Relancering af ’Bliv spejder’-kampagnen til sæsonstart 2026

Vi vil vise flere børn, unge og forældre, hvad spejderlivet rummer – og give dem lyst til selv at opleve fællesskabet, naturen og eventyret.

Facebook-cover

Når spejdersæsonen starter igen efter sommerferien og diverse spejderlejre, giver vi Bliv Spejder-kampagnen et nyt rul. Formålet er det samme som sidste år: at invitere endnu flere børn, unge og familier ind i vores fantastiske spejderfællesskab hos KFUM-Spejderne.

Deling af det gode budskab

Der er derfor tale om en relancering af Bliv Spejder-kampagnen, hvor vi bygger videre på de stærke erfaringer fra 2025 samt genbruger og giver nyt liv til materialet. Heldigvis er der så utroligt mange gode historier at fortælle om alt det, der gør spejderlivet til noget særligt.

Vi vil derfor gerne opfordre så mange grupper som muligt til at være med til at sprede det gode budskabet lokalt og digitalt - igen. Jo flere steder kampagnen bliver synlig, desto flere får øje på de fællesskaber, eventyr og oplevelser, som spejderlivet rummer.

Sidste år oplevede vi en imponerende opbakning fra jer. I alt blev der foretaget 144 bestillinger fordelt på 51 grupper via Spejdertrykken, og der blev bestilt 2.882 kampagnematerialer til lokale indsatser rundt om i landet. Samtidig blev den digitale kampagne delt mere end 169 gange. Det var med til at skabe synlighed for spejderlivet både på skærmen, i gadebilledet og gennem de mange møder mellem mennesker i hverdagen. Tusind tak for jeres indsats!

Vi glæder os til endnu en gang at stå sammen om at åbne døren til spejderfællesskabet for nye børn, unge og familier.

Bliv Spejder-kampagnen 2026

Praktisk: Vi starter kampagnen mandag den 24. august i uge 35 og kører til og med uge 37. Vi håber, I vil være med til at bakke op om kampagnen ved at bestille kampagnematerialer via Spejdertrykken allerede nu eller efter jeres sommerferie, så I er klar til at uddele materialer i jeres lokalområde i uge 35.

Vi håber også, at I vil dele kampagnefilmene og opslagene digitalt i jeres netværk og på sociale medier i kampagneperioden. Vi gør det nemt ved også at dele forslag til opslagstekster, som I kan kopiere, tilpasse og bruge direkte på jeres egne kanaler.

Derfor har vi samlet materialer og idéer i tre enkle indsatser, som gør det let for jer at sprede budskabet og åbne døren for nye, der har lyst til at opleve spejderlivet.

1. Skab opmærksomhed online

Med kampagnevideoerne kan I tage folk med ind i spejderlivet, selvom de sidder bag en skærm. Del den korte video på 20 sekunder for et hurtigt glimt eller brug den længere på 1 minut, når der er tid til at vise lidt mere. Der er både videoer i høj- og bredformat.

Find tekstforslag til jeres SoMe-opslag her.

Facebook-coverbilledet er jeres digitale velkomstskilt. Når nogen besøger jeres side, bliver de mødt af kampagnens udtryk og kan med det samme se, at der er plads til nye i fællesskabet.

2. Vis jer frem i lokalområdet

Plakater er kampagnens store råb i gadebilledet. Hæng dem op der, hvor folk kommer forbi i hverdagen – på skolen, biblioteket, i supermarkedet eller ved hallen. Hver plakat er en invitation til at opdage spejderlivet.

Der er flere forskellige billeder at vælge imellem, så I kan finde det udtryk, der passer bedst til jeres gruppe og lokalområde.

Ark med riv-af-slip er den lille, praktiske hjælper. Her kan I få gruppens kontaktoplysninger trykt på, så folk nemt kan tage en slip med hjem og vide præcis, hvordan de kan få fat i jer. Måske ender det på køleskabet derhjemme, indtil familien beslutter sig for at kigge forbi næste spejdermøde.

mock-up af Bliv spejder-plakater og ark med slip

3. Del spejderglæden

Med et postkort kan I give en lille hilsen, der åbner døren til spejderlivet. Del dem ud til børn, unge og forældre ved arrangementer, i skoler eller på gaden. På få linjer fortæller postkortene om det fællesskab og eventyr, der venter – og hvordan man kan blive en del af KFUM-Spejderne.

Ligesom med plakaterne, er der her flere forskellige billeder at vælge imellem, så I kan finde det udtryk, der passer bedst til jeres gruppe og lokalområde.

Klistermærker er de små, stille ambassadører. Når spejderne sætter dem på deres vandflasker, tasker eller bøger, følger budskabet med på ture, i skolegården og hjem til spisebordet. Små mærker, der sætter store drømme i gang.

Bestil kun det antal klistermærker, I forventer at dele ud, så materialerne rækker til alle grupper, der deltager i kampagnen.

Har du spørgsmål?

Skriv gerne til kommunikation@kfumspejderne.dk

,

Læs også

Menu