Formål:
At give spejderen kendskab til forskellige små kemiske forsøg.
Metode:
Mødet gennemføres som et lille løb med forskellige poster, hvor de skal lave små forskellige kemiske forsøg. Beskrivelse:
Vaske 50-ører. Ved den første post skal spejderne »vaske« 50 ører i ketchup. Kom nogle helt almindelige, brugte (matte) 50 ører i en lille skål med ketchup og vent 10 minutter. Hvad skete der? Præcis som jern kan ruste, kan kobber reagere med den ilt, der er i luften omkring os. Man siger, at kobberet oxiderer. Når du lægger kobbermønten i ketchup, vil det oxiderede kobber reagerer med den syre, der er i ketchuppen. Det danner vand, og tilbage er rent kobber – og mønten er fin og skinnende igen.
Lav en lavalampe med rosiner. Hæld danskvandet i glasset og hæld derefter en lille håndfuld rosiner i glasset. Hold nu øje med glasset! Når rosinerne hældes i glasset falder de til bunden. Men langsomt samles der bobler af CO2 omkring rosinerne, der får rosinerne til at stige til vejrs. Her forsvinder boblerne igen og rosinerne falder til bunds igen – blot for at starte forfra!
Skriv med usynlig skrift. Lad spejderne tegne eller skrive på et blankt A4 papir – de skal skrive med en vatpind dyppet i mælk. Når papiret er tørt holdes det hen over en brødrister, hvorefter det bliver tydeligt, hvad der er skrevet på papiret. Mælken kan evt. erstattes af citron eller sukkervand.
Colafontæne. Kom Mentos i en 1 ½ L cola (helst light) og se den store fontæne. Alt efter, hvor mange Mentos der kommes i flasken (skal gå meget hurtigt!) sprøjtes colaen ud af flasken.