Bæredygtig båd
Når padlen bruges til at få kanoen til at sejle fremad, skubber den vandet bagud. Du kan mærke en modstand i padlen, og det sker, fordi vandet skubber lige så meget igen, som du skubber til vandet. Så når du sidder i en båd, bliver både du og båden skubbet fremad. En skrue på et stort skib fungerer på samme måde med at skubbe vandet bagud og skabe fremdrift for skibet.
Indledende spørgsmål
- Hvordan får man en båd til at sejle fremad
- Hvordan kan en båd flyde
Sådan gør du
- Udlever alle materialer til spejderne, og lad dem forsøge at samle en båd.
- Start med at sætte de to store elastikker på bådens ende med lidt mellemrum.
- Sæt en ispind under elastikkerne i hver side, så de stikker et godt stykke ud bag båden.
- Sæt den lille elastik på ispindene, der stikker ud.
- Dekorer båden med mast, sejl og lignende.
- For at få båden til at bevæge sig, sæt propellen ind mellem den lille elastik, hvorefter propellen og elastikken snurres rundt. Når elastikken slippes, når båden er i vandet, så vil elastikken snurre sig ud, hvor propellen så drejer med og skaber fremdrift for båden. Vær derfor opmærksom på at dreje elastikken den rigtige vej rundt, så båden ikke bakker.
Overvej dette efter aktivitet
- Hvilke andre metoder kender I til at få en båd til at sejle fremad?
- Hvilke fordele og ulemper er der ved de forskellige metoder?
Materialer
- Flamingoplader, skåret ud i f.eks. 12×18 cm med to hjørner skåret af, så den får en simpel bådform, som er bådens basis. Størrelsen kan I selv tilpasse som ønsket.
- 2 kraftige gummielastikker pr. båd
- 2 ispinde pr. båd
- 1 køkkenelastik pr. båd
- 1 propel pr. båd, lav en rektangel på ca. 3,5×5 cm med afrundede hjørner ud af noget hårdt plastik, som ikke er let at bøje.
- Pinde, blade og lignende til mast, sejl og pynt
- Bassin til at sejle med bådene i