Uddannelse er udfordringer for livet
– til hoved, krop og sjæl

Foto: Lasse Mørch

Hos KFUM-Spejderne uddanner vi vores egne ledere. Ligesom på arbejdsmarkedet er kompetenceudvikling i fokus, og vi lægger stor vægt på at dygtiggøre og inspirere vores ledere til spejderarbejdet. Korpsets kurser henvender sig til spejdere fra 13 år, og hos os kan man blive ved med at uddanne sig så længe, man har lyst!

Kurserne er ikke kun tænkt som en træningsplads – der er også fokus på at skabe venskaber og udvikle mennesker personligt.

Fremtidens ledere starter her

Selvom en stor del af uddannelsen hos KFUM-Spejderne sker hjemme i spejdergrupperne, kan man stadigt finde stor værdi i mere koncentrerede kursusforløb, der for alvor sætter fokus på personlig udvikling og fede oplevelser.

Vores ungekurser spænder bredt, og alle kan være med. Det kræver blot, at man har lysten til at prøve nye ting og sætte sig selv i spil.

Foto: Lasse Mørch
Foto: William B. Rønnebek

Udannelse inspirerer

Vi leverer spejderarbejde i topkvalitet, og ligesom kompetenceudvikling er i fokus på arbejdsmarkedet, er det vigtigt, at du som leder uddanner dig og bliver inspireret til spejderarbejdet. Det er vores mål at have en tidssvarende uddannelse med fokus på netop det, du har behov for – og at du bliver klar over, hvordan du kan bruge det du lærer hos os i dit liv uden for spejder.

Patruljer

På KFUM-Spejdernes uddannelser bliver deltagerne allerede fra første dag opdelt i patruljer med spejdere fra hele landet, som man måske ikke kender i forvejen. På de fleste kurser skiftes patruljemedlemmerne til at være patruljeleder, så alle prøver det. Når kurset er ovre, er patruljens seks-syv spejdere en enhed, der har haft helt specielle oplevelser og ceremonier sammen, som kun de kender ­­­­­– det giver sammenhold.

Learning by doing

Uddannelserne er spækket med spændende indhold, som retter sig direkte til spejderne i de enkelte målgrupper. Spejderarbejdet bygger på en undervisningstilgang, som handler om at eksperimentere med stoffet, derfor vil underviserne sørge for, at du kommer til at afprøve alle de ting, du bliver undervist i.

Kurser for unge

Roland 1

På Roland 1 kommer du med i en patrulje af spejdere fra hele landet.

Der er nogle, der siger, at spejderånden findes i sin reneste form på et Roland 1 kursus. Du sover i telt, laver mad over bål og tager på løb sammen med din patrulje. Inden længe kan du binde tyve-knob med lukkede øjne og lede din patrulje igennem alt slags terræn. Efter en uges træning er I en lille elite-enhed af spejdere med styr på lejrliv og et fantastisk sammenhold. Du vil opdage, at der er mange spejdere som dig i hele landet.

Det er nemt at finde nye venner på et spejderkursus, for alle er en del af noget større. Den stab, som laver kurset, har selv været på Roland engang.  Nu afholder de kurset, samtidig med, at de giver deres færdigheder videre. 

Kurset er for spejdere mellem 13 og 15 år. Det afholdes flere steder i landet, og ligger som regel i sommerferien eller i påsken.

Efter kurset kan du…

  • Vise dine kammerater hjemme i gruppen en masse færdigheder.
  • Arbejde bedre sammen med andre og indgå i en patrulje i forskellige roller. 
  • Bygge en lækker lejrplads og bo i den.

“Sporten i spejderarbejdet er at finde det gode i hver eneste spejder og udvikle det.”

Lord Baden-Powell, spejderbevægelsens grundlægger.

Om Roland 1

Roland 1 er en spejderoplevelse uden for gruppens vante rammer. Du kommer i en patrulje med nye spejdervenner, hvori I sammen skal bygge lejrplads, lave mad over bål og generelt få finpudset (eller grovpudset) jeres evner inden for friluftsliv.

Aldersgruppe: 13 – 15 år.

Roland 2

På Roland 2 får du en dybere indsigt i, hvordan spejdermetoden fungerer.

  • Hvad tror vi på som spejdere?
  • Hvorfor virker Learning By Doing?
  • Hvordan laver man en fed oplevelse for sine spejderkammerater?

Du lærer nogle af de tricks, din leder kender, og du får en masse viden om både mennesker og planlægning. Mens du lærer andre spejdere at kende, lærer du måske også noget om dig selv?

Kurset er både teoretisk og praktisk, og du vil opleve, hvad frihed under ansvar betyder, når du planlægger patruljedøgn og klarer dig uden hjælp fra ledere. Når du har været på Roland 2, kan du stå for møder og ture for din patrulje. Du lærer at stå foran andre og instruere, og du bliver klar til at tage et større ansvar i din patrulje og i din hverdag. 

Kurset er for spejdere mellem 14 og 16 år. Meget af kurset foregår indendørs, og det afholdes som regel i påsken eller efterårsferien.

“Den rigtige måde at blive lykkelig på er at gøre andre mennesker lykkelige. Forsøg at efterlade verden en smule bedre end du fandt den.”

Lord Baden-Powell, spejderbevægelsens grundlægger

Om Roland 2

Roland 2 er overvejende et indendørs kursus, der sætter fokus på dig som værende én, der går forrest. Du vil få værktøjer til at omsætte idéer til konkrete aktiviteter, og til at få videreformidlet idéerne til din patrulje.

Aldersgruppe: 14 – 16 år.

Diamant

Diamant er et praktisk kursus som Roland 1 – men meget mere udfordrende.

På Diamant kan alt ske. Det bliver større, vildere og vådere end du er vant til, og hvert Diamant-kursus er forskelligt, så vær beredt på lidt af hvert! På kurset har du en super kompetent stab, der guider dig igennem de fysiske udfordringer og din personlige udvikling.

Du lærer at håndtere pressede situationer, og når du bliver presset, lærer du dig selv og din patrulje bedre at kende. Du kommer hjem fra Diamant med ømme fødder, nye venner og følelsen af at kunne dobbelt så meget, som da du tog afsted.

Diamant er for spejdere mellem 15 og 17 år. Det foregår udenfor i påsken eller i efterårsferien. Afprøv dig selv i nye situationer, hold hovedet koldt og mød spejdere fra hele Danmark. Husk på: Diamanter skabes under pres.

“Uden eventyr ville livet være dødbringende kedsommeligt. Med omhyggelig navigeren, oprigtig sejlads og glad vedholdenhed er der ingen grund til, at din rejse ikke skulle blive en fuldstændig succes, uanset hvor lille et vandløb du starter i.”

Lord Baden-Powell, spejderbevægelsens grundlægger

Om Diamant

På Diamant kan du forvente det uforventede. Kurset foregår udendørs og du kommer til at udforske dine egne grænser. Derfor kommer det også til at kræve mere af dig, både fysisk og psykisk, end du tidligere har været vant til. Du bliver klogere på, hvordan du selv og dine medmennesker reagerer i pressede situationer og får værktøjer til at håndtere dette.

Aldersgruppe: 15 – 17 år

Diamant Extrem

Diamant Extrem er for spejdere, der trænger til at få brudt endnu flere grænser.

Kurset er for dig, der har gennemført Diamant. Her klarer du dig kun, hvis du arbejder sammen med andre og holder hovedet koldt.

Staben vil presse dig på alle tænkelige måder, og du lærer hvad, og hvor meget du kan bidrage med i pressede situationer. På kurset vil du arbejde sammen med andre i grupper, der ikke nødvendigvis ligner den klassiske patrulje og du vil få indsigt i, hvordan både du og andre reagerer i forskellige situationer.

Diamant Extrem er hovedsageligt et fysisk udendørs kursus, hvor fokus ligger på individuel læring og hvor man lærer at forstå sig selv bedre. 

Kurset er for unge spejdere i alderen 18 – 20 år, og foregår som regel i efterårsferien.

“Undlad individuelle konkurrencer, én spejder mod en anden, men forsøg altid at have patruljen som et hold, så de svageste forsøger at gøre sig selv bedre for at forbedre gennemsnittet, og således konkurrerer for patruljens bedste og ikke for sig selv.”

Lord Baden-Powell, spejderbevægelsens grundlægger

Om Diamant Extrem

Som en “overbygning” til Diamant tillader Diamant Extrem sig at være endnu mere udfordrende og sætte højere krav til deltagernes evne til at udfordre egne grænser. Kombineret med tid til refleksion og samtale, giver kurset dig et stærkt udgangspunkt for selv den mest pressede situation.

Aldersgruppe: 18 – 20 år

ULK

På UngdomsLederKursus møder spejderne moderne ledelsesværktøjer på et højt niveau.

ULK skaber dygtige ledere ved at udvikle deltagernes selverkendelse og udfordre dem på andet end fysik. ULK bliver betragtet som et meget krævende kursus – til trods for, at man sover indenfor og får maden serveret.

Deltagerne er med til at forme kurset, og efter kurset har du lært at elske dine konflikter og hade “plejer”. På kurset vil du også møde formidling, feedback, anerkendende tilgang og mange flere emner, som vil gøre dig til en bedre leder.

Kurset er en blanding af teori og praksis for spejdere mellem 17 og 21 år.

Besøg ULK på Facebook

“Princippet, som spejderarbejdet virker efter, er at spejderens idéer bliver studeret, og han bliver opmuntret til at uddanne sig selv i stedet for at blive instrueret.”

Lord Baden-Powell, spejderbevægelsens grundlægger

Om ULK

På UngdomsLederKursus oplever du, hvor inspirerende spejderarbejdet kan være. Niveauet er højt, og tempoet er hæsblæsende, når du bliver sat ind i topprofessionelle teknikker til dit spejderliv. ULK er primært et teoretisk kursus, men du får også mulighed for at prøve teknikkerne i praksis.

Aldersgruppe: 17 – 21 år

Patruljeleder/Patruljeassistentkursus (PL/PA)

Fede kurser på en weekend

Lyder det som en lidt for stor investering at afsætte en hel uge til at rejse til den modsatte ende af Danmark? Eller kan du simpelthen bare ikke vente til at det bliver ferie så du kan komme på dit næste Roland-kursus? Så er PL/PA lige noget for dig.

Selvom du ikke er patruljeleder hjemme i gruppen, er dette kursus stadigt for dig. For selvom man ikke nødvendigvis har titlen “leder”, kommer vi alle i situationer, hvor vi kommer til at lede andre – også uden selv at være bevidst om det. På PL/PA bliver du sat i nogle af disse situationer og lærer desuden en masse gode spejderfærdigheder samtidigt.

Den aldersmæssige målgruppe for kurserne svinger meget, og de kan også have meget varierende fokusområder. Fælles for dem alle er dog, at du kommer hjem med fornyet spejdergnist og nye spejdervenner.

Om PL/PA

Patruljeleder-/Patruljeassistentkurserne er et lokalt supplement til vores ungdomsuddannelse. Disse strækker sig typisk over en (forlænget) weekend og bidrager med viden om patruljearbejdet og dets potentiale samt muligheden for at etablere et lokalt netværk af jævnaldrende spejdervenner.

Aldersgruppe: Varierer

Kurser for voksne

Roland for voksne

Man bliver aldrig for gammel til Rolandkurser

Roland 1 og 2 – For Voksne er kurser der henvender sig til flere forskellige voksne spejdere. Fra dem der lige er startet til spejder og gerne vil tilegne sig nogle spejderfærdigheder for derved bedre at kunne hjælpe egne spejdere og til dem, som har været spejdere i mange år, men aldrig selv har været afsted på ungdomskurserne og derfor gerne selv vil opleve Rolandånden.

Patruljesystemet i praksis

På kurserne vil man opleve, hvordan det er at arbejde i en patrulje og dermed, hvordan patruljesystemet fungerer, samt hvordan et spejderfællesskab kan være med til at udvikle egne kompetencer, og hvordan man kan være med til at hjælpe andre til at udvikle sig. I en patrulje er der behov for alles styrker, og i samarbejde med hinanden kommer deltagerne til arbejde med basale spejderfærdigheder igennem diverse aktiviteter.

Om Roland for voksne

De fleste spejdere tager på Roland-kurser i de tidlige teenageår men det er aldrig for sent at opleve patruljeånden i praksis og den helt særlige “Roland-ånd”.

Roland for voksne tager udgangspunkt i mål- og rammebeskrivelsen for de ordinære Rolandkurser, men indholdet tilpasses spejdere med noget mere livserfaring. Spejdermetoden er dog stærkt repræsenteret på kurserne, og man skal som deltager være forberedt på at lege for livet og opleve livet i naturen.

Gilwell

Gilwell er for dig, der har lyst til at lave en positiv forandring i dit liv med afsæt i, hvad det gode liv er for netop dig.

Kurset er for den erfarne leder, som har deltaget i korpsets øvrige lederuddannelse eller tilsvarende. Omdrejningspunktet for kurset er, at den enkelte deltager lærer sig selv at kende. Du får både teori og konkrete redskaber, der kan hjælpe dig på din vej til personlig udvikling. Med udgangspunkt i ny viden, refleksion og øget selvforståelse danner Gilwell rammerne for, at du kan skabe positive forandringer i både dit liv og dit spejderliv.

På Gilwell er det et vigtigt element, at vi arbejder efter spejdermetoden. Derfor fylder patruljelivet, og det at den enkelte deltager udvikler sig med støtte fra patruljen rigtig meget.

Tag på Gilwell, hvis du har lyst til at gøre en forskel i dit eget liv. Hvis du vil (gen-)opleve livet i patruljen, lugten af røg fra det bål, hvor du og patruljen lavede lækker mad, havde dybe samtaler og stillede store spørgsmål, samt hvis du har lyst til en “mental rystetur”.

På Gilwell får du redskaber og støtte til at forme din egen Gilwelludfordring gennem modeller og teorier, værktøjer, samtaler med din patrulje og dine tutorer samt refleksion. Du formulerer et personligt udviklingsmål, planlægger dit læringsforløb, gennemfører det og evaluerer det i samarbejde med en vejleder og de andre deltagere. Det er en forudsætning for forløbet, at du som deltager har lyst og er i stand til at flytte dig selv som spejder og som menneske.

Efter kurset:

  • Har du fået bedre indsigt i hvem du er, og hvad der er vigtigt for dig, så du kan identificere, hvad der er et godt liv for dig i spejdersammenhæng såvel som privat eller i arbejdslivet.
     
  • Kan du arbejde målrettet mod at opfylde de udviklingsmål, du har stillet op, og bruge de redskaber, du har lært på kurset.
     
  • Ser du egne og andre menneskers potentialer på en ny måde.
     
  • Kan du reflektere over udbyttet af arbejdet med et personligt udviklingsmål, og dermed blive i stand til at gentage processen.



Se Gilwell-kurset i kfumspejderne.dk’s kalender HER…

Mere information

Læs mere om Gilwell, og ansøg på Gilwell.kfumspejderne.dk

Følg Gilwell på Facebook

Skriv dig op til yderligere information HER…..

Linien Ud

Linien Ud er et uddannelses- og kursustilbud til voksne spejdere.

Varigheden er en weekend, og der udbydes både hele weekendkurser og kortere moduler inden for tre kategorier:

Grenkurser er målrettet til dig, som er leder og giver dig både viden og nye ideer inden for din specifikke gren. Der udbydes grenkurser for Bæver, Ulve og Unge.

Linjekurser er primært for dig, der er erfaren leder og måske har deltaget på grenkurser. Her fokuseres på emner som korpsets formål, spejdermetoden og hvordan værdiord omsættes til praksis.

Temakurser kan både være praktiske og teoretiske. De har forskellige varighed og her kan du udvikle kompetencer inden for en bred palette af emner.

Derudover er der selvfølgelig rig mulighed for at udveksle erfaringer, så du kan blive inspireret til dit daglige spejderarbejde i gruppen, distriktet, på spejdercentret eller i din kursusstab.

Linien Ud

På dette weekendkursus har du muligheden for selv at sammensætte dit program ud fra en bred vifte af forskellige kursustilbud. Her findes bl.a. kurser målrettet spejderarbejdet i en specifik gren og mere tema-baserede kurser som fx førstehjælp eller lejrbålsguitar.

Linien Ud afholdes to gange om året – se datoer på hver af kursernes hjemmesider:

Kontakt

Styregruppen for Uddannelse hos KFUM-Spejderne (SUD)

E-mail: SUD@kfumspejderne.dk

Lav et kursus

Find alt det praktiske, du har brug for at vide, når du skal planlægge og ansøge om lave et kursus.
Læs mere på kursushaandbog.kfumspejderne.dk

Menu