Spejdere på lejr, der sæber gryder ind ved bålet

Livet som spejder

Foto: Jakob Skipper

Hvad laver man til spejder?

Det korte svar er: rigtig mange forskellige ting.

Den ene uge laver I mad over bål, den næste bygger I noget, der næsten ikke burde kunne stå. I kan tage på løb, sove i shelter, lære førstehjælp, lave sjove eksperimenter, finde vej med kort og kompas – eller finde på jeres helt egen aktivitet.

Nogle aktiviteter foregår ude i naturen, andre ved spejderhytten. Nogle kræver samarbejde, andre kreativitet, koncentration eller modet til at prøve noget, du ikke har gjort før.

Og du behøver ikke kunne det på forhånd. Det er hele pointen.

Som spejder lærer du nyt ved at prøve dig frem. Du får ansvar og frihed til selv at finde løsninger, og sammen med andre finder du ud af, hvordan I kommer i mål.

Og når spejdermødet er slut, er der stadig meget mere at opleve.

Et stafetløb igennem spiserøret med vand der illuderer spyt.Spejderne er på lorte-løb – en tur gennem
Foto: Christian Bundgaard
Megaevent på Spejdernes Lejr 2026. Showet var for spejdere mellem 13 og 18 år.
Foto: Markus Bing

Skal du være med?

Vi har plads til alle fra tre år og op - også voksne.

Du kan være med et par gange helt gratis og uforpligtende og finde ud af, om spejderlivet og fællesskabet er noget for dig.

Hvad fortæller mærkerne på uniformen?

Kigger du på en spejderuniform, finder du sikkert en masse forskellige mærker. De fortæller hver især noget om det, spejderen har oplevet, prøvet eller lært.

Måske har du lært at bruge en økse, lavet mad over bål, sovet ude eller øvet dig på noget helt andet. Nogle mærker tager kort tid, mens andre kræver, at du øver dig og bliver bedre undervejs.

Så et mærke er ikke bare noget, der skal på uniformen. Det er også et minde og bevis på noget, du har oplevet eller lært sammen med andre.

MEGA-eventet på Spejdernes Lejr trækker de 12-18-årige spejdere sammen foran den store scene, hvor der er lagt op til en aften fyldt med underholdning og fælles oplevelser på tværs af grupperne. Foto : Frederik Kehlet
Foto: Frederik Kehlet
Foto: Johny Kristensen

Pak rygsækken, vi skal afsted

Nogle af de oplevelser, du kommer til at huske bedst, begynder, når det almindelige spejdermøde slutter.

Som spejder kan du tage på weekendtur, sove i telt eller shelter og tage på sommerlejr med din gruppe. Her er der tid til større aktiviteter, lange aftener omkring bålet og til at lære dem, du er spejder sammen med, endnu bedre at kende.

Nogle gange tager I afsted med jeres egen gruppe. Andre gange møder I hundredvis – eller tusindvis – af andre spejdere. Og måske går turen en dag til udlandet.

Jo ældre du bliver, desto flere muligheder åbner der sig for, at du og dine venner selv at sætte retning, få ansvar og prøve kræfter med nye udfordringer.

Tag på kursus og kom hjem med mere

Fra du er 13 år, kan du tage på kurser.

Her kan du blandt andet møde spejdere fra andre grupper, prøve nye aktiviteter, have det sjovt og blive udfordret sammen med nogle, du lige har mødt.

Du kan blive bedre til klassiske spejderfærdigheder, men du lærer også om samarbejde, ansvar og om dig selv.

Og så kommer du som regel hjem med en hel del oplevelser – og måske også nogle nye venner.

Spejder der har det sjovt
Foto: Ole Thye Gram
Spejdere fra Ellebæk 3. Holstebro Gruppe bygger en trebuk på Spejdernes Lejr 2026 i Hedeland. Samarbejde og praktiske færdigheder er en vigtig del af opbygningen af lejrpladsen.
Foto: Katja Eriksen

Hvor højt skal et bål egentlig bygges?

Og hvordan finder man vej med et kort? Hvilket knob skal du bruge? Hvordan bygger man med rafter? Og hvad skal der være i rygsækken, når du skal på tur?

Der er meget at lære som spejder. Heldigvis behøver du ikke kunne det hele fra starten.

I KFUM-Spejdernes håndbog Spejderliv kan du gå på opdagelse i tips, tricks og viden om alt fra bål, lejrliv og natur til knob, koder og pionering.

Menu