod næste sommer holder spejderne også kontakt ved bl.a. at sende må opgaver til hinanden. Vores seniorspejdere har netop lavet en quiz med sjove fun facts om sig selv, som de amerikanske spejdere skal gætte, og senere følger små videoer med sjove ”udfordringer”.

Har I også lyst til en fed international spejderoplevelse?


Så ligger der masser af spændende muligheder og venter på jer! I kan rejse ud med Spejderrejser,
tage på sommerlejr på et internationalt spejdercenter som fx Kandersteg i Schweiz eller deltage i
en udenlandsk lejr/jamboree et sted i verden. Men I kan også allerede nu begynde at overveje, om det ikke var noget for jer at blive værtsgruppe for en udenlandsk gruppe i forbindelse med Spejdernes Lejr i 2026? Selvom det kræver lidt arbejde, er det en forholdsvis nem måde at give sine spejdere en international oplevelse på, som giver uforglemmelige minder for livet. Hos KFUM-Spejderne i Otterup har vi tidligere været værtsgruppe for færøske og østrigske spejdere, som vi også sidenhen har besøgt i deres respektive lande. Og vi skal helt sikkert også være værtsgruppe i 2026.

, ,

Læs også

Menu