Foto: Lasse Mørch

Uddannelse for alle niveauer

Hvad enten der står 5 eller 50 år på årsstjernen, er den livslange læringsrejse aldrig helt færdig. Hos KFUM-spejderne har vi en bred vifte af uddannelsestilbud, der strækker sig mellem alt fra grenspecifikt spejderarbejde i gruppen til projektorienterede forløb om personlig udvikling


ULK:

På UngdomsLederKursus oplever du, hvor inspirerende spejderarbejdet kan være. Niveauet er højt og tempoet er hæsblæsende, når du bliver sat ind i topprofessionelle teknikker til dit spejderliv. ULK er primært et teoretisk kursus, men du får også mulighed for at prøve teknikkerne i praksis.

Aldersgruppe: 17 - 21 år


Diamant Extrem:

Som en "overbygning" til Diamant tillader Diamant Extrem sig at være endnu mere udfordrende og sætte højere krav til deltagernes evne til at udfordre egne grænser. Kombineret med tid til refleksion og samtale giver kurset dig et stærkt udgangspunkt for selv den mest pressede situation.


Roland for voksne:

De fleste spejdere tager på Roland-kurser i de tidlige teenageår, men det er aldrig for sent at opleve patruljeånden i praksis og den helt særlige "Roland-ånd". Roland for voksne tager udgangspunkt i mål- og rammebeskrivelsen for de ordinære Rolandkurser, men indholdet tilpasses spejdere med noget mere livserfaring. Spejdermetoden er dog stærkt repræsenteret på kurserne, og man skal som deltager være forberedt på at lege for livet og opleve livet i naturen.


Gilwell:

Gilwell er et uddannelsesforløb for erfarne ledere, som har lyst til at sætte fokus på personlig udvikling og det at være leder i sit eget liv. Med udgangspunkt i ny viden, refleksion og øget selvforståelse danner Gilwell rammerne for, at du kan skabe positive forandringer i både dit liv og dit spejderliv. Det er en forudsætning for forløbet, at du som deltager har lyst og er i stand til at flytte dig selv som spejder og som menneske.


TreperleGilwell:

TreperleGilwell er en fortsættelse af Gilwell-kurset, som sætter fokus på den ledelse, der udvikler hverdagens spejderarbejde. Igennem tre weekender dykker vi ned i, hvad god ledelse kræver. Ud fra fælles oplevelser forbinder vi ny ledelsesforskning med de udfordringer, man som deltager kan stå over for og trækker tråde ind i både spejderarbejdet, det private og det offentlige erhvervsliv. Undervejs vil du arbejde med ledelse i praksis gennem dit eget TreperleGilwell-projekt.


Linien Ud:

På dette weekendkursus har du muligheden for selv at sammensætte dit program ud fra en bred vifte af forskellige kursustilbud. Her findes bl.a. kurser målrettet spejderarbejdet i en specifik gren, og mere tema-baserede kurser som fx førstehjælp eller lejrbålsguitar.