KFUM-spejderne er ikke katolikker, men alligevel fejrer vi Sankt Georgs dag, fordi hans levevis tjener til eksempel. Ligesom Sankt Georg skal vi som spejdere hjælpe vores medmennesker uden at tage os betalt for det. Sankt Georg var modig og kæmpede mod det onde. Vi spejdere skal til enhver tid stå imod ondskaben, om den kommer i form af drager eller andet ondskab, og hjælpe alle der trænger til det uden at forvente løn.
I bogen ‘Scouting for Boys’ fra 1908 skriver Baden-Powell i kap. 7, at en spejder er ridderlig. Han forklarer det med fortællingen om Kong Arthur, der vandt sig kongetitlen og samlede tolv ridder – bedre kendt som ‘Ridderne om det runde bord’. Ridderne var gode kristne, der valgte Sankt Georg som deres helgen.
Georg var en kristen ridder i ca. år 300. Han efterfulgte Jesu eksempel og levede beskedent, altid beredt til at hjælpe kvinder, børn og andre der trængte til hjælp fra en ædel ridder. Efter at have slået en drage ihjel, takkede han nej til at blive konge og blive belønnet med både guld og sølv. Som ridder tjente han under den østromerske kejser Diokletian, som ikke var kristen, og en dag besluttede Georg at aflægge sine ridderdragt, give alle sin penge til de fattige og begynde at tale imod kejseren og hans afguder. Kejseren blev vred, og efter at have udsat Georg for alverdens hårrejsende tortur, led Georg martyrdøden den 23. april ca. år 300. Af paven blev han ophøjet til helgen, og i 1260 nedskrev munken Jacobus de Voragines legenderne ‘Legenda Aurea’ om Sankt Georg.
Se med i videoen ovenfor, når Harald Blåtands trop fejrer Sankt Georgs dag og fortæller gode historier.
Spejderløftet:
”Jeg lover at gøre mit bedste for at lytte til Guds ord, holde spejderloven og hver dag gøre noget for at glæde andre.”