
Ud over at opleve, hvor fantastisk det er at indgå i et KÆMPE spejderfællesskab på tværs af korps og landegrænser, så vil vi rigtig gerne suge de mange gode historier til os fra jer, der er med, som vi kan dele videre både under og efter SL26.
Vi er altså både interesserede i at fortælle om KFUM-Spejderne på Spejdernes Lejr, men også i det hele taget vise, hvor fedt det er at være spejder med alt, hvad det indebærer af fællesskaber, aktiviteter og udviklingsmuligheder.
Derfor rækker vi ud for at høre jer, om I vil være med til at dele jeres oplevelser og fede planer med os her i kommunikationsteamet på korpskontoret. Det kunne fx være:
Fede lejrprojekter
Vi vil rigtig gerne være med, når I skal opbygge lejren. Så fortæl os gerne, hvis I har nogle fede projekter til jeres lejrplads, som I skal bygge. Måske har I et blæreprojekt eller noget, I har god erfaring med at bygge til jeres lejr.
Gode interne historier
Har I nogle gode historier i gruppe, som relaterer sig til spejderlivet fx nogen, der mødte hinanden til spejder, nogen der har vilde mærker eller store mål for fremtiden? Nogen der har et særligt spejdertalent, som de gerne vil vise frem?
Særlige events
Har I noget særligt, I glæder jer til at deltage i, som I gerne vil fortælle om/dele betydningen af med os? Eller arrangerer I selv noget i jeres gruppe / lejr, som I gerne vil invitere os med til at se og fortælle om?
God ungegruppe
Sidst, men ikke mindst, så er vi også super interesserede i at møde og tale med nogle af de unge i grupperne, der er med på SL26.Så hvis I har nogle friske unge hos jer (fra 12 og op), som gerne vil tale med os, fx om Hvordan det er at være ung spejder, så hører vi gerne fra jer.
Der er ikke noget, der er for stort eller for småt til at dele med os. Vi skal nok sortere i, hvad vi kan nå at være med til. Og det kan også være, at det kan give anledning til en snak på et senere tidspunkt. I kan skrive direkte til os på kommunikation@kfumspejderne.dk
Alle gode henvendelser modtages med kyshånd og vi glæder os mægtigt meget til at se jer på Spejdernes Lejr!